Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ny domprovst: Sognekirken er ikke en ø

Fra 1. august er Eva Tøjner Götke ny domprovst i Skt. Olai Kirke i Helsingør. Det vigtigste for hende er at skabe en åben samtale i provstiet og at styrke domkirkens allerede gode samarbejde med Helsingør by.

Eva Tøjner Götke

Eva Tøjner Götke forlader nu Thomas Kingos Kirke i Odense for at blive domprovst i Skt. Olai Kirke Helsingør (Foto: Miklos Szabo)

Af Malene Bjerre

”Det er utrolig spændende at skulle være domprovst netop i Helsingør Stift, hvor der jo sker så meget nyt i øjeblikket. Jeg ser det som et stift midt i en forandringsproces, hvor biskop og stiftsrådet går professionelt til sagen og gennemtænker stiftets rolle i folkekirken i samfundet lige nu,” siger Eva Tøjner Götke. ”Den proces glæder jeg mig utrolig meget til at blive en del af.”

Den 1. august tiltræder hun som domprovst i Helsingør Domsogn, hvor hun afløser Steffen Ravn Jørgensen, der har siddet i embedet de sidste 19 år. Eva Tøjner Götke kommer fra en stilling i Thomas Kingos Kirke i Odense, hvor hun har været præst i 27 år. Hun har fra 2014-2018 været næstformand i Præsteforeningen og er bredt teologisk funderet.

Og det er ikke bare stiftet men også byen, hun glæder sig til at blive en del af. ”Helsingør er en rigtig by med en gammel middelalderkerne, en mangfoldig by, hvor der bor mange forskellige slags mennesker,” siger Eva Tøjner Götke. ”Helsingør har en imponerende historie, en særlig identitet, som det er mit indtryk, at den er god til at holde fast i og fejre. Og jeg kan godt lide, at kirken deltager i de historiske markeringer. Jeg glæder mig til at få øje på endnu flere steder, hvor domkirken kan blive en del af byen og være med til at styrke fælleskabet.”

Folkekirken er ikke givet

For Eva Tøjner Götke er opgaven at sikre, at folkekirken bliver ved med at have betydning for mennesker. ”Vi skal være klar over, at folkekirken ikke er givet,” understreger hun. ”Dens betydning for sammenhængskraften i samfundet er kæmpestor, men kun hvis vi lykkes med at være kirke i den tid, vi lever i. Kirken skal være tydelig med sin vision og mission.”

Hun ser det som provstens opgave at være med til at sikre gode rammer for menighedsrådene, de ansatte og præsterne. Den vigtigste overskrift for arbejdet som domprovst er efter hendes mening, at samtalen på tværs af kirkerne styrkes. Folkekirken er et fællesskab.

” Det enkelte sogn må ikke blive en ø. Det gælder om at finde balancen mellem det lokale og det fælles. Det lokale skal have udsyn. Vi arbejder jo – på alle niveauer i folkekirken – for et fælles mål. Og det skal ikke kun handle om økonomi, men også om teologi og om at være kirke. Den fælles samtale er vigtig. Vi kan godt gøre tingene forskelligt. Det er med til at skabe dynamik og inspiration, så længe vi respekterer hinandens ståsteder. Som provst har jeg mulighed for at være med til at skabe en åben kultur præget af samtale og tillid. Det vil jeg gerne arbejde for.”

Alting har sin tid

Samtidig med at Eva Tøjner Götke ser glad og forventningsfuld frem til sine mange nye opgaver, er det også sørgmodigt at skulle tage afsked med sognet hjemme i Odense, fortæller hun. ”Jeg har altid været glad for at være præst og er det stadig. Og når man har været et sted så mange år som jeg har, er det mange gode mennesker, man skal sige farvel til, - mennesker, man er forbundet med gennem afgørende ting i livet. Men alting har sin tid. Og heldigvis er der bånd, der knytter os sammen, på tværs af tid og sted.”

BLÅ BOG

Eva Tøjner Götke er 57 år og cand.theol. fra Aarhus Universitet. Hun kommer fra en stilling som sognepræst i Thomas Kingos Kirke i Odense, hvor hun har været i 27 år.

 

Hun er gift med Povl Götke, der er fængselspræst og underviser på læreruddannelsen i Odense og på teologi i Nuuk. Sammen har de tre voksne børn og to børnebørn.

   Eva Tøjner Götke indsættes som provst af biskop Peter Birch den 15. august 2021 kl. 10.00 i Skt. Olai Kirke i Helsingør.


Eva Tøjner Götke

Foto: Miklos Szabo

Helt grundlæggende handler det om at have tillid, erklærer Eva Tøjner Götke. Tillid til, at jeg er elsket, at det hele nok skal gå, og at de andre også godt kan finde ud af det. Og hvis det ikke går på din måde, så bliver det gjort på en anden god måde. "Det er også et budskab, jeg selv har brug for at høre, for jeg er heller ikke for god til det. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at arbejde med vores indre kontrolfreak. Vi forsøger at opnå tryghed gennem kontrol, men vi skal øve os i at opnå den gennem tilliden i stedet. Vi skal tro på, det nok skal gå.

I 2019 blev Eva Tøjner Götke interviewet til det Helsingør-forankrede magasin folk&kirke om kristendommens modstemme i en tid, der forsøg at opnå kontrol over alt 

Læs hele artiklen her.