Nyheder
Nyheder

Opstandelsen er lige her

Da sognepræst Ane Øland Bækgaard blev opsøgt af en kvinde, som lige havde mistet sin mor, begyndte de at tale om opstandelsen.  

Sol over mark

(Foto: Ane Øland Bækgaard).

Af Ane Øland Bækgaard

Min telefon ringer. Jeg går rundt ude i præstegårdshaven, hvor påskeliljer så småt folder deres krøllede solblade ud og bebuder, at påsken nærmer sig. Jeg tager telefonen. Det er Lotte. Datter til den 56-årige kvinde jeg bisatte for en måned siden. Lige pludselig var hendes mor væk. Død. Borte. Det har væltet Lottes verden. Så jeg taler med hende. Ikke fordi jeg tror, jeg kan løse det, men fordi det mildner, at nogen bærer med, når mørket sætter ind.

"Jeg forstår ikke, at jeg aldrig skal se min mor mere," siger Lotte, "vi vidste jo godt hun skulle dø, vi var forberedt på, at det var dér, det skulle ende, men jeg forstår det ikke."

"Nej," svarer jeg, "døden river os i hjertet."

"Jeg kan ikke holde det ud," fortsætter Lotte, "jeg ville på en måde ønske, jeg kunne skrige min smerte ud, men jeg føler mig helt tom. Følelsesløs næsten."

"Det er en smerte og magtesløshed, som vi mennesker gerne vil undgå," svarer jeg.

"Ja," siger Lotte, "det kan blive en lang fredag i dag, som jeg helst vil ud af."

"Og det kan du ikke," svarer jeg. "Medmindre du tager dit eget liv, er du i live. Med smerten og sorgen. Og det er hårdt."

Der er en kort pause. Så siger Lotte:

"Til bisættelsen sagde du noget med opstandelse. Jeg er ikke sådan troende. Altså jeg tror, der er noget større end mig selv, men jeg ved ikke, hvad det er."

"Nej, det ved jeg heller ikke," svarer jeg og sætter mig på en bænk. Jeg fornemmer, at samtalen bevæger sig hen et sted, hvor jeg selv synes, det kan være svært at tale om.

"Altså, jeg har aldrig sådan tænkt over det før, men nu tænker jeg på, om der er et liv efter døden. Opstandelse. Tror du det?"

Det er sådan et spørgsmål, jeg som præst synes, jeg skal have et helt klart, præcist og hjælpende svar på. Et svar fuld af trøst og sikkerhed. I stedet svarer jeg:

"I min rationelle hjerne giver det ikke mening, at vi skal opstå fra de døde og mødes igen og være et evigt sted sammen med Gud. Men ingen ved, hvad der sker. I kristendommen fortæller påskens historie, at Jesus opstår fra de døde. Passer det så? Det ved jeg ikke. Men jeg har valgt, at jeg hellere vil tro på dét end på det modsatte. Jeg kan ikke bære tanken om, at vi, når vi dør, bliver til ingenting. At et helt menneskeliv med kærlighed, med oplevelser, med personligheder og ånd bare forsvinder i ildens flammer eller jordens muld. Så jeg håber på opstandelse og på det evige liv. Og på mine gode dage tror jeg også på det."

Lotte siger: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Men det hjælper, at jeg kan håbe det. For det gør jeg. Jeg håber, min mor er et godt og fredfyldt sted."

"Ja," svarer jeg, "og lige nu mærker du smerten over, at hun er taget fra dig og er et andet sted, fordi du ville ønske, hun var her hos dig."

"Ja, og den smerte og det savn vil jeg godt have til at gå væk hurtigst muligt. Jeg vil godt videre," siger hun.

"Du kommer videre," svarer jeg. "For hvert øjeblik der går, bærer livet dig videre, også selvom du føler smerte og tænker at det aldrig bliver bedre."

"Så jeg skal bare acceptere og øve mig i at rumme smerten og sige til mig selv, at alt er godt?" spørger Lotte.

"Men alt er jo ikke godt. Du må hellere øve dig i at acceptere, at smerte også er en del af livet. Vi vil helst bare gerne have den væk. Men det er måske lidt for meget at sige til dig selv, at alt er godt? Måske skulle du hellere sige, at det er, som det er lige nu," svarer jeg.

Lotte: "Ja, det er, som det er."

"Og så tilføje det kristne opstandelses-håb: Det er som det er, OG det ender godt - før eller siden," påpeger jeg.

Lotte: "Er det dét, du tror?"

"Ja, det tror jeg. Jeg synes også, det er det, jeg erfarer. At der igennem et helt liv er oplevelser af død og opstandelse. Mørke der bliver til lys. Uvenskab der bliver til forsoning. Sorg der bliver til opblomstring. Jeg kan huske en enkekone, hvis mand jeg bisatte. De havde været sammen i 72 år. Jeg mødte hende en dag på kirkegården, hvor hun satte blomster til sin mand, og hun sagde: 'Ane, du fik ret, pludselig vågnede jeg en morgen og så kunne jeg igen se, at solen skinnede. Jeg troede ellers, at min glæde var gået i graven med min mand.’
Pludselig vender livet og lyset tilbage, måske når man mindst venter det. Og der er opstandelsen. Lige der. Dag efter dag rejser vi os igen."

Lotte: "Så det ender godt, lover du mig det?"

"Det kan jeg selvsagt ikke love dig, men jeg vil tro og håbe med dig."

Lotte: "Det vil jeg glæde mig over, mens jeg venter. Jeg må løbe nu. Glædelig påske, ik?"

Kvinden Lotte er anonymiseret.

Ane Øland Bækgaard er sognepræst i Ishøj/Torslunde Pastorat.