Helsingør Stift i en coronatid

Fem dage med præsten 
i studerekammeret

Tekst og foto: Peter Otken, præst i Slagslunde og Ganløse Kirker

Peter Otken har haft god tid i påsken. Den er gået med at læse festskrift og Paulustolkninger – og med at overveje, hvordan kirken bedst når folk digitalt.

Skærtorsdag 

Det bliver en underlig påske i år. Jeg skulle have prædiket skærtorsdag i Slagslunde Kirke og 2. påskedag i Ganløse Kirke, mens min præstekollega Charlotte skulle have taget sig af langfredag og påskedag. Charlotte står for vores første online gudstjeneste påskedag og har i flere dage været i fuld gang med arbejdet hermed, mens jeg nøjes med at skrive refleksioner over prædikenteksterne til at lægge på kirkernes hjemmeside på de øvrige helligdage. Det føles rigtigt at gøre ”et eller andet”, men jeg er meget i tvivl, om vi rent faktisk når ud til den del af menigheden, der plejer at komme i kirkerne om søndagen. Bruger de overhovedet tid på vores hjemmeside og Facebook? Kommer de netop ikke i kirken for det fysiske fællesskabs og den aktive deltagelses skyld, som det trods alle gode viljer er temmelig meget svært at erstatte online?

Refleksionen til langfredag blev ikke helt færdig i går, så jeg prøver at nå at skrive den færdig inden kl. 10 og sende den til vores kordegn, Ellen, der skal lægge den på nettet i morgen. Vi har talt i telefon eller skrevet sammen næsten hver eneste dag de sidste par uger. Hun holder alle boldene i luften og er hver gang en god sparringspartner. Jeg tror, at hun arbejder mindst lige så meget fra hjemmearbejdspladsen, som hun gjorde fra sognegården. Så for nogle er hjemmearbejdstid bestemt ikke det samme som ferie.

På mine frisøndage prøver jeg næsten altid at høre en anden præst prædike. Lukningen af vores egne kirker giver i hvert fald gode muligheder for at høre andre prædike på Danmarks Radio eller på nettet. I dag tænder jeg kl. 10 for radioen og hører Stine Munch prædike fra Domkirken. Der er ingen tjenestebolig til min stilling, så jeg bor København i domkirkesognet og kan se toppen af Domkirkens tårn fra mit ene vindue. Og når byen er så stille som i dag, så kan jeg faktisk også høre klokkerne ringe.

Udsigt til domkirkens tårn

Langfredag

Langfredag er en særlig dag. Da jeg for to år siden gik til gudstjeneste langfredag i en kirke på Nørrebro og i våbenhuset af gammel vane kom til at ønske kirketjeneren en ”god, herlig morgen”, fik jeg svaret”: ”Det er ikke nogen god morgen!” Det havde han jo sådan set ret i. Langfredag er en dag til stilhed og fordybelse.

At langfredag er en dag til stilhed og fordybelse, forhindrer ikke, at man kan høre musik. Kirkerne i København plejer at være fulde af passionskoncerter, men alle disse er jo af gode grunde aflyst. Men vores organist Irina har fundet ud af, at Bachs Johannespassion bliver opført langfredag eftermiddag kl. 15 i Thomaskirken i Leipzig, og at opførelsen bliver streamet på facebook og flere hjemmesider. Det er en meget alternativ opførelse med hovedsageligt kun tre (!) musikere, men den er spændende, og jeg er glad for, at jeg var blevet gjort opmærksom på den.

Det er ikke kun præsterne, der får lagt ting på hjemmesiden. Vores kirketjener Agnessa producerer også til hver af helligdagene sammen med sin datter en video til børnene, hvor hun forklarer, hvad de enkelte påskedage handler om. De er rasende godt lavet og faktisk også utrolig morsomme. Jeg ser dem på kirkernes Facebookside og satser på, at den almindelige nedlukning af alting sikrer os imod, at alt for mange uden for sognet spotter Agnessas talent og tilbyder hende en filmrolle, så hun rejser fra os.

 

Johann Sebastian Bachs passioner hører til i påsken

Lørdag

Min datter sender mig et foto af et butiksvindue, hvor de på et skilt oplyser, at de holder lukket ”påskelørdag”. ”Husk at fortælle i din prædiken, hvad der skete påskelørdag”, skriver hun. Jeg svarer hende, at hun bare kan slå op i salmebogen på nr. 213 og se, hvad der skete lørdag mellem langfredag og påskesøndag. Hun svarer ikke tilbage, så hun er nok gået i stå et eller andet sted i Grundtvigs 20 vers. Hvis museerne havde været åbne, så kunne jeg også have sendt hende hen på Statens Museum for Kunst og se Joakim Skovgaards kæmpemaleri af Kristus i de dødes rige. Det må blive en anden gang.

