Nyheder
Nyheder

Vestkirkens Karen er død

NEKROLOG: Pederstrup Sogn har mistet en varm og nærværende præst med blik for det særlige ved alle mennesker.

Af Vibeke Fuglsang Olsson og Kirsten Jørgensen

Karen Mikkelsen, sognepræst i Pederstrup sogn i Ballerup, døde tidligere på måneden, søndag d. 17. marts 2019, og blev begravet fredag d. 22. marts i Vestkirken. Karen blev 61 år.

“Når jeg tænker på Vestkirken, er det personificeret ved Karen,” sagde en af den lokale skoles lærere, da hun hørte, at Karen var død. Karen har bl.a. stået for konfirmandundervisningen af de børn på skolen, der var i gruppeordning og af den ene eller den anden grund havde brug for særlig omsorg og indlæring. Det som Karen var allerbedst til.

Karen blev i sin tid uddannet som teolog fra Københavns Universitet, selvom hun var jyde - fra Esbjerg med understregning af de jyske rødder. Efter nogle år som præst i Ringive Sogn, flyttede Karen og hendes mand Karsten til Ballerup, for at Karen kunne begynde det lange virke i Pederstrup Sogn, som er blevet så vigtig en del af hendes liv. Kun overgået af at være mor for Mette, Lisbeth og Kristine – også kaldet “Karens piger”, der kom til både i Ringive og i Ballerup.

Karen var et menneske, der kunne se det særlige i ethvert andet menneske. Hun var tilknyttet plejehjemmet Skovvænget for psykisk syge i Ballerup og en overgang præst ved Psykiatrisk Center, Ballerup. Karen uddannede sig løbende for at kunne imødegå både børn og voksne med særlige behov. Hendes gudstjenester “For alle sanser” blev hurtigt kendt og var velbesøgte af både gamle konfirmander, af nuværende og tidligere medarbejdere fra skoler og institutioner og af alle os andre. Karen beskæftigede sig igennem hele sit arbejdsliv med sjælesorg, ligesom diakonien i sognet ved den lokale menighedspleje havde hendes store bevågenhed.

Karen var en stor personlighed, uden at hun nogensinde tog opmærksomhed fra det væsentlige. Hun viste sine følelser - lo meget og græd, når der var grund til det. Samtidig var Karen også et meget privat menneske, som det tog tid at lære at kende. Men alle fik varme og nærvær, ligegyldig hvilken situation de end mødte Karen i.

Karen elskede sit arbejde som præst. Hun var umådelige dygtig til det på den allermest jordnære måde. Så når hun kæmpede en hård kamp mod den kræftsygdom, der kom snigende igen, var det tanken om “hendes piger” og at skulle tilbage til arbejdet, der holdt hende oppe i de værste stunder. Desværre lykkedes det ikke, men Karen nåede så utrolig meget.

Karen brugte selv biskop Dons Christensens lille julevers til sin fars begravelse –

Nu er dagene korte, for korte til det, vi skal nå.
Hvad skal vi nå?
Snart vil vi se,
at det, som er livets glæde,
ikke er det, som vi nåede,
men det som nåede os.
Og dagen bli’r lang, uudtømmelig.