Ny præst i Rungsted: Individet har brug for den omsorg, kirkens fællesskab tilbyder

Af Steen Toft Winther

Mathias Harding er pr. 1. september 2022 Rungsted Kirkes nye sogne- og gymnasiepræst. Han kommer fra en stilling som præst og kommunikationsmedarbejder i Blovstrød Kirke.

Han er 34 år, født og opvokset i Aarhus, og i 2009 flyttede han til København for at læse teologi. I 2017 blev Mathias Harding cand.theol. og modtog KU's sølvmedalje for afhandlingen "En undersøgelse af Martin Luthers kirkeforståelse 1517-1525".

Mathias Harding er gift og bor i Birkerød med hustru og søn.

Hvilken slags præst vil du gerne være?

For mig er det helt centralt at være en imødekommende præst og kollega; én, der er til at stole på; én, der er god til at finde på løsninger i fællesskab. For nogle lyder det måske som en selvfølge, at en præst skal være sådan, men de mange trivselsundersøgelser, der for tiden rundsendes til præster og øvrige ansatte ved folkekirken, tyder på, at det netop ikke altid er tilfældet. Det er min erfaring, at vi som præster har en enorm stor indflydelse på alt det, der foregår i den kirke, vi er kaldet til. Med den indflydelse – og magt – skal vi prioritere trivslen.

Hvad er efter din mening kirkens opgave i lokalsamfundet?

Det er kirkens opgave at være en sjælesorgens kirke. Snævert forstået betyder sjælesorg at drage omsorg for den sjæl, der er i nød og trænger til trøst. I en bredere forstand betyder sjælesorg, at vi som enkeltindivider ikke kan bære os selv i livet. Vi har brug for den omsorg, vi får i de fællesskaber, vi indgår i. 

Det fællesskab, som vi indgår i, når vi i kirken samles om salmesangen, evangeliet, dåben og nadveren, er selvfølgelig den primære kirkelige omsorg: At vores liv er båret af Gud.

Hvad er det bedste sted i Bibelen?

Se, dét er et svært spørgsmål, for Biblen er tætpakket med gode steder. Det er jo Guds historie med os – på godt og ondt.

Men skulle jeg alligevel vælge ét sted, må det være ’lignelsen om den fortabte søn’ (Lukas 15.11-32). Ganske vist har ikke alle levet et udsvævende liv, som det er tilfældet for den yngste søn i denne fortælling, men alle har erfaret den tabte uskyld. At gå fra barn til voksen. At blive sig bevidst om sin egen fejlbarlighed. Hvad mennesket så gør med sin erfaring af skyld, er meget forskellig: Nogle prøver at løbe fra skylden, andre hænger fast i den i en sådan grad, at følelsen af skyld bliver skadelig for dem. Kristendommens kerne er, at Gud kan forløse mennesket fra synd og skyld. Hvorledes? Jo, ved sit ord at minde mennesket om, at mennesket er hans elskede barn, både før og efter mennesket er noget andet i verden – ganske som den kærlige far minder sin yngste søn om i lignelsen om den fortabte søn.

Hvad gør dig glad?

Det er der mange ting, der gør. At gå til gudstjeneste gør mig glad. I det mere familiære regi gør det mig – og min hustru – glad, når vores søn trives, hvor han er: det være sig derhjemme, i institutionen eller sammen med sine bedsteforældre. Det er også rart at se vores snart 3-årige søn boltre sig i Sommerland Sjællands miniland, imens vi nyder en kold fadøl i skyggen. 

Hvad er det bedste råd, du har fået?

At stå ved hvem man er som præst. Særligt i jobsøgningsprocessen har det været afgørende for mig at stå ved, at jeg føler mig godt tilpas i traditionen, den lutherske tradition. Jeg har intet behov for at gøre op med Luthers person og hans syn på teologiske spørgsmål.

Hvad ville du gerne være, da du var barn?

Jeg husker, at jeg på et tidspunkt gerne ville være studievært. Som barn så jeg hver fredag ’Husk lige tandbørsten’, og jeg var meget betaget af Casper Christensen som vært. Hans sorte humor og hans evne til at få folk til at grine var lige mig. Jeg tog Casper Christensen med i børnehaveklassen i den forstand, at jeg tit midt under undervisningen udråbte: ”Tænd tequilaen!”. I det hele taget ”genopførte” jeg gerne fredagens afsnit af ’Husk lige tandbørsten’ i den første undervisningstime mandag morgen.

Det var selvfølgelig til stor gene for læreren, og en dag bad min klasselærer mig da også om at gå ud af klasseværelset og først komme tilbage, når jeg havde forberedt et helt afsnit ’Husk lige tandbørsten’. Jeg kom så ind igen i klasselokalet, hvor mine klassekammerater sad musestille og iagttog mig uden at fortrække en mine. Jeg blev grebet af øjeblikkelig sceneangst, og fra da af var jeg en mere rolig elev, og drømmen om at blive studievært brast.  

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Det gør professor Niels-Henrik Gregersens ’Ind i fællesskabet’. Jeg har endnu ikke læst den til ende, og den rummer mange komplekse ting på én gang, men grundlæggende synes jeg, Gregersen har en eminent evne til at tænke ud fra den lutherske tradition – og også på tværs hen over den. Hans tese om det evige liv, at evigheden er erfaringer, vi allerede gør os midt i tiden, er interessant og godt underbygget i bogen.