Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

”Ib fra Hvidovre skal da døbes i Hvidovre”

Drop in-dåb rykker til Helsingør Stift. Over de næste to år vil syv kirker i Rødovre-Hvidovre Provsti på skift tilbyde at døbe folk, der kommer ind fra gaden.

Jacob Kleofas er tovholder for projekt drop in-dåb. (Foto: Sarah Auken)

Af Malene Bjerre 

”Da jeg så, at Ib fra Hvidovre var taget ind til Kristkirken på Vesterbro for at blive døbt sidste efterår, tænkte jeg: Det skal være løgn,” siger Jacob Kleofas. ”Selvfølgelig skal vi også have drop in-dåb i Hvidovre.”  

Jacob Kleofas er sognepræst i Hvidovre Kirke, og han har været tovholder på projekt drop in-dåb i Rødovre-Hvidovre Provsti. Fra september vil syv af provstiets otte kirker efter tur tilbyde, at folk kan komme ind fra gaden og blive døbt. Med et pas eller kørekort i baglommen vil de efter en kort samtale med en præst blive sendt nydøbte af sted med en dåbspjece og en bibel i hånden. 

Og det er godt, for det må ikke være for svært at træde ind over tærsklen til kirken, mener Jacob Kleofas. 

Du skal ikke tro meget

”I vores provsti har vi mange tilflyttere fra brokvartererne, som ikke er blevet døbt, fordi deres forældre tænkte, at det måtte være op til dem selv, når de blev voksne. Det er de nu, og så skal vi gøre det så let som muligt for dem,” siger han. ”Ikke mindst mændene kan føle sig blufærdige ved tanken om noget meget højtravende og inderligt, sådan den store vilde gudstjeneste.” 

Han er ikke bekymret for, at den lette adgang gør, at folk ikke vil tage det alvorligt nok. ”Det at blive døbt er så personligt, at det ikke er noget, man gør for sjov,” siger han, men mener til gengæld, at den enkle og uhøjtidelige form vil føles mindre krævende.

”Nogle kan være i tvivl om, hvorvidt de tror tilstrækkeligt til at blive døbt. Men vi siger: Du skal ikke tro meget – du skal bare tro. Mere skal der ikke til.” 

Første drop in-dåb finder sted i Strandmarkskirken den 15. september. Rødovre-Hvidovre Provsti er inspireret af Vesterbro Sogn, hvor 34 blev døbt på en enkelt dag, da sognet for første gang tilbød drop in-dåb i Kristkirken i september 2017. Det var mere end en tredjedel af det antal, der normalt bliver døbt i kirken i løbet af et helt år.

(Foto: Sarah Auken)