Nyheder
Nyheder

Stiftets tjener eller stiftets hyrde? 

Hvad er biskoppens rolle og funktion i et stift med flere store udfordringer forude? Til Stiftssamtaler i Dyssegård Kirke kom der bud fra både oplægsholdere og tilhørere.

Der blev flittigt sprittet af inden aftenens stiftssamtaler gik i gang. 
Foto: Sarah Auken 

Af Lola Klint

  • Den kommende biskop skal prædike i hele stiftet
  • Skal være en katalysator i et lederskab, der får andres gode kompetencer i spil
  • Skal besøge sognene på regulær basis for at styrke arbejdsmiljøet
  • Skal handle rettidigt ved konflikter og inddrage alle parter
  • Skal turde forholde sig til relevante, samfundspolitiske spørgsmå
  • Skal kunne se langt og kræve folkekirkelige forandringer på landsplan
     

For første gang i over 25 år skal der holdes bispevalg i Helsingør Stift. Debatten om, hvilke kvalifikationer en kommende biskop skal besidde, er fuld i gang. Men for at kunne definere kvalifikationerne er det nødvendigt at se på, hvilke arbejdsopgaver og ansvarsområder der reelt følger med stillingen som Helsingørs biskop.

Det var udgangspunktet for stiftssamtalen i Dyssegård Kirke onsdag den 24. juni 2020. Samtalen skulle oprindeligt have været opdelt i to separate arrangementer: “Hvem taler biskoppen med?” og “Hvem tager konflikten?” , men på grund af faren for coronasmitte blev samtalerne først udskudt og senere slået sammen til ét arrangement. 

Aftenens tre debattører var Lisbet Christoffersen, der er professor for Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, æresdoktor og lektor emeritus Hans Raun Iversen på Københavns Teologiske Fakultet og Søren Abildgaard, der formand hos Landsforeningen af Menighedsråd.


Stiftets tjener

Hans Raun Iversen lagde ud med et teologisk syn på biskoppens arbejdsopgaver. Han opdelte biskoppen funktion i tre roller: tilsynsmand, leder og talsperson. 

“Med respekt for det enkelt sogn skal en kommende biskop gennem rollen som tilsynsmand sikre sig, at der er sammenhæng sognene imellem. Disse sammenhænge skal biskoppen som talsmand kommunikere ud til omverdenen.” 

Her skal biskoppen ikke fremhæves til en fin person i sig selv, sagde æresdoktoren.

“Biskoppen er stiftets tjener.” 

Afslutningsvis fremhævede Hans Raun Iversen de mere situationsbestemte opgaver, der venter den nye biskop i Helsingør Stift: Stiftets størrelse, det faldende medlemstal og “de urimeligt store forskelle på kirkeskattens størrelse”. 

Embedet kræver derfor en “tjener”, der tør slå i bordet og kræve nødvendige ændringer på landsplan.

Stiftets prædikant 

Lisbet Christoffersen efterlyste i sit oplæg den samme synlighed hos en biskop. Efter at have gennemgået biskoppens opgaver - juridisk set - slog hun biskoppen vigtigste opgave fast. “En biskop skal først og fremmest prædike i hele stiftet.” 

Prædikener kan have mange former, tilføjede hun. 

“Det kan være i  aviser og bøger, men en biskop skal også prædike i sognene. Biskoppen, skal ikke kun besøge sognene, når der er ballade, men på regulær basis, så man får en samtale om, hvad det vil sige at være folkekirke i det enkelte sogn.” 

Her pegede Lisbet Christoffersen på, at biskoppens også har et ansvar for at skabe sunde arbejdsmiljøer, hvor præster og menighedsråd mødes med gensidig respekt. Men bliver der ballade, skal en biskop også turde slå ned på problemerne, afsluttede Lisbet Christoffersen. 

Stiftets hyrde

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard var den sidste på talerstolen. Ligesom sine to meddebatører efterlyste han en biskop med en stærk stemme.

”Ikke kun i interne konflikter, men også i samfundsmæssige debatter.” 

