Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Nyt inspirationsmateriale til studiekreds om Luther

“Sola Gratia” sætter fokus på reformationstidens og vores moderne opfattelse af nåden.

Martin Luthers overvejelser om nåden er emnet i tredje og sidste del af Helsingør Stifts studiekredsmateriale om reformationen. (udsnit af maleri af Lucas Cranach d.æ.)

Af Kåre Gade

Helsingør Stifts udvalg vedrørende reformationsfejringen har netop publiceret tredje og sidste af det studiekredsmateriale, som op til 2017 har sat fokus på Luthers teologi.

“Dette års inspirationsmateriale tager udgangspunkt i Luthers slagord ”Sola Gratia” og kredser om reformationstidens og vores moderne opfattelse af nåden,” fortæller provst Hans-Henrik Nissen fra udvalget.

Ligesom de to tidligere studiekredse, “Sola Scriptura” og “Sola Fide”, er der tale om en færdig inspirationspakke med henvisninger til centrale Luther-tekster og supplerende materiale.

Let at gå til for den travle præst

“At gå ombord i en teologisk sværvægter som Luther kan forekomme skræmmende og uoverskueligt, for hvor skal man begynde? Derfor besluttede vi at disponere stoffet ved at fokusere på skriften, troen og nåden - tre omdrejningspunkter i Luthers teologi,” siger Hans-Henrik Nissen.

“Vi har tilrettelagt et forløb, som gør materialet let at gå til for den travle præst, og som præsenterer Luthers hovedtanker på en nem og tilgængelig måde.”

Hans-Henrik Nissen har oplevet stor interesse for studiekredsene i sit eget sogn, Rungsted. 

“Vi har haft over 50 tilmeldte og har måttet sig nej til folk fra nabosognene, som gerne ville deltage,” siger han.

Reformationsgudstjeneste i domkirken den 29. oktober

De to tidligere inspirationspakker indeholdt også forslag til liturgi for reformationsgudstjenester. Det gør “Sola Gratia” ikke, for i 2017 markeres reformationen med en festgudstjeneste i Helsingør Domkirke. Det sker søndag den 29. oktober kl. 14.00, hvor biskop Lise-Lotte Rebel prædiker.

“Til gudstjenestens liturgi har vi hentet inspiration i Deutsche Messe, Luthers tysksprogede messe fra 1526,” siger Hans-Henrik Nissen.

I Deutsche Messe blev alle led - bortset fra prædikenen - sunget, og der vil da også være masser af musik i reformationsgudstjenesten.

“Foruden domorganist Bo Grønbech og domkirkens kantori medvirker Fredensborg Provstis børnekorssamarbejde, og der vil være både nyfortolkninger af kendte værker og helt nyskrevet musik til gudstjenesten.”

Inspirationsmaterialet “Sola Gratia” kan findes andetsteds på stiftets hjemmeside