Juleafslutninger tur/retur

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Julen er over os, og traditionen tro flyder visse medier over med historier om deltagelse eller det modsatte i kirkelige juleafslutninger for de lokale skoler – i år med afsæt i en skole i Græsted, som har takket nej til invitationen, hvilket ingen ringere end statsministeren har kommenteret.

Historikken bag julegudstjenesterne er lang – al den stund, at skolen egentlig er barn af kirken og af samme grund har været dennes forlængede arm fra sin ‘fødsel’ i 1814 og helt frem til 1937. Det formål for skolens virke, som blev vedtaget tilbage i 1814, var således i sin intention identisk med indholdet i kirkeordinansen fra 1537. 

Tanken var, at eleverne skulle annamme den kristne livsforståelse og udvikle sig til nyttige borgere. Der var med andre ord tale om et teologisk funderet dannelsesideal, som skulle gøre elever "til gode og retskafne Mennesker, i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære," som det udtrykkes i formålet fra den gang.

Religion, kristendomsundervisning og kristendomskundskab

Fra slutningen af 1800-tallet begyndte der imidlertid at blive stillet spørgsmål ved skolens forkyndende virke. "Kan det være rigtigt," blev der med afsæt i Georg Brandes' berømte taler spurgt, "at den demokratisk og offentlig funderede skole skal have et forkyndende sigte?"

Og da spørgsmålet fra spørgernes side var retorisk, var svaret tydeligvis også et rungende NEJ!, hvorefter den politiske debat bølgede frem og tilbage op gennem første del af det 20. århundrede for så at kulminere med skoleloven i 1937.

Her blev skolens formålsparagraf ændret, så det ikke længere var skolen i sin helhed, men kun religionsundervisningen, der skulle være forkyndende og fortsat lede frem mod kirkens konfirmationsforberedelse. Ved samme lejlighed skiftede faget navn fra det tidligere 'religion' til 'kristendomsundervisning'.

Presset fra dem, der mente, at forkyndelse på ingen måde hørte til i den offentlige skole, fortsatte dog ufortrødent, og i forbindelse med skolelovsrevisionen i 1975 blev kirke og kristendom skrevet helt ud af skolens formål, som altså blev sekulært – nu med den politiske dannelse til demokratiske borgere som pejlemærke. 

Ved samme lejlighed skiftede religionsundervisningen igen navn og kom fra det tidspunkt til at hedde 'kristendomskundskab'. 

Kristendommen som dansk kultur

I bemærkningerne til lovændringen gøres der en del ud af at forklare, at religionsundervisningen fra og med '75 og på linje med skolens øvrige fag skal være kundskabsmeddelende. Af disse grunde fik skoleloven fra '75 karakter af at være det endelige brud mellem skole og kirke, og forholdet mellem de to institutioner kølnedes da også bredt ud over landet i årene efter. 

Men skolen er som bekendt en kommunal og dermed lokal institution, hvorfor traditionen med juleafslutninger i kirken – trods manglende hjemmel i lovgrundlaget – også fortsatte mange steder på landet og i mindre byer.

Således kunne en gruppe skoleledere fra Sydthy et godt stykke oppe i '00-erne proklamere, at opgøret med morgensang, fadervor og julegudstjenester aldrig rigtig var slået igennem hos dem.

Efter '75 kom det politiske pres på skolens formålsparagraf fra højre side af det politiske spektrum, og det førte i '93 til, at denne blev suppleret med formuleringen: 

"Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og give dem kendskab til andre kulturer …" I bemærkningen til ændringen præciseres det som eneste eksempel, at kristendommen er en del af dansk kultur, som eleverne altså skal gøre fortrolige med. 

Ændringen i formålsparagraffen havde ingen principiel betydning for kristendommens status i selve undervisningsfaget, som stadig skulle være kundskabsformidlende. 

Måske tværtimod kan man sige, for i forbindelse med lovændringen blev indholdet af faget omorganiseret, så også undervisning i andre religioner end kristendom blev en del af fagets indhold, hvilket som konsekvens fik, at undervisningen i kristendom blev mindsket, da timetallet ikke samtidig blev forøget. 

Juleafslutningen som kulturelt arrangement

Til gengæld kom der hjemmel i loven for, at man som kommune eller lokal skoleleder kunne tolke en juleafslutning – eller for dens sags skyld en julegudstjeneste – som en fortroliggørelse af eleverne med dansk kultur og dermed lægge den ind i skolens årsplan som et fællesarrangement. 

Dette vil sige, at man for en stund ophæver det ellers fastlagte skema, som strukturerer skolens indhold.

Som sådan har en juleafslutning i kirken samme karakter, som en skovtursdag i forsommeren og motionsdagen op til efterårsferien. 

Ingen af disse arrangementer har som udgangspunkt noget med selve undervisningen i skolens forskellige fag at gøre, men er arrangementer af social og kulturel karakter, som den lokale skole prioriterer som en del at sit samlede virke. 

Man kan således inden for rammer af skoleloven takke ja til en invitation fra kirken om at holde juleafslutning/-gudstjeneste der, men man kan også, som de har gjort i Græsted, lade være, da der intet tvingende er i en sådan tolkning. 

Fortroligheden med dansk kultur manifesterer sig på mange andre måder hen over et skoleår. 

Til gengæld kan man ikke gøre en julegudstjeneste til en del at skolens religionsundervisning, da denne som nævnt er defineret som kundskabsformidlende og dermed ikke-forkyndende, hvilket bl.a. kan læses i bekendtgørelsen for fritagelse af undervisning i kristendomskundskab. 

Modsat er der i loven ikke hjemmel til at blive fritaget for fællesarrangementer, som alle derfor skal deltage i.

Glædelig jul!