Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Åbne døre i kirken

Sorggrupper, salmesang, mobilquiz og fiskedam. Lørdag inviterede Hørsholm, Rungsted og Kokkedal kirker folk på værkstedsbesøg for at vise alt det, de har at byde på.

Hop on, hop off. Busser kørte i rutefart mellem de tre kirker. (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre

”Kirken, den er et gammelt hus.” Præludiet sætter i gang til den gudstjeneste, der indleder Åbne døre-dagen i kirkerne i Hørsholm, Rungsted og Kokkedal. Og nærmest, som om organisten vil udfordre salmens ord, får vi den i en jazzet udgave, der lyder alt and end gammel. 

Det er netop den pointe, som kirkerne gerne vil have andre end de faste kirkegængere til at opdage. Kirken er måske nok gammel, men den taler også ind i menneskers liv nu og her. Og derfor har de arrangeret en dag fyldt med smagsprøver på aktiviteterne. 

Forskellige kirker

De tre kirker er helt forskellige. Hørsholm Kirke er en næsten 200 år gammel nyklassicistisk kirke der ligger midt i en gammel slotshave. Rungsted Kirke er i romansk stil, ligger i et villakvarter og er godt 100 år gammel, mens Kokkedal er helt moderne, bare 36 år gammel, og ligger midt i et betonbyggeri.  

Og lige så varierede er de ting, der foregår i kirkerne. Folk bliver kørt i busser rundt mellem kirkerne, så de både kan være til stillegudstjeneste i Kokkedal, nadverværksted i Rungsted og musikworkshop for børn i Hørsholm. Høre om sorggrupper, være til brunchkoncert, lære, hvordan man klager til Gud, lære om dåben, der snor sig som en rød tråd gennem kristendommen, og quizze på mobiltelefonen om, hvem der har mest tjek på Bibelen. 

Svært at nå alt

Det største problem er sådan set at nå det hele. En af buschaufførerne har meldt sig syg, og det skaber rod i logistikken. 

”Øv, jeg ville gerne have nået de der eksistensfortællinger,” siger en kvinde til sin veninde, mens de står og venter på en bus, der ikke kommer. ”Nå, men så må vi bare gå ind og spise i stedet.”

Nogle familier synger med børnene inde i Hørsholm Kirke, mens andre får hoppet igennem udenfor. Her viser det sig nemlig, at kirken, den er - en hoppeborg!

Hans-Henrik Nissen, Kirsten Weile og Nina Raunkjær byder velkommen til den indledende gudstjeneste i Hørsholm Kirke.

Værsgo at kaste jer ud gennem de åbne døre, afslutter Hans-Henrik Nissen gudstjenesten, og folk går ud mod de ventende busser. 

Søs og Ellen til venstre i billedet på vej til Kokkedal Kirke, hvor de skal stå for en fiskedam. De er lige startet til konfirmationsforberedelse og glæder sig til en dag i kirken. "Ellers ville jeg bare ligge og sove nu," siger Søs. "Jeg kan godt lide at få noget ud af dagen."

Stillegudstjeneste med levende lys og bønneværksted i Kokkedal.

Kirsten Weile fortæller under stillegudstjenesten om engang, hun og hendes familie følte sig så udsat, at de måtte bede til Gud. Bagefter kan deltagerne selv skrive deres bønner eller klager til Gud.

Jeg er ked af ... Jeg forstår ikke ... Jeg er taknemmelig for ... Sedler på væggen giver hjælp til, hvordan man kan indlede sin bøn.

Kokkedals faste brunchband giver koncert.

Det sværeste er at vælge. Ellen fra menighedsrådet og Jytte fra menighedsplejen i Rungsted Kirke studerer programmet.

Hvordan er det med nadveren? Dorte Fabrin Beltoft fortæller om vin og brød, fællesmåltid og mysterium.

Oblaten er en lille tør melkiks med en aftegning af Jesus på korset.

Kirken, den er en hoppeborg!

I dag er det Anne Dortes fødselsdag. Anne Dorte Michelsen sluttede dagen af i topform og til stående bifald - og fødselsdagssang fra de 150 tilskuere. (Foto: Anne Sofie Coles)