Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Lise-Lotte Rebel: Ubærligt vi ikke kan samles lige nu

Det havde været godt at høre påskens budskab sammen netop nu, skriver biskoppen over Helsingør Stift i sin hilsen til alle ansatte.

"Jeg ville så gerne have mødt jer til gudstjeneste – delt glæden med jer ansigt til ansigt, sunget den store glæde ud sammen," skriver Lise-Lotte Rebel.

Kære præster, menighedsråd og ansatte i Helsingør stift.

Det er så ubærligt, at vi ikke kan samles til gudstjeneste i kirken, og især er det smertefuldt her op til påske, som er kirkens største højtid. Kristendommen er en fællesskabsreligion. Fra den allerførste tid efter Jesu død og opstandelse kom mennesker sammen for at dele det budskab, der gør, at vi kan leve med frit mod i denne verden. Kristendommen kender til alt, hvad vores skrøbelige liv og lykke indeholder. Vi skal ikke skjule vores tvivl, vores sorg, vores bekymring. Der er plads til det hele – også alle vores spørgsmål. Det er det helt særlige ved den kristne tro.

Vi er på vej mod påske.

Vorherre Jesu Kristi vej er påskens vej. Den går fra de høje tinder palmesøndag med sejrrigt indtog i Jerusalem, til det sidste måltid og nadverens indstiftelse skærtorsdag, og til langfredags mørke og død.

Menneskelivets allerstørste glæder, men også menneskelivets allerdybeste smerter er tilstede på den vej. Det giver trøst og mod i svære tider, og det fylder med glæde og forundring, at den levende Guds søn har valgt at gå den vej – din vej – min vej.

Men ikke blot det. Vi hører også et ord, der overgår al forstand. Ordet om, at påskens vej ikke slutter i grav og mørke. Det ord har vi måske mere brug for at høre i dag end nogensinde. I dag, hvor vi sidder hver for sig med vore bange anelser: Hvordan skal det gå? Kommer vi igennem dette? Kommer jeg og mine kære igennem? Vi har så inderligt brug for at høre påskemorgens evangelium: Kristus er opstanden!  

Det er, som om hver præst og sogn siger: Den virus skal ikke lukke munden på os. Gudstjenester transmitteres på TV og radio, andagter streames osv. Sjælesorg gives via nettet og telefonen. Tak til jer alle!

Og hvor havde det været godt at få lov til at høre det budskab sammen. Ordet om Kristus og hans vej for os – Ordet der giver håb til alle, der sidder i mørke. Der er nyt fra dødens porte. Jeg ville så gerne have mødt jer til gudstjeneste – delt glæden med jer ansigt til ansigt, sunget den store glæde ud sammen. Det er ikke muligt denne påske på grund af smittefare. Hver på vores sted må vi opsøge, læse og høre det ord, hvor det lyder på TV, i radioen eller hvor det nu måtte være for enhver af os. Fællesskabet i kirkens rum må vi endnu længes imod og se frem til. Afsavnet, fasten strækker sig endnu længere i år.

Tak til jer i alle sogne!

I denne nød, hvor hverdagen er så forandret, er kreativiteten stor. Præster sender det glædelige budskab ud på mangfoldig måde, via de digitale medier. Det er, som om hver præst og sogn siger: Den virus skal ikke lukke munden på os. Gudstjenester transmitteres på TV og radio, andagter streames osv. Sjælesorg gives via nettet og telefonen. Tak til jer alle!

Indtil vi ses igen – sådan lyder det i en gammel pilgrimssang ”Må din vej gå dig i møde”, hedder den. Sidste vers slutter med et ønske om Herrens velsignelse indtil vi ses igen.

Jeg ønsker jer alle en tid med eftertanke og taknemmelighed for, hvad der er os givet.

Må vi alle opbygges i troen, håbet og kærligheden gennem påskemorgens glædelige budskab:

Kristus er opstanden!

Lise-Lotte Rebel