"Det er en glæde, der stikker dybere end dåselatter og lykkejagt"

Kære ordinander!

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus:

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!  Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.  Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.  Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. (Fil 4,4-7)

Der er nok en del, som synes, at glæden i disse uger og måneder har trange kår. Vi hører om en verden, der på mange måder synes at være gået af sine hængsler. Krige, klimakrise, demokratikrise, trivselskrise for blot at nævne nogle af de voldsomme samfundsudfordringer, vi må forholde os til på daglig basis.  

Hvem kan i den situation tale om glæde? Ja, det kan apostlen Paulus. Og selvom hans tale er hentet ud af et brev skrevet i begyndelsen af 50’erne – altså år 52 eller 53 efter Kristi fødsel (!) – så er det ord, der står i vores bibel og dermed er ord henvendt til os i dag. Nu og her. Og vi skal da heller ikke foregøgle os, at Paulus levede i en helt anden tid og under helt andre gunstige vilkår. Faktisk var han fængslet, da han skrev om glæden og han vidste ret beset ikke, om hans liv ville slutte i fængslet.  

Han taler ikke desto mindre om en glæde i Herren. Og om en fred, der overgår al forstand. Det græske ord for glæden er det samme ord, som også bruges om nåden og dermed har vi et fingerpeg om, hvor den glæde, Paulus taler om, har sin rod. Det er en glæde, der udspringer af den livsforvandling og nåde, der har vist sig i Jesu Kristi opstandelse fra de døde.  

Opstandelsen har slået hul på graven, væltet stenen fra og billedligt talt skabt en ny virkelighed, hvor vi bliver sendt ud i en forvandlet verden. Ikke som en parallelverden, men som en verden, der er gennemlyst af Guds nåde. Det er her i denne verden, at vi skal glæde os og lade mildheden blive kendt blandt mennesker.  

Der er det særlige ved glæden, at den har en grund uden for os selv. Når vi glæder os, glæder vi os over noget. Vi oplever, at der er noget, der kalder glæden frem i os eller ligefrem ud af os selv. Jeg er ude af mig selv af glæde – sådan kan vi sige og dermed viser vi sprogligt, at vi ved, at glæden ikke er vores, men at den griber os og forvandler os.  

Glæden henter os ud af vores selvkredsen, ud af vores kølige forstand eller vores fortvivlede håbløshed. Pludselig, midt i det mest håbløse, midt i en grå hverdag, kan glæden indfinde sig. Uventet og overrumplende. Glæden tvinger os til at opgive os selv, til at overgive og hengive os til glæden. Og glæden, den glæder sig ikke kun over noget – den glæder sig også altid med nogen.  

Paulus’ opfordring: Glæd jer! hænger uløseligt sammen med nåden i Kristus Jesus. Det er her glæden finder styrken, håbet og modet til at glæde sig. Og netop ikke til bare at være glad sådan i almindelighed, men til at glæde sig. Der er i vores kultur i dag en stadig jagt på lykke, på at kunne sige om sig selv, at man er glad. Men jeg tror de færreste, hvis nogen overhovedet, vil opleve lykken som en varig tilstand. Lykken som livsmål og mening er en flygtig illusion.  

I indvies i dag til præstetjeneste. Og som de levende mennesker, I er, vil I mange gange opleve, at glæden kan være svært at fastholde – og svær at bringe. Husk da på, at Paulus taler om at glæde sig i Herren. Det er ikke glæden som humøroverskud, han taler om. Han taler om glæden, der grunder sig i en tillid til, at Kristus Jesus har besejret døden og er levende til stede i ånd og sandhed. Det er Ham, der er glædens grund og Ham, der kan nære den glæde, som ikke bukker under i mødet med fortvivlelse og håbløshed.

Det er en glæde, der stikker dybere end dåselatter og lykkejagt. For det er en glæde, der ved, at døden findes, at sorgen og smerten findes. Men som holder fast i, at opstandelsen ikke er en fortidig begivenhed, men en forvandling af virkeligheden, der finder sted igen og igen. Og derfor kan glæden glæde sig over, at der bag enhver smerte og bag ethvert gravmørke er en virkelighed, som udspringer af Guds vilje til liv og håb og nyt mod. Og at der skal komme en tid, hvor hver tåre skal tørres bort og der ikke skal være skrig, sorg og pine.  

Glæden løfter os ind i et fællesskab, der går ud over os selv – ind i et fællesskab, der har Kristus som sit centrum.

Må Guds i sin nåde være med jer, så glæden må vokse og I må vokse i den! Hjertelig tillykke.