Helsingør Stift i en coronatid

Fem dage med hospitalspræsten

Tekst og foto: Anne Boye, hospitalspræst på Nordsjællands Hospital

Anne Boye er en af de eneste hospitalspræster i landet, der har fået adgang til en afdeling med coronapatienter. Hun fortæller om fremmedgjorte samtaler iført beskyttelsesudstyr fra top til tå og om rystede og ramte patienter, der finder trøst ved et fadervor. Og så er hun selv blevet en strammer, når det gælder åbning af kirkerne.

Mandag den 20. april

Jeg skal på besøg hjemme hos enken efter en mand, jeg har begravet. En del af min tid efter COVID-19´s indmarch er gået med at besøge folk og gå ture, især nu, hvor jeg efter en negativ COVID-19-test omsider kan byde ind med mig selv i al min legemlighed og ikke blot online. Den daglige gang på hospitalet er reduceret til besøg hos dem, der ringer og beder om en individuel samtale, og jeg har det bedst med at bestille noget, så alternativet er også godt. I dag bliver gåturen kun til en kort rundvisning, bentøjet vil ikke rigtig i dag, får jeg forklaret. Flotte stude. En helt fantastisk hane. Tre trivelige høns. Det er dejligt at være på landet.

Efter tre timers tæt samtale kører jeg hjem igen. Der er tikket besked ind på min telefonsvarer. Det er fra hospitalet. En tidligere COVID-19-patient vil gerne tale med mig. Sygeplejersken og jeg aftaler i morgen kl. 14. Jeg skal nemlig drikke kaffe igen i morgen formiddag med en anden.

Der er dejligt ude på landet.

Tirsdag den 21. april

Jeg kører ned i byen til en ny kaffeaftale. Min vært har taget køkkenet med udenfor, for så skal vi ikke tænke på alt det med corona, som han siger. Midt i snakken ringer telefonen.

Det er hospitalet, så der er ingen vej uden om. Akut, siges der i den anden ende. Intensiv, ikke så langt igen, vi taler timer… Jeg siger farvel og undskyld! Det er aldrig optimalt at tage af sted på denne facon, men vi aftaler i morgen, samme tid, samme sted.

Hospitalet har i disse dage langt bedre mulighed for at tilbyde en ledig p-plads. Der er ikke så mange på hospitalet som før.

Kategorierne har ændret sig – når vi nu siger før, ved alle, hvad det refererer til. Før og efter gør hele forskellen, og for mig er der et tilsvarende skel mellem udenfor hospitalet og indenfor. På hospitalet skal jeg være endnu mere opmærksom på at spritte af og holde afstand. Ikke fordi det er noget, jeg glemmer, så snart jeg forlader hospitalet, men det er særlig vigtigt, at vi, der er personale, foregår med et ekstra godt eksempel indenfor. Det giver tryghed for patienter og pårørende udenfor. 

Ved alle indgange er der nu vagter. Kun mænd. De er sådan nogen store gutter, der kunne være dørmænd i weekenderne nede i byen, dengang der var et natteliv. Men de er jo selvfølgelig også ledige nu. Intet natteliv – ingen dørmænd.

Ingen må komme ind. Er man døende, kan der komme to pårørende – men kun to, og det skal være aftalt med den pågældende afdeling først. Vi andre har vores skilt. Jeg holder det frem foran mig som en anden VIP, og vagten nikker. 
Det må være frygteligt at ligge syg i sin seng og ikke kunne få besøg af dem, der betyder alt. Ikke godt for psyken. De yngre fortæller mig, at de kan facetime og tale i telefon, men det er ikke det samme som fysisk nærvær. De gamle må helt undvære. Det er virkeligheden herinde. Det glemmer de raske udenfor.

Jeg tager trapperne. Har fået af vide af en sygeplejerske, at elevatorer ikke er det bedste. Mange fingre, mange mennesker, meget udånding. Personalet skal helst tage trappen, så det gør jeg selvfølgelig.

Intensivafdelingen, som jeg skal på, er selvfølgelig også lukket for besøg. Og her er det endnu sværere komme ind. 
Her ligger der patienter med COVID-19, og der er spæret af med en masse blå plastikvægge. Skilte siger STOP! Isolationsafsnit. Smittefare. Kun adgang for personale. Patienten, jeg skal ind til, er ikke smittet, men har brug for en intensivmaskine, så jeg kan nøjes med at tage handsker og mundbind på. Det er super upraktisk. Især mundbindet, der hele tiden vil glide ned over næsen – men det skal vise sig at blive endnu værre senere på dagen, hvor jeg vil længes efter mundbindet. 
Efter samtalen spritter jeg igen grundigt af. Der ligger igen en besked på min telefonsvarer. Endnu to samtaler venter.

