Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Farvel til stiftskonsulent

Redaktør og mediekonsulent Kåre Gade tager gode erfaringer med sig fra Helsingør Stift

Som mediekonsulent er der mange opgaver der skal løses. Foto: (Sarah Auken)

Af Sarah Auken

Med udgangen af februar 2018 siger stiftets kommunikation farvel til Kåre Gade. Kåre Gade kom fra en stilling ved den danske ambassade i London, hvor han var presseattaché og chef for kultur, kommunikation og public diplomacy.
Siden 2016 har han fungeret som journalist, redaktør, webmaster og fotograf.

Kåre Gade er gift med en sognepræst og har i mange år beskæftiget sig journalistisk med folkekirken, alligevel har han lært noget af at være ansat i Helsingør Stift: 

"mit arbejde i Helsingør Stift har gjort mig meget klogere på, hvordan arbejdet i folkekirkens maskinrum foregår. Folkekirken er – kærligt – blevet sammenlignet med en Storm P-maskine, og det er nok ikke helt forkert. Selv for en erfaren kirkejournalist er der rigtigt mange ting, man skal tæt på, før man forstår, hvordan det fungerer.”

Fotosession i Helsingør Domkirke (Foto: Sarah Auken)

Kåre Gade holder af at fotografere og har lagt vægt på at opbygge et fotoarkiv med billeder fra kirkelivet i stiftet.


"Jeg synes, det er utroligt vigtigt, at folkekirken viser billeder, der modsiger myten om de tomme kirkebænke. I den forbindelse har vi taget billeder i rigtigt mange kirker."

Ghanesisk dåbsfest i Ishøj

"Da vi efterlyste en voksendåb, vi måtte fotografere, meldte Vejleå Kirke sig. Det viste sig, at det var en kvinde med ghanesisk baggrund, der skulle døbes sammen med to af sine børn. Kirken var fuld af begejstrede danskere med afrikansk baggrund – mange af kvinderne var i farverige kjoler og hovedbeklædninger, og dåbsfamilien var alle i hvidt tøj. Det var både festligt og gribende, og det demonstrerede, hvor vigtigt det er, at folkekirken forstår, at den også skal formå at rumme de nye danskere."


Efter halvandet år i stiftet har Kåre Gade valgt at opsige sin stilling. Han skal arbejde med et nyt redaktionelt projekt på Kristeligt Dagblad. Det er dog ikke uden afsavn:

“Jeg vil savne den store tillid og frihed, som er blevet vist mig af biskop, medieudvalg og stiftsråd. Og jeg vil savne den nære kontakt i arbejdshøjde med alt det, der foregår lokalt i sognene. Helsingør Stift er demografisk, geografisk og kirkeligt mangfoldigt i en grad, som jeg ikke tror, man finder i noget andet stift. Det har været spændende at opleve på tæt hold.”


Fra 1. marts er Helsingør Stifts kommunikationsansatte mediekonsulent Sarah Thorngreen Auken ansvarlig for Helsingør Stifts kommunikation.

Fotografen foran kameraet.