Allehelgen: Vigtigt at græde sammen

Af Malene Bjerre

Måske startede det hele med Lady Dianas død, foreslår Eva Holmegaard Larsen. I hvert fald har vi set en vending, hvor det er blevet vigtigt at græde sammen. Ligesom i slutningen af september, da Kim Larsen døde og hele Danmark holdt optog, tændte lys, holdt mindekoncert og fyldte sendefladen i radio og tv.

"Det kan man måske mene meget om, men det siger noget om, hvor vigtigt det er at standse op og være sammen, når vi bliver ramt af noget, der berører os," siger Eva Holmegaard Larsen, der ud over at være teologisk konsulent i Helsingør Stift også er sognepræst i Nødebo Kirke. Det er den tendens, som kirken giver et godt og meningsfuldt svar på i arrangementer ved allehelgen, mener hun.

Troede, vi kunne slippe for det tunge

"Jeg tror, vi skal hen til slutningen af 90’erne, før behovet for at sørge i fællesskab for alvor blev synligt," siger hun. "Vi troede, vi kunne leve uden ritualer. 1968 fik os måske til at tro, at man kan frigøre sig fra alt, også alt det tunge. Men sorg og død kan man ikke revolutionere sig ud af. Jeg tror Dianas død markerer en vending, fordi det kom som et chok og et wake up call, da den smukke, beundrede og berømte prinsesse pludselig døde i en voldsom trafikulykke. Det var en påmindelse om, at selv det mest beundrede og privilegerede liv er skrøbeligt og underlagt det grundvilkår, at vi skal dø, og at det kan ske pludseligt. Det mindede os om, at vi skal stoppe op og ikke sjuske med døden. Vi skal standse op og græde sammen og mindes vores døde og blive mindet om, at døden er noget, vi er fælles om at bære. Vi skal mærke følsomheden. Og at vi har brug for at være sammen om det."

Allehelgensgudstjenesterne er et eksempel på, at kirken er blevet bedre til at møde folks liv og giver dem et fælleskab, mener Eva Holmegaard Larsen. Og ikke bare med noget, der appellerer til hovedet, men også med noget, vi konkret skal gøre.

I Nødebo Kirke holder de en ret klassisk allehelgensgudstjeneste, siger hun. "Det tror jeg, man gør i langt de fleste kirker i dag,” siger hun. ”Jeg holder en prædiken med fokus på dødens indgriben i livet, om sorg og om håb. Vi læser navnene op på dem, der er døde, og der er en del musik, så der er tid til at sidde at mindes. Og så til sidst tager vi et lys og sætter ud på gravene på kirkegården."

Sorgen som fælles erfaring

Bagefter inviterer kirken til et arrangement med fokus på sorg, der især henvender til de pårørende, men er åbent for alle. Efter gammel allehelgenstradition serveres der suppe, brød og vin. Tidligere år har kirken haft besøg af folk, der arbejder professionelt med syge, døde og pårørende - sorgterapeuter, psykologer, præster.

I år er det Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter til bogen 'Sorgens grundstof', der vil fortælle om sine overvejelser om sorgen som grundvilkår. "Det bliver ikke et almindeligt forfatterforedrag," fortæller Eva Holmegaard Larsen. "Anne Lise Marstrand-Jørgensen synes selv, det er et fint og vigtigt arrangement, og siger, at hun glæder sig til den særlige ramme af at skulle tale til folk, der er i sorg og har mistet en af deres kære. Det bliver ikke bogen, der er i centrum, men sorg som en fælles erfaring."