Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Præsten er en schweizerkniv - uanset køn

I Hornbæk er der to sognepræster. Én er nyuddannet og én er mere erfaren. Og så er de begge kvinder. Et faktum, der ikke er interessant i sig selv, men i anledningen af 75-året for kvindelige præster i folkekirken har vi mødt dem til en samtale om kvinder, køn og kirke.

Bodil Olesen (t.v.) og Tea Lange Olsen (t.h.) holder den 30. april en temagudstjeneste med fokus på "bibelens seje og gæve kvinder" i anledningen af 75-året for de første kvinders ordination i folkekirken.

Af Benjamin Birk Christophersen

I dag tænker vi ikke videre over kønnet på en ordinant til præsteembedet. Men det gjorde man i 1948, da de tre første kvinder fik pibekrave og kjole på. 

I januar, næsten 75 år senere, blev Tea Lange Olsen ansat i Hornbæk Kirke i sit første præsteembede. Her fik hun Bodil Olesen, der har været præst i næsten 40 år, som kollega. I den tid er der sket meget i samfundet og folkekirken.

Da Bodil Olesen blev sognepræst 1980’erne var det i en tid, hvor antallet af kvindelige teologistuderende var vokset betragteligt. Men der skulle endnu gå 30 år før andelen af mænd og kvinder i præstestillinger blev lige.

Alligevel tænkte Bodil Olesen ikke, at hendes køn kunne hindre hende i at blive præst. I hvert fald ikke siden hun som 8-årig spurgte sin mor om kvinder også kunne blive præster. Moderen svarede ja, og derfra var der kun én vej.

”Jeg har egentlig ikke haft så mange kvababbelser eller overvejelser. Det var bare det jeg gerne ville,” lyder det fra den erfarne præst.

Heller ikke Tea Lange Olsen har haft nogle kvababbelser i forhold til at vælge præstevejen:

”Nu er der jo ret mange kvindelige præster, så det var helt naturligt for mig. Jeg synes også det er meget fortrøstningsfuldt, at bispekollegiet udtrykker en stor opbakning til kvindelige præster. Det virker virkelig som et fåtal i folkekirken, der ikke ønsker kvindelige præster. Så der er jo ikke noget sted i Danmark, hvor jeg ikke kan blive præst,” lyder det fra den unge præst.

Præstens rolle har ændret sig

Siden 1980’erne har præsterollen ændret sig markant. Samfundet og kirken har udviklet sig og præstens arbejde er blevet mere alsidigt. Sideløbende er der sket en udvikling i hvordan samfundet ser på faglige og personlige egenskaber, der tidligere var kønnede. I dag kan både mænd og kvinder anderkendes for egenskaber, der traditionelt er forbundet med det modsatte køn. Men sådan har det ikke altid været.

”Nogle har i 90’erne anklaget kvindelige præster for at bruge vores store omsorgsgen for meget, smøre for mange boller osv. Ordentlige teologer var vi i hvert fald ikke. Og nøj, hvor det ærgrede mig, for det er løgn,” siger Bodil Olesen og fortsætter:

”Man skal være præst for den menighed, der har kaldet én. Og hvis jeg kan se, at der er behov for fællessang, børnegudstjenester eller hvad det nu måtte være, og det ikke er i strid med den teologi jeg har, så holder jeg mig ikke tilbage. Og så er jeg ligeglad med om de kalder os for omsorgspersoner. For en præst skal jo også have omsorg for sin menighed.”

Tea Lange Olsen nikker og hiver endnu et aspekt frem:

”Der er nogle gudsbilleder, der er kommet mere frem nu end tidligere. For eksempel der hvor Jesus sammenligner sig selv med en høne, der kalder sine kyllinger til sig. Gud er jo også en omsorgsfuld Gud." 

"Det eneste, der kan provokere mig, er hvis man bliver set ned på for at gøre nogle af de her ting som kvinde. Det er smadderærgerligt hvis vi kommer til at kønne forskellige typer af præstearbejde. Vi skal ikke se ned på det vi traditionelt set, og måske forfejlet, har opfattet som kvindeligt. Det hele hører til embedet uanset præstens køn,” siger Tea Lange Olsen.

For begge præster er det en pointe, at forskellige pastorale opgaver ikke associeres med enten kvinde eller mand. I hvert fald hvis man vil opnå ligestilling i mere end tal og procenter.

