Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Helsingør Stift har fået ny grafisk profil

Helsingør Stift har i samarbejde med Danmarks Kirkelige Mediecenter (DKM) udarbejdet en ny grafisk profil. Fornyelsen af design og layout betyder, at stiftets segl, nyhedsbreve, mailsignaturer, flyers m.m. fremover kommer til at se anderledes ud.

En af ændringerne i den nye grafiske profil er Helsingør Stifts segl, som er blevet moderniseret.

Af Steen Toft Winther

I foråret begyndte Helsingør Stift sammen med Danmarks Kirkelige Mediecenter (DKM) at udarbejde en ny grafisk profil for stiftet, og nu er alle detaljer på plads.

Det er alt fra segl og mailsignaturer til nyhedsbreve og flyers, der fremover kommer til at bære det nye layout.

I arbejdet med at modernisere layoutet har det været vigtigt ikke at gå på kompromis med stiftets historie og tradition, og i designfornyelsen af stiftets logo har DKM taget udgangspunkt i stiftets eksisterende segl.

De bærende elementer i seglet er:

  • Kronen, som refererer til Kronborg Slot, et af renæssancens fineste slotte.
     
  • Rosen, som stammer fra det eneste overlevende kalkmaleri i Helsingør Domkirke, som er malet på baggrund af Esajas kapitel 11: ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.” Denne tekst inspirerede også til salmen ”En rose så jeg skyde”.
     
  • ”Helsingorensis sigillum diocesis”, den latinske tekst, som oversættes til ”Helsingør Stifts segl”.

Og det er ikke kun seglet, som låner fra stiftets omgivelser i Helsingør. De nye farver matcher Helsingør Domkirkes varme, røde nuancer.

Vi glæder os til at vise jer den nye grafiske profil, som fastholder de værdier, der kendetegner Helsingør Stift: Ordentlighed, rummelighed, åbenhed, myndighed og hjælpsomhed.