Ved interne konflikter kræver det en biskop uden berøringsangst, der tør inddrage alle parter og handle rettidigt, så problemerne ikke vokser sig for store. 

“Udadtil kræver embedet en biskop, der tør forholde sig til relevante samfundspolitiske spørgsmål, ikke alene, men sammen med resten af bispekollegiet.” 

Søren Abildgaard understregede i den sammenhæng det netværk, biskoppen bliver en del af. 

“Biskoppen skal som netværkets hyrde styrke det kirkelige liv i stiftet.” 

Ledelse eller lederskab

Efter en pause blev, der åbnet for spørgsmål fra salen. Flere tilhørere satte spørgsmålstegn ved nogle af de kvalifikationer, der er blevet efterlyst hos en kommende biskop. 

“Jeg mener, at der har været for stort fokus på biskoppen som en leder, som vi kender fra forretningsverdenen eller CBS,” sagde en menighedsrådsformand.

“I stedet bør vi fremhæve godt lederskab som et ideal. Altså evnen til at skabe kompetente, ansvarlige og myndige personer hele vejen rundt i systemet.”

Den samme bekymring blev udtrykt i det følgende spørgsmål fra salen: 

“Jeg savner en mediator, der tør gå ind i konflikter og formidle samarbejde, så vi undgår, at konflikter eskalerer, som vi så det med sagen om Høsterkøb.” 

En katalysator

Til det spørgsmål fremhævede Søren Abildgaard, at biskoppen ikke er alene, men er en del af et netværk. Det er biskoppens rolle at tjene og lede det netværk. 

“En biskop skal ikke være styret af personlige ambitioner. Vedkommende skal først og fremmest være en dygtig teolog, retoriker, forkynder og sandhedsvidne - der tør bære sit kors på ryggen og ikke på brystet.” 

Til samme spørgsmål pointerede Hans Raun Iversen, at de mange kompetencer, der efterspørges hos en biskop, ikke kan findes i én person. 

“En biskop kan ikke forventes at skulle opfylde de mange krav. Derfor skal en biskop være en katalysator i et lederskab, der får andres gode kompetencer i spil.”

En national deltager

Som kommentar til de førnævnte udfordringer i Helsingør Stift, var en sognepræst kritisk stillet over for, hvor stor indflydelse en kommende biskop reelt har: 

“Har vi ikke sat en kommende biskop i et embede, hvor de visioner, I taler om, ikke kan realiseres, fordi der ikke er den politiske incitament til at Helsingør Stift forandre sig?” 

Her var svaret klart fra alle tre debattører: Biskoppen rolle er central for forandring. 

“Man skal passe på med at tale folkekirken ned i denne sammenhæng,” lød det fra Lisbet Christoffersen. 

“Det handler om, at få tingene på dagsordenen, og her kan biskoppernes betydning for den danske folkekirke i fremtiden ikke underkendes.” 

Søren Abildgaard afviste ligeledes præmissen om, at strukturen skulle forhindre forandring.

“Det er bare at gå i gang, og det gælder os alle sammen.” 

Men her fremhævede han særligt biskoppens rolle i processen: 

“Når vi vælger en biskop, så vælger vi også en deltager i den nationale ledelse af folkekirken.”

Læs også om den første stiftssamtale i artiklen Den myndiggørende folkekirke

 

Der var behørig afstand mellem de fremmødte. Foto: Sarah Auken

Ordstyrer Klaus Meisner. Aftenens panel (fra venstre) Søren Abildgaard, Lisbet Christoffersen og Hans Raun Iversen. Foto: Sarah Auken

Niels Erik Andersen sidder i menighedsrådet i Birkerød Kirke. Foto: Sarah Auken

Der blev budt på en forfriskning i kirkens gårdhave. Foto: Sarah Auken

Der blev ivrigt debatteret - også internt mellem paneldeltagerne Foto: Sarah Auken

Samtaler i pausen. Foto: Sarah Auken

Omkring 70 mennesker var mødt op for at diskutere, hvilken retning stiftet skal bevæge sig i med en ny biskop. Foto: Sarah Auken