Biskoppens hilsen: Skabelsens tid, skabelsens dag

Af Peter Birch, biskop

”Hvad skal jeg sige? mine ord

vil ikke meget sige.” 

Brorsons ord genlyder i os, når vi går en tur langs stranden eller i skoven, eller når vi vågner til fuglenes sang. Det, vi sanser, er på samme tid genkendeligt og en uudtømmelig kilde til undren og taknemmelighed. Træernes mægtige stammer og kroner, blomsterfloret på engen, bølgernes brusende ankomst på kysten.

I vores moderne tilværelse er skaberværket kommet under pres. Klimaforandringerne er et håndgribeligt udtryk for et klima og et miljø, der har åndenød. Biodiversitetskrisen er et andet. Vi lever på afstand af det skaberværk, vi er forbundet med og afhængige af – og som vi selv er en del af. Alt for længe har vi levet ud fra en forestilling om, at naturen var råstof for vores behov. Brorsons panorerende forundringsblik blev erstattet af et blik, der søgte udnyttelsesmuligheder.

Dette ensidige natursyn har kunnet hente legitimitet i den bibelske skabelsesberetning, hvor Gud indsætter mennesket til ’at herske over’ skaberværket. Men det er en fejl at tolke dette gudgivne mandat som en ret til uindskrænket og hensynsløs udnyttelse af naturen. Derfor er der grund til at hilse det velkommen, at de første forsøg på en ny autoriseret bibeloversættelse lægger op til, at mennesket får til opgave ’at råde’ over alt det skabte. Det er en oversættelse, som både rummer en realisme – naturen står til vores rådighed – og en etisk dimension; den, der råder, må gøre det med klogskab og nænsomhed.

Lovprisningen af skaberværket har dybe rødder i den bibelske tradition. I skaberværket ser vi mere end ’natur’, mere end materiale for vores livs opretholdelse. Vi ser Guds skabervilje og generøsitet i himlens stjernevrimmel og i græsset, der gror og vandet, der risler. Det vækker den frugtbare brorsonske tavshed, der munder ud i lovsang: 

”O, Gud, hvor er din visdom stor

din godhed og rige!”

Den klima- og biodiversitetskrise, som vi lige nu befinder os i, kan virke lammende på os. Er der ikke tale om uafvendelige kræfter? Er der overhovedet noget, vi kan gøre? Kan vi synge lovsange? Klimakrisen avler frygt – og frygten fører til afmagt. Håbet derimod har sine rødder i taknemmeligheden og agtelsen for naturen som den gudgivne.

Jeg vil derfor gerne gentage min opfordring til, at man i september holder en gudstjeneste i sognet som en Skabelsens Dag. Måske har man allerede tradition for at holde en høstgudstjeneste, og så er det oplagt at kombinere det med den. Det afgørende er, at vi sammen giver håbet stemme og skaber rum for en forandring, der ikke er båret af frygt, men af taknemmelighed og agtelse for alt det, vi er sat til at råde over.

God sommer!