Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

De kristne er ved at forsvinde

En gruppe præster fra blandt andet Helsingør Stift har besøgt en menighed af palæstinensiske kristne i Det Hellige Land. De kristne behøver støtte, siger de, hvis de ikke skal presses helt væk fra området.

Vi har i den grad brug for det kristne budskab i dette land, siger Fursan Zumot, der gerne vil knytte bånd mellem den lutherske menighed på Oliebjerget, hvor han er præst, og menigheder i folkekirken. (Foto: Kåre Gade)

Af Peter Birch, provst i Gentofte

Det går stejlt opad, når man kommer ud af Jerusalems byport og til fods bevæger sig mod toppen af Oliebjerget. På vejen op passerer man nogle af de olivenplantager, der har givet bjerget sit navn. Også Getsemane Have, den olivenlund, hvor Jesus ifølge evangelierne søgte hen for at bede, inden han blev pågrebet af de romerske soldater. Her er der for længst bygget en kirke, som søges af pilgrimme fra hele verden. Men det mest imponerende er nu alligevel de oliventræer, der står i haven med stammer så tykke, at man uvægerligt får den tanke, om de mon stod her dén nat …

Vi er en gruppe præster, der sammen er rejst til Israel for blandt andet tale med lokale kirkefolk. Selv her midt i oktober, tidligt på formiddagen, er det meget varmt. Solen er stået op og viser allerede sin magt. Vender man sig om, ser man ind over Jerusalems skyline med den gyldne kuppel på Tempelpladsen som et visuelt fokus. Det er søndag, og vi er på vej til gudstjeneste i den lutherske kirke, som siden 1910 har ligget her på toppen af Oliebjerget. Den sidste tyske kejser, Kejser Wilhelm II, fik overdraget et stykke land af den daværende osmanniske hersker i Palæstina og byggede et stort kompleks på dette sted. Stedet bærer kejserinde Augusta Victorias navn og består af et stadig fungerende hospital og en kirke, Himmelfartskirken, hvor 39-årige Fursan Zumot er præst for den lutherske menighed på stedet. Han lægger ikke skjul på, at han er præst for en menighed, der er presset.

”Antallet af kristne svinder og svinder. Menigheden her bestod for et par menneskealdre siden af 140 familier. I dag er der 80 familier. Og det vel at mærke i en periode, hvor befolkningen generelt er vokset. Vi burde være blevet flere, men vi er blevet færre,” fortæller Fursan Zumot, der dermed peger på et forhold, som ikke kun gælder hans menighed. I et område, hvor der vel er flere kirker end noget andet sted på kloden, er de kristne en stadig mindre minoritet.

Klemt fra begge sider

”Gå en tur ad Via Dolorosa i Jerusalems gamle bydel. Se alle de mange kirker. I dag er vi mindre end 10.000 kristne i hele Jerusalem-området. Jeg frygter, at vores kirker en dag bliver omdannet til museer,” siger Fursan, der denne formiddag forestår den årlige høstgudstjeneste. Gudstjenestesproget er arabisk, for den faste menighed er palæstinensiske kristne.

”Som kristne arabere bliver vi af israelerne først og fremmest betragtet som arabere. Af araberne bliver vi betragtet som frafaldne og vantro. Så på den måde er vi som kristne klemt fra begge sider,” siger Fursan Zumot, der betragter Seksdageskrigen i 1967 som et skæbnesvangert vendepunkt. Indtil Israel besatte Østjerusalem, udgjorde de kristne palæstinensere op imod en tredjedel af befolkningen i Østjerusalem. I dag er de kristne reduceret til mellem en og to procent af befolkningen.

”Vi lever som en minoritet. De kristne går i kirke på en dag, som i det omgivende samfund er en arbejdsdag. De kristne er garanteret en ret til at bruge to timer på at gå i kirke om søndagen, men mange arbejdsgivere vælger alligevel at opsige kristne medarbejdere, fordi det er for besværligt. Mange unge kristne familier vælger at søge til Europa, USA eller Canada. De vælger det af politiske, økonomiske og religiøse grunde – og jeg kan ikke bebrejde dem”.