Det er interessant at se, hvordan situationen med kirkelukninger som følge af pandemien håndteres i vores nabolande. I Sverige, hvor min søster bor, er der ikke restriktioner på at forsamles mindre end 50 personer. Det betyder, at kirkerne er betydeligt mere åbne end her, også til højmessen om søndagen. I England, hvor en af mine gamle venner er præst i Yorkshire, er kirkerne til gengæld fuldstændig lukkede, dvs. at bisættelser og begravelser kun må finde sted fra et krematorium eller udendørs på selve kirkegården, og dåb må kun ske som nøddåb i hjemmet eller på hospitaler. Pludselig virker Folkekirkens regler om bisættelser og dåb meget fleksible.

"Påskelørdag" er Kristus i dødsriget - i hvert fald hvis man skal tro Grundtvigs salme "I kvæld blev der banket på helvedets port" - så det er egentlig meget passende, at nogle forretninger også holder lukket denne dag. 

Påskedag

Jeg har glædet mig til at se Charlottes og kollegaernes påskegudstjeneste på nettet. Den er tilgængelig fra kl. 10.30, og jeg kunne selvfølgelig bare have set den senere, men jeg vælger at se den så ”live” som muligt på det tidspunkt, hvor jeg selv normalt ville have været i kirken. Det er en fin gudstjeneste med det meste af en fuld højmesse (minus nadver) og med mange salmer. Det er også dejligt igen at høre Irina spille og vores kirkesanger Pia synge. Det har jeg også savnet. Irina spiller ovenikøbet mit yndlingspræludium i Es-dur af Bach som præludium. Også lyden er meget fin hele vejen igennem. Det er et tidligere medlem af menighedsrådet, der selv har tilbudt at komme og stille udstyr til rådighed og stå for optagelserne. Vi er meget taknemmelige for denne hjælp.

Jeg læser altid teologi ud over det, der er nødvendigt for at skrive prædikener og taler, men her i påskedagene og med aflyste gudstjenester har der selvfølgelig været mere tid til at læse. I sidste uge fik jeg afsluttet læsningen af en 450 siders monografi af Steven Westerholm om Paulustolkningerne i det 20. århundrede, ligesom jeg fik læst Bent Flemming Nielsens spritnye bog om højmessen, der udkom forrige fredag. Nu er jeg gået i gang med artiklerne i festskriftet til samme Bent Flemming Nielsen, Eftertanke og genopførelser. Og jeg får også læst skønlitteratur, i øjeblikket Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Smaragdsliberen, som jeg har haft liggende i længere tid og gemt til en tid, hvor der kunne være tid til at læse ordentligt.

Festskriftet til Bent Flemming Nielsen og hans helt nye bog om højmessen er noget af det, der er blevet tid til i studerekammeret.

2. påskedag

Der er kommet to nye vejledninger til pårørende ved bisættelser og om urnenedsættelser, og jeg ringer til min kollega Gitte, der er kirketjener, og som indtil nu har taget sig af de bisættelser, vi har holdt, hvis hun ikke skulle have set dem, og der skulle være en urne på vej til nedsættelsen allerede i morgen, uden at jeg har hørt om det. Gitte har hver gang været en vigtig støtte ved bisættelserne og har haft fuldstændig styr på det praktiske, der pludselig er kommet til at fylde så meget mere. Det er også en stor hjælp med en kollega, der hver gang tager alle ændringerne i stiv arm.

I de første små 14 dage af det ufrivillige hjemmearbejde er det rimeligt at sige, at der ikke var tid til overs. Administrationen, dvs. arbejdet med at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere de tjenester, som stadig må foretages, og den interne kommunikation herom tog helt forbløffende lang tid. Nu, hvor der efter nogle uger er faldet mere ro på, så tager de desværre ganske få tjenester, at få lavet de nødvendige aftaler i forbindelse hermed og enkelte andre samtaler naturligvis mindre tid end en normal arbejdsuge.

Jeg glæder mig meget til, at tiden ikke længere er gået af hængsel og vi ikke skal nøjes med online-gudstjenester, Skype- og Zoommøder, men kan mødes i virkeligheden igen.

Alteret i Ganløse Kirke - som det ser ud lige ud i disse uger, hvor det ikke er dækket til højmesse.