”Og der tror jeg også, at mændene må ud og vinde noget terræn, for der er masser er omsorgsfulde mænd, der kan alt det her, og der tror jeg da, at ligestillingen er en lang, sej og træls omgang, men vi tager da nogle små skridt henad vejen,” lyder det fra Bodil Olesen.

Gud og alle Hendes kvinder

Søndag d. 30. april kl. 10.00 holder de to præster en temagudstjeneste, hvor de sætter fokus på ”bibelens gæve og stærke kvinder,” som Bodil Olesen formulerer det. De har kaldt gudstjenesten for Gud og alle Hendes kvinder og det må gerne provokere lidt, mener Tea Lange Olsen:

”Jeg er så ung og idealistisk og måske også en smule aktivistisk, at jeg nok synes, at hvis et andet pronomen kan provokere, så er der måske også grund til at tage det op,” siger hun med et smil. ”Jeg ville ønske at ligevægten blandt mænd og kvinder blev set som en styrke og ikke et problem,” fortsætter hun

”Ja, når vi er ude i det daglige arbejde, så er der ikke forskel på jøder og grækere eller kvinder og mænd,” supplerer Bodil Olesen.

”Jeg synes ikke fremtidens problemer i folkekirken ligger i et køn. Jeg tror det handler mere om synet på præsten. Fokus skal ikke være på køn, særligt al den stund, at vi jo også er ved at være i overtal. Men det skal vi ikke udnytte til andet end at være de gode præster, som vi er,” siger hun og åbner op for det hun ser som en udfordring for præstestanden (m/k) fremadrettet:

”Vi skal fokusere på, at embedet er fælles for os alle. Jeg har et meget stærkt embedssyn og det er grunden til, at jeg har kunne være med så længe. Jeg mener, at præsterollen er blevet så personbåret, at dét kan bringe os ud i problemer på sigt. Derfor må vi revitalisere embedstankegangen.”

Også Tea Lange Olsen, der har været præst i fire måneder, ser styrken i at definere præsten ud fra embedet frem for personen:

”Det kan jeg godt spejle mig i. Det er dét man har brug for som ny præst. Man har ikke brug for at blive sat i bås som kvindelige præst, der elsker at arbejde med børn. Man har brug for at blive betragtet som præsten, for det er dét man er. Når man får kjolen på, så sker der noget og man tager et embede på sig,” siger Tea Lange Olsen.

Kaldet til at være schweizerkniv

”Jeg tror, at det er vigtigt for os nye præster, at vi bliver kaldet til at være præster i bred forstand. Vi bliver uddannet til at svare på alle de kald, der er i en menighed, hvad enten det er i form af prædiken, begravelsessamtaler eller børneaktiviteter. Jeg synes, at det er ærgerligt hvis vi bliver funktionærer. Vi er præster, som troende mennesker og vi skal forvalte vores tro, og have frihed til at være præster på vores egen måde. Det giver så meget arbejdsglæde, hvis præsten får lov at svare på kaldet, som man bedst kan," siger Tea Lange Olsen.

Bodil Olesen nikker og kommer løbende med bekræftende lyde, mens Tea Lange Olsen taler. Undervejs har hun tænkt på et billede, der måske kan indfange essensen af præstens virke:

”En rigtig præst skal jo være en schweizerkniv med rigtig mange forskellige funktioner: Skruetrækker, saks, neglefil og jeg ved ikke hvad. Uanset hvilket instrument man hiver ud, så er det forankret det samme sted, og det er simpelthen i troen, i den forkyndelse vi skal levere. Uanset om det er saven eller saksen vi hiver ud, så er den fast forankret i samme centrum. Hvis vi er i en menighed, så skal vi både kunne forkynde for ældre, døbe børn og undervise konfirmander. Det kan godt være vi ikke er lige gode til det hele, men til gengæld er vi menighedens præst."

Tea Lange Olsen er enig. Præsters arbejde er ikke kun for en bestemt målgruppe, men for hele menigheden:

"Vi kan godt gøre det hele og det handler slet ikke om køn. Jeg har ingen børn, men jeg kan stadig godt lave et brag af en børnegudstjeneste. Mit arbejde er at forkynde evangeliet, og det skal vi kunne for hele menigheden. Det afhænger hverken af køn eller alder. Hvis man sætter folk i kasser baseret på de ting, så underkender man fuldstændig deres uddannelse.”