Nyheder
Nyheder

Fuld fart på arbejdet med ældre og demensramte i Helsingør Stift

Arbejdet med mennesker med demenssygdom er vigtigt for Helsingør Stift og folkekirken, og fra i år har folkekirken en stand til konferencen DemensDagene, som dette år afholdes i Århus. I 2024 er det Helsingør Stift, der står for standen.

Bodil Olesen på motorcykel

Bodil Olesen. (Foto: Steen Toft Winther).

Af Bodil Olesen, gerontopædagogisk konsulent i Helsingør Stift og præst i Hornbæk Kirke.

Arbejdet med mennesker med demenssygdom er vigtigt for Helsingør Stift og folkekirken. Som gerontopædagogisk konsulent i stiftet holder jeg demensvenlige gudstjenester og arrangerer kurser for præster og ansatte i kirken om, hvordan vi endnu bedre kan inkludere demensramte.

Her i uge 19 deltager jeg i den nationale demensuge, hvor der bliver sat fokus på, hvordan vi bedre kan hjælpe mennesker med demensygdomme i hverdagen. I år er det i særlig grad detailhandlen, der lægger sig i selen for at synliggøre, hvordan personer med en demenssygdom kan hjælpes, når de færdes i butikkerne.

I forlængelse af demensugen afholdes der hvert år en tværfaglig konference om demens, hvor flere end 1.000 fagfolk plejer at møde op fra hele landet. I 2022 afholdes DemensDagene i Musikhuset i Aarhus den 23. og 24. maj, og fra og med i år er folkekirken repræsenteret med en stand. Stifterne står på skift for afholdelse af udgifterne, og når konferencen afholdes i 2024 i Tivolis kongrescenter, er det Helsingør stift, der står for demensstanden.

Det er glædeligt, at folkekirken påtager sig opgaven at være kirke for den store gruppe af ældre og demensramte, og mit ønske er, at der bliver sat stadig mere fokus på arbejdet med en gruppe af menigheden, som ikke har tradition for eller magter at gøre opmærksom på sig selv og deres behov. For selvom vi gør meget, kan vi godt gøre mere.

Hvis du eller din kirke er interesseret i at blive en demensvenlig kirke, kan du besøge Alzheimerforeningens hjemmeside og tilmelde dig.

Sidste år blev der også lanceret et demenssymbol, som fås som pin, armbånd, klistermærke og nøglering. Motivet er to hænder, der møder hinanden og siger: giv en hjælpende hånd. Se mere her.

Find folkekirkens folder for demensarbejde her: