Med kommunen til juleafslutning i kirken

 Af Kåre Gade 

Det er dagen efter vintersolhverv, men mørket er stadig ubarmhjertigt tæt, da skarer af mennesker begynder at samle sig foran Skt. Olai, Helsingør Domkirke. Det er medarbejdere fra Helsingør Rådhus og de kommunale institutioner, der skutter sig i vinterkulden.  

Da kirketjeneren låser op, strømmer folk ind i varmen og lyset, og klokken otte er alle bænke i kirkeskibet i brug.  Senere, når det begynder at lysne, vil de gå de få hundrede meter over til rådhuset, hvor de samles til morgenkaffe med efterfølgende kædedans om juletræet i byrådssalen, som traditionen foreskriver.  

Men den sidste arbejdsdag før jul begynder i kirken, hvor man synger julesalmer og lytter til juleevangeliet og et lille juleprogram ved domorganist Bo Grønbech, inden domprovst Steffen Ravn Jørgensen lyser velsignelsen.  

I Helsingør er der en selvfølgelig forbindelse mellem kommunen og kirken. 

“Når vi begynder med at mødes i kirken og synge sammen, får vi højtideliggjort vores juleafslutning. Det er frivilligt, om man vil deltage, men langt de fleste deltager i domkirken. Jeg har ikke hørt nogen vægre sig mod det, hverken på egne eller andres vegne,” siger borgmester Benedikte Kiær (K).  

Traditionen med julegudstjenesten blev indført i hendes forgænger Per Tærsbøls tid. Siden er der kommet flere andre samarbejder mellem kirken og kommunen i stand:   

Byrådet indleder det nye år med en gudstjeneste. Den 4. maj fejres i en fyldt domkirke, inden man går videre til Sveasøjlen på Blomstertorvet. Og flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september højtideligholdes også i kirken, efterfulgt af kransenedlæggelse på kirkegården og taler på rådhuset.   

Hvis Danmark er et kristent land, som der står i regeringsgrundlaget, er Helsingør så en kristen by?  

“Ja, Danmarks og dermed også Helsingørs rødder er dybt forankret i kristendommen. Vi har nogle traditioner, som binder os sammen, og som vi skal holde i hævd,” siger Benedikte Kiær.  

Hun siger, at hun ikke forstår den berøringsangst, hvor man i nogle institutioner undviger de kristne traditioner, fordi man er bange for at støde nogen.   

“Hvis man følger tanken til ende, må man spørge: Hvorfor overhovedet have en juleafslutning? Hvorfor overhovedet have juleferie?”  

“Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man i en kommune lader sig styre af folkekirkeforskrækkelse, for vi kan få rigtigt meget glæde af hinanden. Ikke mindst i en tid, hvor mange unge er rastløse og rodløse og søger efter en identitet - der synes jeg, det er vigtigt, at vi holder fast i det, vi er fælles om.”

Benedikte Kiær oplever, at der er en voksende forståelse for, at kommune og kirke samarbejder.

“Vi oplever, hvordan globaliseringen og digitaliseringen får alting til at går hamrende hurtigt. Derfor begynder vi at spørge efter vores rødder og historiske arv. Så er det godt at have kirkens reflektionsrum, hvor der er tid til fordybelse, og hvor man komme med sin sorger, glæder og store spørgsmål.”