Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Hele menighedens gudstjeneste

Liturgirapporterne lægger op til et kvalitetseftersyn af gudstjenesten og vil skabe engagement og ejerskab, mener stiftets teologiske konsulent.

Spørgsmål fra salen ved fremlæggelsen af liturgirapporterne under Himmelske Dage i Herning 2019. (Foto: Henrik Vinther Krogh)

Af Malene Bjerre

Nogle kommer i kirken for at høre prædikenen. Andre for at sidde i rummet eller høre musikken og synge salmerne. Og der er også dem, der synes fællesskabet er det afgørende. Mennesker har forskellige erfaringer med gudstjenesten og lægger vægten forskellige steder. Og forkyndelsens ord; det der rører os og sætter vores verden i bevægelse, skal have mulighed for at udfolde sig mange steder i gudstjenesten. Men hvordan gør man så bedst det i den enkelte kirke?

Det er netop det, de tre liturgirapporter om autorisation, gudstjenesten og dåb/nadver vil have sognene til at diskutere. Og den diskussion har organist Bine Bryndorf, der er ansat i Frederiksborg Slotskirke, været med til at tage hul på sammen med de andre – præster, forskere og undervisere – der har været med til at skrive oplægget om gudstjenesteliv i Danmark.

”Det har været et spændende forløb,” fortæller hun. ”Vi er jo valgt til opgaven i kraft af vores forskellige funktioner, men også, fordi vi repræsenterer forskellige dele af det kirkelige landskab. Vi har virkelig haft forskellige meninger om tingene. Og det har været tankevækkende for mig at høre, hvor forskellige oplevelser vi har, afhængigt af om vores kirke ligger i byen eller på landet. I nogle landkirker sidder de måske med en musiker og fire-fem kirkegængere, mens der er flere til at synge med i bykirkerne, og så har vi måske endda et stort kor.”

En timeout

Hendes eget fokus som organist har især været på salmesangen og på, hvordan man tackler det problem, at folk ikke synger så meget som tidligere. ”Der ligger så meget fortolkning i musikken; den udlægger ordet og giver det en særlig – ja, klang,” siger Bine Bryndorf. ”Og salmesangen bærer gudstjenesten og er menighedens svar på forkyndelsen. Men hvad stiller vi så op, hvis folk ikke synger med? Heldigvis er der mange tiltag rundt omkring. Nogle steder øver organisten nye salmer med menigheden lige før bedeslagene, andre steder har man  succes med fællessangsarrangementer. Og landet over gør Sangens Hus og Sangcentrene meget for at styrke sang for alle aldersklasser." 

Det fine ved processen bag rapporten har været, at udvalget ikke har skullet finde frem til svar, men give et idekatalog til den videre samtale, synes hun. ”Jeg håber, at sognene vil få den samme gode samtale, som vi har haft i udvalget. Alene det, at man sætter sig ned sammen: præster, organister og menighed, læser oplægget og taler om, hvad vi vil med gudstjenesten. Der går så let vane i det, og vi har travlt med meget andet. Vi har brug for en timeout, hvor vi har god tid til at tænke over gudstjenesten sammen.”

Rettidig omhu

Eva Holmegaard Larsen, der er teologisk konsulent i stiftet, er også glad for den debat om gudstjenesten, der nu bliver sat i gang. Hun ser det som rettidig omhu.

”Man forsøger sig med mange ting rundt omkring i kirkerne. Der bliver bedt nye bønner og eksperimenteret med både musikken og liturgien, og udover at der bliver givet dispensationer og lavet forsøgsordninger, så sker der jo også masser af civil ulydighed. Så det er godt at tage diskussionen op: Hvad må og kan vi ude i kirkerne,” siger Eva Holmegaard.

Og hun er enig med Bine Bryndorf i, at samtalen bliver endnu bedre, jo flere der er med i den. ”Formelt har menighedsrådet meget indflydelse på gudstjenesten, men når det kommer til stykket, tror jeg, mange er blufærdige ved at bruge den. I stedet overlader de det til præsten. Og det kræver jo også et stort forarbejde at sætte sig ind i teologien i bønner og ritualer, men det er det, rapporterne kan hjælpe til med,” siger hun.

Glæder sig til bønnen

Hun ser et stort potentiale i, at menigheden bliver involveret i at vælge gudstjenestens form, fordi det giver en følelse af både fællesskab og ejerskab.

”Jeg har det selv sådan, at når jeg vælger en bøn til om søndagen, så gør jeg det, fordi den har ramt mig,” siger Eva Holmegaard. ”Og så går jeg og glæder mig til at bede den. Jeg tror menigheden vil få det på samme måde, hvis de selv vælger bønnerne, fordi de synes, de giver mening og taler til dem. Så er det ikke bare præstens gudstjeneste, men hele menighedens. Og læg mærke til, hvad det fx har gjort ved kirken i Høsterkøb, at det er blevet et fælles projekt mellem menighed og præst at være kirke på en måde, der gav mening i sognet.”

Sammen med sit eget menighedsråd i Nødebo Kirke har Eva Holmegaard nedsat et gudstjenesteudvalg, hvor de også har inviteret almindelige kirkegængere til at give deres gudstjeneste et kvalitetseftersyn.

Som teologisk konsulent i stiftet arrangerer hun derudover en aften om liturgiarbejdet for de to distriktsråd for menighedsrådene den 29. oktober i Vangede med ideer til helt konkrete aftner i det enkelte menighedsråd.