"Vi lever i en tid, hvor vi på mange måder er på flugt fra os selv"

Biskop Peter Birchs prædiken ved 125-årsjubilæumsgudstjeneste for Sankt Lukas Stiftelsen.

I dag er en festdag. Vi fejrer, at Lukas Stiftelsen i 125 år har været et sted, hvor mennesker er blevet mødt som hele mennesker. Her er mennesker blevet taget imod – ikke blot som kroppe ramt af sygdom, men som hele mennesker, hvis åndelige behov er en lige så fuld og hel del af det at være menneske. Her har søstrene, lægerne og sundhedspersonalet gennem årene holdt fast i, at menneskelivet er et menneskeliv, også når det er nedbrudt af angst, når mennesket spørger efter mening og håb, når man står på randen af tilværelsen. Her er mennesket blevet set med det blik, vi har lært af vor Herre Jesus Kristus. Rundt på væggene i Sankt Lukas Stiftelsen møder Hans blik os stadig med ord, der taler til det indre menneske. Ordene taler til os om Ham, der vil være gæst i vores hus, byder sig selv ind i vores liv. Sådan som netop har hørt, at Han inviterer sig selv ind i Zakæus’ liv.

Vi lever i en tid, hvor vi på mange måder er på flugt fra os selv. Vi ser det i sproget, hvor vi møder udtryk som at vi skal blive en ny og bedre version af os selv. Vi taler om lykke, som om det er en opnåelig permanent tilstand og vi længes efter en perfektion, som vi ved, vi ikke kan levere. Vi drømmer om, at det ad teknologiens veje kan lykkes os at skabe en fusion af menneske og maskine – en såkaldt cyborg, et maskinmenneske, der kan optimere det ufuldstændige menneske til perfektion. Ja, der er sågar dem, der leger med tanken om at forlade denne smukke planet og rykke livet til Mars. Vi er på flugt fra os selv.

Zakæus flygter også fra sig selv. Han ved godt, at de andre ikke vil lade ham komme foran, så han kan se. Han er lille af vækst, som det så lakonisk hedder, så han må finde på noget andet. De andre har ikke meget til overs for ham. Ham skal de ikke vise hensyn, den lille undermåler af en overtolder. Han har for længst mistet fællesskabets agtelse, han er skubbet ud i randen og det er lige præcis det, der udgør hans store problem lige her og nu. Til daglig kan han gøre sig stor med andre midler. Med magt, med arrogance, med bestemmermine. Men det hjælper alt sammen ikke nu, hvor han står der i udkanten af folkemængden. Han kan ikke se noget! Han må op i et træ – og der sidder han så og kigger ud mellem træets grene og løv. Han er med i sceneriet, men han sidder i galleriet, og kun tilsyneladende på den grønne gren.

Traditionen fortæller, at evangelisten Lukas er læge og som den kloge læge, han er, har han blik for, at fortællingen om Zakæus må med i evangeliet om Jesus Kristus. Som læge ved Lukas, at mennesket er det hele menneske. Mennesket er ikke bare krop, men krop og ånd. Det viser Zakæus med al ønskelig tydelighed. Han repræsenterer os alle sammen, når vi flygter fra os selv og vores egen skygge. Men han viser sig jo også som et menneske, der har et behov for at blive set som det menneske, han er, blive lukket ind i fællesskabet, være delagtig i det, der sker. Som menneske har Zakæus en længsel, som han deler med alle de andre. En længsel efter at vide sig set og kaldet ud af sin flugt fra sig selv og mødt i de livsvilkår, der er hans.

Det er det blik, som den dag i Jeriko, rammer Zakæus. Han bliver set af Ham, der kender os i vores utilstrækkelighed, kender os i vores flugt fra os selv. Kender vores afmagt overfor livets og dødens vilkår. I troskab mod dette menneskesyn, har Sankt Lukas Stiftelsen været og er fortsat en pioner inden for palliation i Danmark. Huset og dets personale har gennem årene ydet aktiv livshjælp til døende og deres pårørende. I har dermed også været med til at fastholde et menneskesyn i vores samfund, der ser et menneskes hele livsforløb som værdifuldt og helt og viser os, at omsorgen gælder både krop og ånd.

Zakæus, skynd dig at komme ned!, siger Jesus.

Det kan åbenbart kun gå for langsomt; som om Jesus med det vil sige, at Zakæus – og enhver anden – ikke er skabt til at sidde afsondret og i skjul, overladt til sig selv. Fællesskabet har brug for dig. Der bliver kaldt på dig.

At Zakæus har brug for de andre, kan vi godt sætte os ind i. Men at fællesskabet skulle have brug for Zakæus, er sværere at kapere. Er han ikke bare en usling? Det er jo sådan de omkringstående ser på Zakæus og de giver ondt af sig, da de hører, at Jesus inviterer sig selv på middag hos ham!

Men fællesskabet har brug for ham. Brug for at se, at barmhjertigheden er et behov, vi alle har og at forandringen er en mulighed i menneskers liv. Så længe mennesket bliver set som et helt menneske har det ikke en skæbne, men en bestemmelse. Og det er at være Guds menneske. Med alle de fejl og mangler og al den skyld og gæld, al den afmagt, vi som mennesker kan tynges af.

Hvad er forskellen på et menneske og en maskine? I vores højteknologiske tidsalder er det blevet et særdeles aktuelt spørgsmål. Kan vi styre den kunstige intelligens? Bliver vores liv erobret af algoritmernes ubønhørlige logik? Bliver vores menneskelighed visket bort af robotter og instrumentalisering? Spørgsmålene er reelle og vidtrækkende, men spørgsmålet er faktisk ikke nyt. Hvad er det, der adskiller et menneske fra en maskine? Den store tyske filosof Immanuel Kant formulerede et svar: En maskine, siger Kant, kan skilles fuldstændig ad, smøres, repareres og samles igen. Det kan man ikke med et menneske.

Det lader sig ikke gøre, fordi mennesket er skabt som en uadskillelig enhed af krop og ånd. Den helhed går i stykker, hvis vi instrumentaliserer mennesket og piller det fra hinanden. For det levende menneske udspringer af Guds egen hånd som krop og ånd.

Den dag i Jeriko blev en forvandlingens dag – ikke kun for Zakæus, men også for alle de andre. De så barmhjertigheden udfolde sin livsforvandlende kraft for øjnene af dem. De så et menneske, der blev standset i sin flugt, kaldt tilbage til sig selv. De så sig selv afsløret, men også at der i afsløringen var en ny begyndelse for fællesskabet. De så det som apostlen Paulus taler om, når han siger: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! 

Det er vores tro, at Gud ikke først møder os i en fjern sfære, men beånder os i det liv, vi lever. I den omsorg og tjeneste, vi møder og yder hinanden. Han skænker os evnen til at se ud over jordens rand, lade os bevæge af et barns gråd eller en hånd, der rækker ud efter os. Han har skænket os muligheden for i musik og poesi at ane en virkelighed under virkeligheden og i menneskers kreativitet og fantasi se en forvandlet og fornyet verden. Og han skænket os Ordet, der er vores tro, som fornyer vores kærlighed og nærer vores håb.

Hjertelig tillykke med dagen. Og må Gud velsigne arbejdet her på Lukasstiftelsen.

Her kan du læse teksterne som biskoppen læste op før sin prædiken. 

Læsning:

Apostlen Paulus skriver i sit 2. brev til menigheden i Korinth:

Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde.  Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«