Jeg bliver altid overrumplet af al den kærlighed, der i rummet

af Sille Arendt

Så snart barnevognene kom trillende med små sovende mennesker og mødre, der med et nysgerrigt blik trådte ind i kirkerummet, blev jeg sendt tilbage i samme rolige tilstand, som det var for mig at være i barselsboblen, ro og langsomhed. Mine børn er 3 og 5 år, så det er ikke så længe siden jeg selv som småbørnsmor troligt sad på gulvet torsdag formiddag og sang, nussede og dansede med min baby.

I disse uger er det 20 år siden at babysalmesang startede op i Danmark. Så da de ringede fra min mands kirke og spurgte om jeg kunne vikariere for babysalmesangslæreren, da så min kollega her på stiftet og jeg det som en fin og anderledes oplevelse for kommunikationskonsulenten.

Et rum til livets helt store følelser

Vi alle begynder helt automatisk at tale sagte og langsommere, og holde blikket lidt længere end ved et møde med en ny ude i den pulserende verden. Om det var kirkerummet med den lysende stjernehimmel, eller tilstedeværelsen af små bitte mennesker, det må stå hen i det uvisse.

Jeg havde planlagt et stramt program, nøje øvet igennem flere gange, da det bare var 4. gang og mange år siden, at jeg sidst var babysalmesangsvikar. Men som med alt andet, hvor babyer er indblandet, så sætter de dagsordenen og tempoet, også selvom de bare er 3 måneder og knapt kan holde hovedet selv. Så det blev bare til 7 ud af 10 planlagte sange og salmen fra Tanzania om tro som et sennepsfrø, måtte vente til en anden gang. 

Godt inde i programmet har jeg en sang med, som har omkvædet “Hør os, se os, stjernebarn stig ned, så jordens børn i alle lande, finder julens fred.” En australsk børnesalme. Alle de dejlige babyer ligger på flyglet, bliver nusset og sunget for, mens de mærker instrumentets vibration. Og der bliver jeg overvældet af al den kærlig der er mellem mor og barn, og den omsorg, der er mødrene imellem, og en lille tårer piblede vist også frem i øjenkrogen. Og heldigvis for det, for i kirkerummet af alle steder, er der plads til de helt store følelser.

Duften af nybagte boller siver ind til os mellem sæbebobler og orgelmusik og vi er nået til dagens sidste salme. De små klokker jeg har med, fanger endnu engang alles opmærksomhed, som kirkeklokker jo gør og vi næsten hviske-synger Fred hviler over land og by. Og jeg kan håbe at de synes det er den fineste lille aftensang, som de vil synge i aften, når deres barn skal sove. Med eller uden optakt…

Kirkekaffen er mindst lige så vigtig

I konfirmandlokalet har menighedsrådsformand og kirketjener dækket op med kaffe, smør og ost, og organisten har bagt boller.

En mor fortæller at det var enormt rart at være til noget, hvor hun er ude blandt andre mennesker, og samtidig kunne være nærværende og rolig med sit barn. Og en anden var begejstret for at vi ikke bare sad stille og sang salmer i en halv time: “Jeg fik faktisk lidt inspiration til noget jeg kan gå hjem og lave med mit barn.”

Da jeg går efter vi har sludret i en lille time, er der ikke noget tegn på at mødre og babyer er på vej ud af døren. Og tænk engang, allerede første gang i kirken, føler de sig så meget hjemme.

Som en der for det meste sidder foran computeren, taler i telefon eller tager billeder, må jeg konstatere at det var et befriende arbejde at synge, danse og være sammen med nogen som havde et helt andet tempo i mit eget. Og det vil jeg huske næste gang vi sidder med en deadline som skal nås.