En COVID-19-patient har ligget 14 dage i respirator, men er flyttet til lungemedicinsk afdeling. Nu er han mat. Træt. Skrøbelig. Var i fin form inden. Cyklede, løb og var sund og rask. Et selvbillede er krakeleret. Hvem er det man ser, når man ser sig selv i spejlet? Prioriteringer tages op til fornyet overvejelse. Skal livet leves på en anden vis?

Klokken nærmer sig 15.30 og jeg skal til den sidste patient. Vedkommende er smittet med COVID-19 og ligger på den anden – ikke intensive – specialafdeling. Den uden respiratorer.

Så er det på med alle værnemidler. Af med jakke, skilt, cardigan og taske. Ind på et kontor med det. Så ind i det nybyggede og noget interimistiske omklædningsrum. Først på med en lyseblå overtræksjakke. Så gummihandsker, der endelig skal ovenpå overtræksjakkens ærmer. Binde, ase og mase. Brillerne dugger allerede, og hænderne sveder inden under gummiet sammen med håndspritten. Dernæst et fuldvisir, for jeg bruger briller og skal jo beholde dem på. Plastikken på visiret når til under hagen, og nu kan jeg ikke nøjes med mundbindet, men skal have et mundvisir på. Det ligner en lille gasmaske i meget hårdt tykt pap og er så tæt, at det føles, som jeg selv har vejrtrækningsbesvær. Så er jeg klar og kan komme ind til patienten.

Jeg længes tilbage til mundbindet. STOR respekt for personalet, der skal have det her på i mere end syv timer i træk og ikke bare som jeg kan sidde ned og tale. De skal arbejde i det, og jeg tænker at de må kunne vrides, inden de går hjem.

Min stemme lyder, som om den kommer fra et ukendt sted, da jeg åbner døren og går ind og præsenterer mig. Brillerne dugger vedvarende, og jeg føler mig så fremmedgjort, både overfor mig selv og patienten, som det vel næsten er muligt. Hvis vi skal tale sammen igen uden alt udstyret, vil patienten slet ikke kunne genkende mig. Det er en trist samtale. Patienten er meget ked af det og græder meget. Ægtefællen er også smittet og ligger på intensiv. Lorte sygdom!

Efter samtalen skal det hele af igen. Det foregår i den anden ende af afsnittet. Stykke for stykke tager jeg værnemidlerne af og spritter af hver gang. Det tager sin tid.

Jeg er træt. Træt af at smile med øjnene. Træt af afstand. Men velsignelsen har nu lydt over alle tre patienter i dag og fadervor er bedt sammen med dem alle. Salme 123 læst og et stykke fra Romerbrevet. Det, patienterne havde på hjerte, er nu delt med et levende menneske. Som sygeplejerskerne siger, det er godt at tale med en, der ikke har noget med sygdom at gøre, og som ser det hele lidt fra en anden synsvinkel.

Fælles for coronapatienterne er udmattelse. De er rørt, ramt og rystet og har svært ved at forstå, hvorfor netop de er blevet så syge. De skal også alle have ilt med sig, når de tøffer afsted med gangvognen. Det taget tid at komme sig. Lang tid. Mange har tabt sig mellem 10-15 kilo.

Jeg kører hjem. Nu vil jeg ikke mere sygdom i dag. Tjekker og besvarer mails og div. medier.

Der er heldigvis ”Tungt vand” på DR-appen, og på Bookmate får jeg hørt ”Stoner”. Den er fantastisk!

 

Kun adgang for personale - og hospitalspræster.

Onsdag den 22. april

Jeg nyder morgenkaffen på min bænk i haven, mens jeg læser nyheder.

Jeg forstår godt de mennesker, der er ved at gå til af at være inde i deres lejlighed og bare ud i det gode vejr, også selv om de kommer til at gå lidt for tæt og glemmer at spritte af, fordi de sidder og hygger med vennerne på plænen med et glas rosé. Vi, der har hus og have, kan jo sagtens. Nogle siger også, at vi bare alle skal smittes, så vi kan opnå flokimmunitet. Men det er lige kækt nok at tro, at man bare kan holde til en omgang Corona. Jeg ønsker ikke svenske tilstande. Kan vi holde antallet af smittede nede, er der overskud og kræfter til at tage os af de meget syge – og jeg har jo set, hvor syge de er,

Jeg kan også godt forstå de af mine kollegaer, der gerne vil i gang igen. Kirken står tom, evangeliet gen-lyder ikke inden for murene, og det trækker i dem. De vil det jo kun godt for den menighed der sidder hjemme og savner nærhed, nærvær og fællesskab. Men jeg er også bekymret, for jeg ser hvor hurtigt folk glemmer og hvor tæt vi uforvarende kommer til at være på hinanden. To meter til alle sider – det er langt! Og det overholdes ikke.

