Husker I den første sne?

Husker I den første sne fra jeres barndom? Den sne der faldt sart og sjældent på en sen efterårsdag eller i løbet af vinteren. Sneen der sænkede sig tyst over verden og forvandlede den og gav det hele et magisk skær. Uden at vi havde gjort noget, som en uventet gave. Sne er på mange måder en manifestation af alt det, vi mennesker ikke kan kontrollere. Vi kan ikke tvinge sneen til at falde og ikke besidde den. Hvis man tager den i hånden - og ikke når at kaste den efter nogen, ja så vil den smelte og løbe ud mellem fingrene.

Mange længes efter sneen, især til jul men lige i år tænker jeg, at mange af os ikke håber, at det bliver så koldt, at den smukke sne vil falde. Vi ville ønske, at vi kunne kontrollere det her vejr, så vi kan komme igennem vinteren uden at fryse og med bare en lille mønt tilbage på bunden af den efterhånden noget slunkne pengepung.

Og vi er jo så vant til at kunne bestemme så meget andet i vores tilværelse, men de sidste år har og er da i sandhed en prøvelse for os, der er vilde med kontrol. Verden og vores fælles liv kører ligesom derudaf i en overhalingsbane, som vi ikke selv har været med til at etablere. Som mange af os ikke føler, vi har indflydelse på. Som om katastroferne står i kø for at vise os, at vi ikke kan styre og kontrollere verdens gang på plads. Det må ærligt talt gerne stoppe nu, for vi har fattet det – og det er slet ikke rart at miste kontrollen.

Som når man står med sin døde bror og ser, at døden har fået det sidste ord. Selvom man med klar røst kan bekende som Martha gjorde det: at man tror på ham, der er opstandelsen og livet. Men det man oplever er, at den, man elsker, er væk. At han allerede stinker efter at have været død i flere dage. Vi der lever i dag ender med at stå der på gravens rand og se ned i et hul, hvor jorden er det eneste, vi kan få øje på.

Det kan give tvivlen magt og sætte en stor tyk streg under, at døden ikke lader sig tæmme af troen, uanset hvor stærk den er. For Martha som stod der på fjerdedagen efter broderens død gik det jo egentlig ligesådan. Hun havde lige luftet sin stærke tro, men alligevel blev hun i tvivl konfronteret med graven og sin døde bror. Men dengang gik det jo helt anderledes, end det gør, når vi i dag møder døden og gravens mørke. Den døde bror blev kaldt ud af mørket og døden og mange af dem, som så det, kom til tro.

Og det kan man jo godt forstå, for endelig kom beviset, og vi mennesker vil se det, før vi tror det, og sådan har mennesker åbenbart altid været. Selv den gode Paulus forsøger i sit brev til menigheden i Korinth, ja undskyld mig men nærmest desperat at kontrollere dogmatikken på plads. Skabe lidt kontingens og ordentlighed i alt det, der er så svært at forstå og håndtere. Han mister desværre nogle af os i sit forsøg på at lave en slags tidslinje over opstandelsen.

Og da han til sidst også vil skabe en rumlig forståelse af, hvad der er over og under, går det da helt galt, for den der opstandelse lader sig åbenbart heller ikke kontrollere på plads i hverken Paulus eller vi andres tilgang til livet og døden. Det er som om tvivlen leger kispus med vores sind, med vores hjerter, med vores tro, hvis ikke vi får syn for sagen. Hvis ikke vi får tegn på, at det vi tror virkelig er sandt. Og her kan man sige at den gode evangelist Johannes er generøs. 7 tegn eller mirakler får vi i hans fortælling om Jesus, og det sidste i rækken, er det vi har hørt i dag, hvor Lazarus opvækkes fra de døde.

Hver gang jeg læser den tekst, tænker jeg, at den peger stærkt på dåben, og det kan måske undre, når det nu er døden, der er i centrum. Men dåben er også en slags død og opstandelse. Og i disse tider hvor dåben ikke står så stærkt i mange menneskers bevidsthed, som den har gjort, er det vigtigere end nogensinde i kirkens historie, at vi kan sætte ord på den.

At vi tør blive ved med at tage livtag med det mirakel, vi står overfor hver gang et menneske døbes. Døbes ind i det fællesskab, der kan være med til at give mennesker et rum for alt det ukontrollerbare i tilværelsen. En af vores gode kolleger skrev det så fint i en kronik for nylig: ”Dåben er også at få kickstartet sit kristenliv og af Gud med nåden i ryggen at blive sendt i den rigtige retning”. Ligesom Lazarus blev kaldt ud af graven ved navn, sådan bliver enhver, der døbes, kaldt ud af dødens rige med navns nævnelse.

For dåben giver liv ikke bare efter døden men også i alt det liv, der skal leves, før vi dør. Og i det liv er det godt at have Guds nåde i ryggen, for vi bliver livet igennem konfronteret med ting, der er helt ukontrollerbare og kan føles som en slags død i levende live. Vi har fået indrettet vores liv og måske særligt vores arbejdsliv men også vores verden på en måde, der sender mange mennesker til hjørne med stress og angst.

Det hele farer afsted i et rasende tempo, der efterlader mennesker, sårede og ensomme tilbage. Vi svigter, og vi bliver svigtet, vi kan blive syge og miste vores gode helbred eller måske endnu værre – at en vi holder af bliver syg. Og helt sikkert er det, at vi vil miste. Ingen undgår at stå der på gravens rand og sige farvel. Ja, der er masser af ting, der kan lægge livet øde, og derfor er det også afgørende at have Guds nåde i ryggen og blive sendt i den rigtige retning, nemlig ud i fællesskabet med andre mennesker.

Det gælder naturligvis primært vores liv udenfor kirken, men fællesskabet i kirken og ved vore gudstjenester trænger vist også til en vitalisering. For det er jo her vi gives et tilholdssted, der kan tale ind i det liv der er vores og op imod vores indbyggede behov for kontrol og beviser. Her kommer vi med al vores levede liv, med vores tvivl og bliver sat på en bænk, hvor vi ikke selv skal sætte dagsordenen for den næste times tid.

Vi skal og kan intet præstere eller kontrollere på plads. Det hele gives os, og vi kan krybe lige så stille ind i det fællesskab, vi blev givet, da vi blev døbt. I dag har vi ikke altergang ved vores gudstjeneste, men den gode frokost, måltidet, vi skal spise sammen efter gudstjenesten, er også et stærkt tegn på, at vi er mange, der sætter uendelig stor pris på vores kirke og det fællesskab, vi får lov at være en del af. Nej vi kan ikke kontrollere døden på plads. Vi kan ikke kontrollere verden på plads, så der kun er kærlighed mellem mennesker.

Nej, vi kan ikke kontrollere, om vi bliver syge eller dør. Og nej, vi kan ikke kontrollere vejret, om det bliver sne eller ej. Men vi kan pege klart og tydeligt på den Gud, der er opstandelsen, og vi kan være en del af det fællesskab, der udgør alle dem, der er døbt til at være en del af hans rige.  Vi kan være en kirke, der til stadighed besinder os på at give mennesker et tilholdssted og et fællesskabet med Gud og mennesker. Og så kan vi slutte, hvor vi startede med sneen.

For måske har vi faktisk brug for det sneen kan give ind i vores fortravlede verden:

1. Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.

2. Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

3. Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

Amen

Læs også biskoppens tale ved landemodegudstjenesten: Kirken skal være åben, men ikke ansigtsløs