Hvad har sjælesorg med klimaforandringer at gøre?

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Det er ikke dem, der er ved at gå til af sult, krige eller undertrykkelse, som skal gå forrest i klimakampen. Det er os, der har ressourcerne. Og danske kirker, præster og teologer er nogle af de mest privilegerede, man kan forestille sig.”

Christine Tind Johannessen, der er lektor, ph.d. i sjælesorg med forskning indenfor blandt andet klimaforandringer og bæredygtighed, brænder for klimaet - og for at formidle sit synspunkt om, at folkekirken har et ansvar, den ikke kan løbe fra.

”Når vi som teologer tænker: ’Hvad har klima og sjælesorg med hinanden at gøre?’, så handler det helt grundlæggende om det at kere sig for hinanden - for vores verden. Derfor er sjælesorg bredt forstået helt central her i klimakrisen i vores forståelse for, hvad det vil sige at kere sig for nogen og noget,” siger Christine Tind Johannessen og fortsætter:

”Vi kan ikke lukke øjnene. Vi tager de skridt, vi hver især kan som individer. Dem, vi hver især har ressourcer til. Og som kirke har vi et overskud til at vise den omsorg og bane vejen for den – for omsorg smitter.”

Klimasorg er en naturlig reaktion

Med alt hvad der sker rundt omkring i verden nu, kan det ifølge Christine Tind Johannessen føles som et ægte førsteverdensproblem at beskæftige sig med klimaangst og klimasorg. Men pointen er netop, at det er os som privilegerede verdensborgere, der skal tage ansvar og handle.

Og reaktioner på klimaforandringer er en reel ting. Forskning viser, at klimaforandringer både direkte og indirekte fører forskellige former for angst, sorg, bekymring og stress med sig, om end det er de færreste mennesker, der selv henvender sig til en præst og italesætter, at de har klimasorg eller klimaangst. Men som kirke er vi nødt til at kunne tale ind i de reelle tilstande, klimaforandringerne vækker.

”At man pludseligt eller over tid erfarer en dyberegående sorg over, ’Hvad er det, vi har gjort ved verden? Hvordan er det, vi har behandlet den?’, er en naturlig reaktion, og i den proces skal vi som kirke og sjælesørgere gøre endnu mere af det, vi allerede er gode til, nemlig at tage sorgen alvorligt, støtte op og indgyde mod, så folk ikke lammes,” fortæller Christine Tind Johannessen og fortsætter:

”Vi har et kæmpe potentiale med udgangspunkt i vores bibeltekster, der også handler om, at vi skal tage ansvar for planeten Jorden. For verden. Evangelietekster, der grundlæggende siger noget om den ydmyghed, der ligger i at drage omsorg for alting – også for det, der ikke bliver regnet for noget.”

Det handler ikke om politik

Det er ikke nogen hemmelighed, at folkekirkens rolle i den grønne omstilling vækker mange følelser, men ifølge Christine Tind Johannessen er det tid til at løfte blikket:

”Det handler ikke om at lave fløjkrige. Om at være til en bestemt type teologi. Og det er heller ikke en politisk programerklæring. Vi er dybt afhængige af vores ”hjem”, økosystemet, af den luft, vi trækker ind, det vand vi drikker, den mad, vi spiser – og den afhængighed er jo allerede helt centralt indlejret i vores kristne tro. Vi skal kunne have den gode samtale, hvor vi står forskellige steder, uden at skyde hinanden i skoene, hvem vi stemmer på.”

For Christine Tind Johannessen er det desuden vigtigt at italesætte, at samtalen om klima ikke kun skal foregå på papiret eller i akademiske fora.

”I den forstand handler det ikke om, at kirken blot skal råbe ordet ”klima” hele tiden. Det er langt mere grundlæggende og skal på den måde også tænkes ind i alternative dialoger – for eksempel med dåbsforældre, konfirmander, minikonfirmander og i det hele taget i samtaler om vores eksistens. Vi er fuldstændig vævet ind i det ophav, vi er skabt af. Det kan vi dårligt være uenige om,” afslutter Christine Tind Johannessen.