Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Inspiration: Fysisk kirke under coronakrisen

Stiftets diakonikonsulent har samlet en række eksempler på, hvordan kirken fysisk kan være til stede, selvom kirkerummet er lukket og vi skal holde afstand.

Gårdsange og salmer. Ansatte og frivillige ved flere kirker i stiftet synger hver uge uden for de coronaisolerede lokale plejehjem. Beboerne synger med fra altanerne. Billedet er fra Skovhuset i Hillerød. (Foto: Thyge Enevoldsen)

Kirkens digitale tilstedeværelse har fyldt meget under coronakrisen. Sjælesorg på nettet, onlinegudstjenester, daglige sms’er til konfimanderne.

Men det er langt fra nok for alle i længden, mener diakonikonsulenten i Helsingør Stift, Thyge Enevoldsen. Her har han lavet en liste med eksempler på, hvordan kirken kan være fysisk til stede i en tid, der kræver social afstand.

 

  • Walk and talk
    Der er allerede præster og andre, som tilbyder walk and talk med mulighed for nærvær, fællesskab, lydhørhed, samtale og frisk luft. Det er enkelt og sundt for begge parter. En variation kan også være sit and talk – stadig udendørs og med to meters afstand. Husk evt. tæpper. 
     
  • Udendørs samtalecafe
    Inviter til en times samtale i en lille gruppe, f.eks. udenfor kirken. I kan eksempelvis dele invitation ud i postkasser i et område i sognet med overvægt af enlige. Eller invitere kirkens strikkeklub. Stil fem-seks stole op i rundkreds med to meters afstand mellem stolene. Deltagerne medbringer kaffe/te og krus til eget forbrug. For hver gruppe er der en vært, der fungerer som samtaleleder. Tema for samtalen kan være: “Hvordan er din dagligdag? Hvad synes du er svært? Hvad glæder du dig over? Har du brug for hjælp?” Man kan naturligvis også have andre temaer, kun fantasien sætter grænser. Myndighedernes coronahotline og det lokale politi har her efter påske givet tilladelse til et sådant arrangement i Hillerød med helt op til 4 × 5 deltagere, men ring for en sikkerheds skyld til myndighederne i jeres egen by. Kontakt Thyge Enevoldsen for nærmere info. 
     
  • Præsterundtur
    Gå en tur i sognet og tal med dem, du møder – med to meters afstand. Tag evt. præsteflip eller præstekjole på, så folk kan se, hvem de snakker med, og små, gode samtaler kan opstå.
     
  • Ring og tilbyd dig
    Ring til personer, du kender, som bor alene, og spørg, om du må komme forbi til en to-meters-snak over havelågen eller på terrassen. Du medbringer selv dit termokrus med kaffe/te.
     
  • Et måltid mad bragt til døren - og kage til kirkekaffen
    I Vestervang Kirke i Helsingør delte man påskelørdag 14 påskeplatter med lækker frokost ud til enlige i kirkenetværket. Modtagerne blev kontaktet på forhånd og spurgt, om de var interesserede, og de, som takkede ja, fik maden bragt til døren. Flere reagerede følelsesmæssigt stærkt, da de fik maden overrakt på trappen, og fortalte om, hvor bange og angste de var i deres isolation. Den udbragte mad blev et vigtigt lyspunkt for dem. Det blev en mulighed for at få hul igennem, høre om deres behov og snakke muligheder med dem i en særligt svær og ensom tid. Flere af modtagerne har efterfølgende selv brudt isolationen og har taget kontakt med kirken.

    Her efter påske har de ansatte og frivillige i Vestervang Kirke kontaktet ældre i kirkens netværk og spurgt, om de den efterfølgende søndag må komme ud med kage ved døren til “kirke-kaffe”. Sammen med kagen er et medfølgende brev fra kirken – bl.a. med tilbud om at kontakte en af præsterne for en samtale og med opfordring til at tilmelde sig kirkens mailingliste. Kontakt evt. sognepræst Mette Danssøn for nærmere info mobil 23846347.
     
  • Gårdsange og salmer – og gudstjenester ved plejehjem
    Alle 959 plejehjem og plejecentre i Danmark er på grund af smitterisiko isolerede i disse uger og måneder. Plejepersonalet på plejehjemmene gør en kæmpe indsats. Men kan vi som kirker gøre noget for at hjælpe og opmuntre? Ud fra Grønnevang Kirke i Hillerød arrangeres der to-tre gange om ugen “Gårdsange og salmer” sammen med organisten, præsten og en gruppe frivillige musikere og sangere i kirken og i sognet. Koncerterne ved det lokale plejecenter fungerer fint uden forstærkeranlæg. 
    Plejecentret blev spurgt, om de var interesseret, og det var de. Så gik man i gang.

    På godt to uger er der afholdt syv små koncerter fordelt på tre grupper. Og koncerterne fortsætter. Men mindre kan naturligvis også gøre det. Det er festligt og givende både for tilhørere og sangere/musikere. Flere lokale er kommet til og deltager i fællessangen med god sikkerhedsafstand til hinanden. Ideen er taget op i forskellige versioner flere steder, bl.a. ved Lions Park Hillerød (Frederiksborg Slotskirke) og ved Skanselyet, Hillerød (Præstevang kirke). Kontakt Thyge Enevoldsen for nærmere info.

    I Avedøre har de afholdt en lille udendørs gudstjeneste ved deres lokale plejehjem. Det var helt enkelt sat op, og gudstjenesten blev taget godt imod af beboere og personale. Kontakt sognepræst Inge S. Lund på mobil 21162655 for at høre mere.
     
  • Telefonsamtaler og telefonkæder
    Telefonen og de digitale medier er også et fantastisk redskab. Vi kan som kirker være med til at sætte gang i telefonkæder mellem mennesker. Måske er der nogen, som skal have hjælp til at opdage og bruge Messenger, WhatsApp m.m. for også at få et ansigt på samtalen. At se dem, vi taler med, kan gøre en stor forskel i en tid med omfattende isolation. Er der frivillige eller ansatte i jeres kirke, som kan hjælpe med at formidle denne hjælp til ældre i sognet?

    En præst har delt en erfaring fra telefonsamtaler i coronatiden: “Når jeg ringer rundt, spørger jeg, hvad der hjælper den enkelte til at strukturere tiden. Jeg får erfaringer og gode oplevelser. Disse erfaringer deler jeg med andre, jeg taler med. Jeg prøver også at være åben om, hvad jeg selv synes er svært. Jeg er ikke bare den stærke, der står fast. Men jeg er også selv en del af et netværk, som jeg får støtte fra.”
     
  • Hjælp til indkøb
    Kirkerne kan være med til at organisere og støtte, så madvarer m.v. købes og bæres til døren. En god mulighed er også at knytte til ved Røde Kors’ hjælpe-netværk.

Listen kan fortsættes – bl.a. med erfaringer, som du har gjort. Husk at dele dem med diakonikonsulenten. Ring eller skriv til Thyge Enevoldsen på telefon 7232 5222 eller ten@km.dk. Han kommer også gerne på besøg til en walkandtalk eller en samtale uden for jeres kirke på tilpas coronasikker afstand