Præster kan blive bedre til at pleje deres åndelige liv
I Norge er et kortere retræteophold en del af præsteuddannelsen ved flere studiesteder.
"Det er vigtigt, at præster ikke kun plejer menighedens åndelige liv, men også deres eget. Ellers er der en risiko for at brænde ud," siger Marianne Gaarden, ny biskop i Lolland-Falsters Stift. (Foto: Kåre Gade)
Af Kåre Gade
Kan præster blive bedre til at pleje deres egen spiritualitet, for eksempel ved at tage på retræte?
Ja, præster har en profession, hvor embede og person smelter sammen. For at kunne passe sit embede, skal præsten sørge for at lade sine åndelige batterier op.
Det mener Marianne Gaarden, som med udgangen af august forlader sin stilling som teologisk konsulent i Helsingør Stift for at tiltræde som biskop over Lolland-Falsters Stift.
“I min forskning har jeg interviewet kirkegængere om deres oplevelse af prædikenen, og det er tydeligt, at de forventer, at præsten tror på sine egne ord. Derfor er det vigtigt, at præster ikke kun plejer menighedens åndelige liv, men også deres eget. Ellers er der en risiko for at brænde ud,” siger Marianne Gaarden.
Sæt tid af til egen spiritualitet
At pleje sit eget åndelige liv kan ske på mange måder, mener hun. Mens nogle vil opleve, at et retræteophold med ro, bøn og stilhed giver ny energi, vil andre foretrække at tage i sommerhus, fordybe sig præstegårdsteologi eller at tage på et fagligt kursus i Løgumkloster.
“Det afgørende er, at man prioriterer sin egen religiøsitet. Præster giver meget af sig selv. De skriver prædikener, har samtaler og holder foredrag, og det kan man kun blive ved med, hvis man også får tanket op undervejs.”
Inspiration hos katolske nonner
I Norge er et kortere retræteophold en obligatorisk del af præsteuddannelsen ved flere studiesteder. Tone Stangeland Kaufman, teolog, ph.d. og forsker ved Menighedsfakultetet i Oslo, fortæller, at præsterne opfordres til at få erfaring med retræter, fordi der i menighederne er en øget efterspørgsel efter åndelig praksis.
“Vi oplever en stor interesse for pilgrimsvandringer, åndelig vejledning, kristuskranse, bønspraksis og retræter. Der er mange, både lægfolk og præster, som søger inspiration i en ignatiansk spiritualitet og henter råd og vejledning hos katolske nonner,” fortæller Tone Stageland Kaufman.
Luthersk spiritualitet handler både om relationen til Gud, til sig selv og til mennesker.
Ligesom Marianne Gaarden understreger Tone Stageland Kaufman, at åndelig praksis kan have mange forskellige former. Da hun for nogle år siden foretog en kvalitativ undersøgelse af norske præsters spiritualitet, blev hun overrasket over, hvor komplekst billedet var.
“Alle dem, jeg interviewede, siger, at Gudsrelationen er vigtig for dem, men jeg var overrasket over, hvor forskelligt de udlever det. Nogle er optaget af retrætens fordybelse, men mange finder materialet til deres forkyndelse i hverdagen – vandreturen i skoven, det fælles måltid med familien, aftenbønnen med børnene.”
For andre igen var embedets praksis – ugens og kirkeårets rytme med forkyndelse, liturgisk arbejde og samtaler – i sig selv en kilde til åndelig inspiration.
Tre kilder
I artiklen “Pastoral Spirituality in Everyday Life, in Ministry, and Beyond” identificerer Tone Stageland Kaufmann således tre forskellige kilder til præsters spiritualitet:
Hverdagslivet, embedet og “de spirituelle praksisser, som man er nødt til bevidst at opsøge i udkanten af det daglige liv” – f.eks. retræten eller arbejdet for social retfærdighed.
“Alle tre kilder er vigtige, men det kan være sårbart kun at læne sig op ad én praksis. En bæredygtig spiritualitet kræver både bevidste valg og en anerkendelse af ens mere usynlige praksisser, som er blevet til gode vaner,” siger hun.
Tone Kaufmann har fornylig beskrevet sine studier af norske præsters åndelige praksis i bogen “A New Old Spirituality: A Qualitative Study of Clergy Spirituality in the Nordic Context.”
Provster og biskopper skal hjælpe
Mens det i Norge er blevet mere almindeligt at tale om åndelig praksis, vil mange folkekirkepræster have det svært med at skulle dyrke deres egen spiritualitet – for har det ikke en indadvendt, verdensfjern karakter, som er fremmed i en luthersk kirke?
Det mener Tone Stageland Kaufman ikke.
“Ignatiansk spiritualitet (fra Ignatius Loyola, red.) er både bønnens og handlingens vej. Og luthersk spiritualitet handler både om relationen til Gud, til sig selv og til mennesker.”
Også danske præster vil kunne finde styrke i at se deres åndelige liv som en del af embedet.
“De er hele mennesker, og inviteres til at se hverdagsspiritualiteten, embedet og den bevidste tilbagetrækning - ikke som modsætninger, men som kilder, der supplerer hinanden.”
Hvilket rejser et uundgåeligt, lavpraktisk spørgsmål: Hvordan skaffer man tid til det i et travlt præsteembede?
Marianne Gaarden er ikke i tvivl om svaret:
“Det er ikke kun en udfordring for den enkelte; det er også en ledelsesmæssig opgave. Provster og biskopper skal hjælpe præsterne, så de får tid til at lade deres åndelige batterier op.”
(Foto: Kåre Gade)
