Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Skoletjeneste dækker hul i undervisning 

Der er behov for mere folkekirkelig skoletjeneste for ungdomsuddannelserne, mener gymnasielærer og konsulent.

Folkekirkens Skoletjeneste bør være aktiv på flere ungdomsuddannelser, mener gymnasielærer og konsulent for tjenesten. Foto: Arkiv

Skoletjenesten betoner de elementer i undervisningen, som gymnasielærerne oplever, er under pres i den daglige undervisning.

Forrige skoleår satsede skoletjenesten i Kgs. Lyngby og Rudersdal, som en af de få i landet, på at udvide arbejdet til også at rette sig mod ungdomsuddannelserne i provstierne.

I år kan de konstatere, at skoletjenesten rammer et interessefelt, som giver genklang i gymnasieskolerne.

”Vi har i folkekirkens skoletjeneste i Kgs. Lyngby og Rudersdal valgt at lægge vægt på dannelsesaspektet i ungdomsuddannelserne – og det mødes med interesse af de lokale gymnasier”, fortæller Rikke Winch, gymnasielærer og konsulent for Folkekirkens Skoletjeneste i Kgs. Lyngby og Rudersdal for ungdomsuddannelserne.

Giver genklang på gymnasier

”Vi har ikke hul på samarbejdet på alle uddannelsesstederne endnu, men de, der har fået øje på os, har været opsøgende og i dialog med os som led i planlægningen af undervisningen for det kommende skoleår”, siger hun.

Skoletjenesten udbyder materialer, foredrag og undervisningsforløb, der er tilpasset gymnasiet ved at tage fat i faglige områder, som ligger inden for gymnasiefagenes mål.

Også eleverne viser begejstring. Som eksempel spurgte en elev , ”må jeg skrive essay om Kierkegaard” efter et af skoletjenestens foredrag.

Det er bestemt ikke hver dag, at en dansklærer får den slags spontane henvendelser, fortæller Rikke Winch.

Men sådan lød ordene faktisk fra en elev fra Virum Gymnasium, der var revet med efter klassen i en dansktime havde lyttet til forfatter Mathilde Walter Clarks foredrag om Kirkegaards pseudonyme forfatterskab.

Gennem nedslag i tekstpassager udlagde Mathilde Walter Clark Kierkegaards drilske forfatterskab og afsøgte blandt andet, hvad Kierkegaard netop gennem pseudonymiteten, kan sige os om, hvordan vi som mennesker må orientere os i verden.

Faglig fordybelse

Kierkegaard-foredraget er ét af de tilbud, som folkekirkens skoletjeneste i Kgs. Lyngby og Rudersdal udbyder til de lokale ungdomsuddannelser.

Skoletjenesten har også modtaget fine tilbagemeldinger fra lærere fra Nærum, Virum og Birkerød Gymnasium, der deltog på skoletjenestens lærerkursus i foråret om salmer ved professor emeritus Erik A. Nielsen.

”Der synes tilsvarende at være en interesse for lærermålrettede arrangementer, der har øje for den faglige fordybelse”, siger Rikke Winch.