Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Internationalt fokus på ny prædikenundervisning

En undervisningsmetode, der er udviklet til præsterne i Helsingør Stift, var på en international konference i USA.

Marianne Gaarden, ph.d. og teologisk konsulent i Helsingør Stift, fortalte om sin nye metode til at dygtiggøre præster i prædikenens kunst på den internationale AAR-konference i San Antonio, Texas. Privatfoto.

Af Kåre Gade

Marianne Gaarden, teologisk konsulent i Helsingør Stift, er netop vendt hjem fra en international, teologisk konference i Texas, hvor hun var indbudt til at fortælle om den homiletiske metode, hun bruger i efteruddannelsen af præsterne i Helsingør Stift.

Homiletik er læren om, hvordan man prædiker.

Konferencen American Association of Religion (AAR) fandt sted i San Antonio med over 10.000 deltagere. På opfordring fra en gruppe forskere, der arbejder med praktisk teologi, holdt Marianne Gaarden en forelæsning om sin metode, “Fra prædikendannelse til prædikantdannelse.”

'Det tredje rum'

Metoden er udviklet i forlængelse af Marianne Gaardens ph.d.-afhandling, en kvalitativ undersøgelse af, hvordan modtagere hører en prædiken.

Undersøgelsen viste, at menigheden skaber sin egen mening i det hørte, så der ofte er meget stor forskel på, hvad præsten vil sige med sin prædiken, og hvad menigheden rent faktisk hører. 

Der er, hvad Marianne Gaardens kalder et 'tredje rum', hvor prædikenen får sit eget liv, uden for prædikantens kontrol. Derfor er der brug for en ny tilgang til undervisningen af præsterne.

“Som konsulent i Helsingør Stift har jeg fået mulighed for at eksperimentere med og udvikle en undervisningsmetode, der tager udgangspunkt i erkendelserne fra min afhandling," siger Marianne Gaarden.

"Når folk på kirkebænken efterspørger en autentisk, personligt engageret prædiken snarere end en prædiken, der leverer teologisk og dogmatisk viden, hvordan underviser vi så præsterne bedst?” 

Norden førende i ny tilgang til prædikenen

I hendes prædikenværksted får deltagerne lov til at bringe deres egen personlighed i spil med deres teologiske viden og præste-erfaringer, og prædikanterne får lov til at reflektere over deres praksis i et 'magtfrit rum' - altså uden at blive bedømt, evalueret eller kritiseret. 

“Også i USA er der voksende interesse for, at teologisk forskning ikke kun handler om noget, der står i bøger, men også om levende menneskers tro. Det er en udvikling, hvor de nordiske lande er førende,” siger Marianne Gaarden.

“Jeg tror, det skyldes, at vi har store, nationale majoritetskirker med en priviligeret status, der giver overskud til refleksion, i modsætning til de amerikanske kirker, hvor mange præster dagligt skal kæmpe for kirkens overlevelse.”

Marianne Gaardens ph.d. er blevet oversat til engelsk og udkommer inden længe på det amerikanske forlag Westminster John Knox Press.


HOMILETIKKURSUS 2017 


Pæster i Helsingør Stift har mulighed for at deltage i homiletikkursus efter den beskrevne metode i foråret 2017:


TID: Tirsdage kl. 9-12: 19/1, 14/2, 14/3, 4/4, 2/5, 30/5, 20/6.
STED: Stengård Kirke, Triumfvej 2, 2800 Kongens Lyngby 

KURSUSLEDER: Marianne Gaarden, teologisk konsulent, ph.d. 

TILMELDING: Marianne Gaarden, marga@km.dk, tlf. 2615 9050