Fursan Zumot er dog ikke en mand, der har resigneret. Den menighed, han er præst for, tilhører Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Jordan og Det Hellige Land (ELCJHL), og kirken har iværksat en række projekter, der skal vende udviklingen.

”Vi er ved at bygge 47 huse, så medlemmer af menigheden kan få gode og billige boliger. Det er et projekt, vi laver i samarbejde med Det Lutherske Verdensforbund og kirkerne i Norge og Sverige. Det handler om at skabe levevilkår for kristne, så vi kan holde på dem”.

Må ikke forsvinde

Men lige så vigtigt er det, at der arbejdes bevidst med at ansvarliggøre menigheden for kirkens liv.

”Vi siger: Du er ikke bare et nummer, du er ikke en tilfældig del af menigheden. Du er noget, du kan noget og din kirke har brug for dig. Det er ikke nemt for mennesker fra Palæstina at finde sig til rette i Europa og Nordamerika og i kirkerne dér. Derfor skal de vide, at der er brug for dem her”, siger Fursan og nævner som eksempel, at den barbecue, som vi om lidt er inviteret til i kirkens have, er stablet på benene af menigheden.

”Det her er det land, hvor Jesus Kristus levede,” forklarer han. ”Derfor er det så afgørende, at kristne ikke forsvinder, men det kristne budskab fortsat lyder her. Vi kan ikke tillade, at kristne helt forsvinder fra dette område. Vi har i den grad brug for en kristen kultur, for kærlighedens, sameksistensens og dialogens kultur. Som mennesker er vi skabt til at leve sammen, ikke til at hade hinanden. Det er imod vores natur. Men det er det budskab, vi hele tiden hører. Vi vokser op med ordene om, at der er fjender, der vil os til livs, folk, der ikke mener, at de andre har ret til at leve. Problemet er, at begge sider i konflikten siger det om de andre. Jeg håber, at vi en dag får en varig fred. Jeg forestiller mig ikke, at det sker i min levetid. Men måske i mine børns eller børnebørns levetid. Min Herre har lært mig at sætte håbet højt.”

Kom og knyt bånd

En af de ting, der nærer håbet, er samarbejdet med andre lutherske kirker.

”Når vi inviterer til samarbejde med de amerikanske lutherske kirker, tager de straks pungen frem og spørger, hvor mange penge vi har brug for. Penge er vigtige, men det er ikke det, vi er ude efter. Vi er ude efter partnere, og jeg har en drøm om, at vi kan få tættere bånd med den lutherske kirke i Danmark. Kom og knyt bånd med os. Kom og se, hvordan vi er kirke, og hjælp os. Jeg er sikker på, at der er meget, I kan hjælpe os med – og tro mig: Vi har meget at dele med jer og som vi kan hjælpe jer med”.

Som eksempel nævner Fursan, at flere norske og svenske menigheder sender konfirmander til menigheden i Østjerusalem, og at der også af og til er nogle, der rejser den anden vej for at udveksle erfaringer med at være kirke.

”Lad os dele troen og gudstjenesten med hinanden. Lad os udvikle vores forhold som søsterkirker. Sammen har vi styrker og svagheder. Vi har mange her hos os, der kan undervise jer i, hvad det vil sige at leve sammen med muslimer. Det er en viden, I har brug for – og der har vi ekspertise,” siger Fursan med et smil.

Himmelfartskirken

Himmelfartskirken på Oliebjerget i Østjerusalem er en del af Den Evangelisk-Lutherske kirke i Jordan og Det Hellige Land (ELCJHL). Kirkens biskop er Munib Younan, der har været præsident for Det Lutherske Verdensforbund 2010-17.

Fursan Zumot kan kontaktes på fursan_zumot@yahoo.co.uk

Fra Oliebjerget har man en storslået udsigt over Jerusalems gamle bydel, her Tempelpladsen med Klippemoskeens gyldne kuppel. (Foto: Peter Birch)

På vejen op ad Oliebjerget passerer man Getsemane Have med de oldgamle oliventræer. (Foto: Peter Birch)

Jerusalem besøges hvert år af kristne fra hele verden og gaderne summer af bønner og processioner. Men de fastboende kristne er en hårdt presset minoritet. (Foto: Peter Birch)