Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Mediekonsulent: "Jeg tager udgangspunkt i den virkelighed, som de fleste kirker arbejder i"

Sarah Auken om ambitionerne for hendes nye job som mediekonsulent.

Sarah Auken er ansat som mediekonsulent i Helsingør Stift fra 1. august 2017. Foto: Lars Andreas Kristiansen

Af Anders Haubart Madsen

SARAH AUKEN

Erfaren foredragsholder, når det gælder kirkelig kommunikation, digital dannelse og sociale medier. 

Hun er ordineret fra domkirken, har i syv år har været ansat i Kokkedal Kirke, Hørsholm, og har været engageret i en række forskellige kirkelige aktiviteter rundt omkring i stiftet.

Hun har orlov fra sin nuværende stilling og vil samtidig være sognepræst i Søborg Kirke, Gilleleje.

Helsingør Stifts nye mediekonsulent vil udbrede de gode historier om folkekirken og undervise i digital dannelse.

Det fortæller Sarah Auken, da hun svarer på fire spørgsmål om hendes nye job:

Hvad er dine ambitioner for dit nye job?

Mit ønske er at oversvømme Helsingør Stift med gode historier fra folkekirken. Der er altid en interessant fortælling, uanset hvor jeg kommer hen.

Jeg vil vise at folkekirken er en levende størrelse og vigtig i mange folks liv. Jeg vil gerne hjælpe med at bære de fortællinger videre og hjælpe sognene, præster, personale og menighedsråd, så de selv kan bringe historien videre. 

Det er vigtigt at finde ud af, hvad det gør ved os som mennesker, når vi holder hele verden i hånden gennem vores telefon. Det har tidligere været noget, vi har forbeholdt Gud.

Sarah Auken, mediekonsulent, Helsingør Stift

LÆS OGSÅ: Ny mediekonsulent i Helsingør Stift

Hvorfor er det vigtigt?
Fordi vi som mennesker har brug for den gode historie. Evangelium betyder glædeligt budskab. Og der er en god grund til, at det igen og igen skal formidles til os som mennesker, for vi har svært ved at tro på den gode historie.

Jeg møder stadig mange, der har fordomme om folkekirken som værende tom og på vej væk. De har brug for at se kirken som den egentlig er; en kirke, der bliver brugt, en ressource, der er med til at bygge samfund. 

Hvilke kurser vil du gerne afholde for stiftets medarbejdere?
Kurser i at skrive en pressemeddelelse. Kurser som tager udgangspunkt i basale værktøjer. Jeg vil også gerne holde kurser om smart brug af de sociale medier og om digital dannelse.

Hvorfor?
Jeg vil gerne tage udgangspunkt i den virkelighed, som de fleste kirker arbejder i. De har ikke ansat grafikere, journalister eller eventmanagere. Det ved jeg godt. Vi har at gøre med mennesker, der arbejder med word og outlook, og det vil jeg tage udgangspunkt i.

Selvom Facebook for nogle allerede er et forældet medie, så er det stadig nyt i vores formidlingshistorie.

Jeg synes, det er vigtigt at finde ud af, hvad det gør ved os som mennesker, når vi holder hele verden i hånden gennem vores telefon. Det har tidligere været noget, vi har forbeholdt Gud.