Jeg forstår også godt dem, der synes at erhvervslivet ikke kan tåle mere. Økonomien bløder, og vi skal i gang igen. Vi kan jo ikke være spæret inde det næste år eller mere, indtil der kommer en vaccine.

Men jeg ser også hvordan folk har det, indenfor i sengene. Og det har jeg ikke lyst til at prøve selv, eller se mine kære blive udsat for det samme. Og jeg orker slet ikke, hvis vi pga. sløseri og dårlig omgang med afstand og sprit må igennem en stramning og yderligere skærpelser i stedet for langsom åbning. Der er simpelthen for mange pseudoeksperter.

Jeg er også bekymret over, hvordan folk vil se på hinanden, når vi engang er på den anden side. 
Var du den, der var skyld i, at smitten bredte sig? Tog du for let på advarslerne og sagde pjat, vi må i gang igen.

Eller var du den overforsigtige, der hysterisk blev hjemme og forseglede indgangen til hoveddøren med håndsprit og var skyld i, at masser af virksomheder gik konkurs, fordi du ikke købte andet end gær, wc-papir og fødevarer?

Selv er jeg nok til den stramme side, men vi må have tolerance, forståelse og overbærenhed fra begge sider, og acceptere at vi ser forskelligt på dette her. Ikke pege fingre og dunke hinanden oven i hovedet.

Taler i telefon med mine forældre og to af mine veninder. På mandag, aftaler vi. Gin og tonic. Grill og hygge. Min søn og jeg griller bøffer og laver mad sammen. Vejret er intet mindre end fantastisk. 

Hvor er det skørt, at det hele er så dejligt og samtidig så kaotisk.

Der sprittes og sprittes.

Torsdag den 23. april

Dagen begynder med en telefonsamtale om corona og dens genvordigheder og et sundhedssystem, der indimellem kan være svært at bakse med. Om angst og bekymring. Uvished er for mange af os en rigtig dårlig legekammerat.

Så af sted til hospitalet. Patienten er klar. Vi hilser med hånden lagt symbolsk på hjertet og taler sammen i en god times tid om noget meget personligt. Ret forfærdeligt, faktisk. Fadervor og velsignelse gør som altid godt, ser jeg.

Roen, taknemmeligheden, nåden og velsignelsen. Hvor ofte har jeg ikke set de gode og forløsende tårer, der kommer, så snart samtalen falder på de himmelske magter. Gud kan forløse så meget i menneskers hjerter. Hans kraft og nåde kommer vi aldrig til at fatte med vores forstand, men jeg tror hjertet forstår.

I psykiatrien er det lidt anderledes. I dag har jeg en samtale på akutmodtagelsen. Samtalen svinger mellem bekymringer om helt almindelig ting og sager til halvt grandiose og helt urealistiske selvforestillinger om almagt og ufejlbarlighed – ”Jeg kan nok godt stoppe Corona, hvis jeg anstrenger mig”, alternerende med det modsatte: følelsen af utilstrækkelighed og skam. Undervejs kommer sygeplejersken ind på stuen. Vi fortsætter samtalen alle tre. Så fint. Senere bliver jeg låst ud igen. 

Bilen bliver vasket, som jeg aftalte med mig selv, inden jeg kørte afsted. Får en over-hækken-snak med mine naboer. Vi har det ret godt sammen og har alle boet her i over 25 år.

Sol på terrassen og, indrømmet, hele to glas rosé med ”Stoker” i øret fra Bookmate, fantastisk bog.

Der passes godt på.

Fredag den 24. april

Fredag er egentlig min fridag, men hverdage og fridage flyder lidt sammen i øjeblikket. Jeg kommer på hospitalet, når de ringer, og kan mærke, at opkaldene tager til igen. I dag er der tre, der ringer. Aftaler at tage den ene i dag og får de to andre lagt til i morgen, lørdag.

Der kommer mail fra hospitalet. En ansat vil gerne have en samtale. Jeg svarer, og vi finder en dag i næste uge, hvor vi kan mødes efter vedkommendes vagt. Det er ikke altid lige let at være ansat på et hospital, især med alle de restriktioner, der er i forhold til besøgende. Patienterne bliver dårligere, når de skal undvære dem, de holder allermest af. Jeg tænker vi bliver mere opmærksomme på værdien af de pårørende, nu hvor der kommer så få af dem på hospitalet.

Efter besøget hos patienten på hospitalet er klokken blevet 14.30. DMI lover vejrskifte i næste uge. Mere regn. Vi trænger. Haven trænger.

Nu vil jeg til gengæld skynde mig ud og nyde lidt af solens stråler og få noget mere ”Stoner” i ørerne og kaffe i koppen. Det er trods alt min fridag.

Og hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

Indimellem besøg på hospitalet er der også mails, der skal passes.