Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Liturgisk inspiration til påsken 2020

Påsken i år bliver anderledes, fordi gudstjenesterne ikke kan holdes i kirkerne. Her kan du hente inspiration til kollekter, der er skrevet specielt til påske i coronaens tegn.

 

Påsken 2020 kommer ikke til at ligne sig selv. I år bliver påsken på grund af coronakrisen først og fremmest fejret online. Mange præster vælger en forkortet liturgi til gudstjenesten, nogle en kort andagt, og andre en mere uformel videohilsen fra præsten. Hos folkekirken.dk kan du finde bønner, der er skrevet til denne særlige situation.

Gruppen bag ”Himlen i mine fodsåler” og ”Gudstjenestens Bønner” I og II har på opfordring fra biskopperne sagt ja til at formulere bønner og kollekter til påskefejringen i 2020. Det er både bønner, der kan bruges derhjemme til andagter i den stille uge og påskedagene, og bønner til de påskegudstjenester, der på forskellig måde kan holdes inden for lovgivningens og smitterisikoens rammer.

En af bønneskriverne er Jørgen Demant fra Lyngby Kirke. Han forklarer, hvorfor gruppen gav sig i kast med nye bønner til påsken.

”Alt hvad vi siger i kirken lige nu, bliver farvet af coronakrisen,” siger han. ”Vi står i en helt særlig situation både eksistentielt, socialt og samfundsmæssigt, og denne kontekst må både prædiken og bøn forholde sig til. Det gør bønnen mere virkelighedsnær – både hvad angår det menneskelige og det guddommelige. Virkeligheden trænger sig på i bønnen, men det gør Gud sandelig også!”

Og det smitter af på sproget, forklarer han. ”Når den samfundsmæssige krise spidser til, så gør det religiøse sprog det også. Netop fordi vi mennesker prøves eksistentielt og socialt i denne coronatid, så er bønnen det rette medium til at undersøge, hvor langt sproget rækker for mellemværendet mellem Gud og menneske. Og det viser sig, at det religiøse sprog bliver meget mere livsnært, ja erfaringsnært. I bønnen beder vi jo ikke om, at Gud kommer os nær, for han er os nærmere end vi tror, men vi mærker, hvor tæt vi kommer på Gud.”

Arbejdsgruppen har skrevet morgen- og aftenbønner og kollekter til søn- og helligdage i den stille uge og påsken. Gruppen har taget udgangspunkt i de sindsstemninger og tanker, som mange oplever i denne tid - samtidig med at kollekterne har farve efter hver deres søn- eller helligdag.

Bønner og kollekter

Bønner til den stille uge

Mandag: Morgen- og aftenbøn

Tirsdag: Morgen- og aftenbøn

Onsdag: Morgen- og aftenbøn

 

Kollekter til påskens helligdage

Kollekter til palmesøndag

Kollekter til skærtorsdag

Kollekter til langfredag

Kollekter til påskelørdag

Kollekter til påskedag

Kollekter til 2. påskedag

 

Bønnerne og kollekterne er skrevet af biskop Elof Westergaard, provst Kirsten Jørgensen, sognepræsterne, Christiane Gammeltoft-Hansen, Jørgen Demant, Tine Illum, Jesper Hyldahl og mediekonsulent Malene Bjerre.