Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Biskop: Pinsen er en fællesskabsfest

"Ånden minder os om det fælles ophav, om den indbyrdes forbundethed og om en fremtid, der kommer os i møde," skriver biskop Peter Birch i denne pinsehilsen.

Af Peter Birch, Biskop over Helsingør Stift

Pinsen er ild, der tænder håb, tunger, der kommer på gled, ånd, der skaber forståelse. Pinsen er fuld af billeder, for pinsen handler om Ånden og den lader sig ikke indfange i et endimensionelt billede. Der må mange billeder til for at beskrive den virkelighed, som Ånden er og skaber. 

Trekanten som billede på den enhed, der er mellem Fader, Søn og Helligånd. Duen som billede på den kærlighed, der bringer fred og glæde fra Gud til mennesker. Vinden, der lufter og ilter støvet og får klokker til at ringe. I alle billederne er fællesskabet det gennemgående.

En fællesskabsfest

Pinsen er festen for det fællesskab, som Gud ånd skaber for mennesker.

Fællesskabet er under pres i disse år. Det gælder demokratiet og vilkårene for den fælles samtale. Ånden er et modbillede til en opsplitning i interessefællesskaber og særgrupper. Ånden minder os om det fælles ophav, om den indbyrdes forbundethed og om en fremtid, der kommer os i møde.

Ånden er et pust, der gør at vi kan leve dygtigt, en ild der driver os mod den anden, og sætter os i stand til at tale et sprog, der skaber fælles forståelse. Det er en stor og nødvendig gave. I en tid hvor vi af alle mulige gode og dårlige grunde kan have svært ved at finde hinanden, har vi brug for den dynamik, og det mod der ligger i Åndens kraft.

Der har mange steder udviklet sig en tradition med at holde gudstjenesten udendørs 2. pinsedag. Mange steder i et fællesskab med en eller flere nabokirker. Det er en fin tradition, som tydeliggør, at Ånden skaber åbne fælleskaber.

Jeg ønsker alle en glædelig pinse i kirkerne og under åben himmel.