Dansen, der giver krop til ordet

REPORTAGE: I Alsønderup Kirke ved Hillerød danser menigheden sig til erkendelsen af evangeliet. Det giver ro i sindet at få kroppen med, mener præsten bag dansegudstjenesterne.

Den lille cirkel af dansende bøjer sig ned for at samle det op, de har brug for, og strækker hænderne op mod himlen. De gentager den udadvendte bevægelse en tid, men så er det tid til at trække sig tilbage og give slip på det, man må give slip på. Hænderne føres skærmende ned foran kroppen og slipper ned mod gulvet. Imens spiller organisten Albinonis Adagio på orglet.

Præsten Anja Worsøe Reiff har netop læst det lille stykke fra Matthæusevangeliet om forklarelsen på bjerget, hvor Peter fuld af lykke tilbyder at bygge en hytte til Jesus, Moses og Elias, så de alle sammen kan blive i det helt vidunderlige lys. ”Men det går ikke,” siger hun. ”Vi kan ikke hente glæde og lys, hvis ikke vi også tør stå i sorgen og mørket,” og det er denne erkendelse, der danses ind.

Vi er til dansegudstjeneste i Alsønderup Kirke en onsdag aften. Først øves de seks enkle danse; så spiser deltagerne sammen. Og til sidst går de over i kirken ved siden af og holder gudstjeneste.

Det mest overraskende er, hvor klassisk sådan en dansegudstjeneste kan føles. Grundelementerne er helt genkendelige: Der er både kollekt, evangelietekst, nadver, velsignelse og fadervor; der er klassiske og moderne salmer og stor orgelmusik.

Men mens kroppen i højmessen som regel er placeret tungt på kirkebænken, er den i centrum i dansegudstjenesten. Evangelieteksten bliver læst op i små bidder, som præsten udlægger med en sætning eller to, og efter hvert stykke danser den lille menighed en cirkeldans, der tematiserer teksten. Kroppen får lov at mærke dagen og natten, det udadvendte og indadvendte, skabelsen og det guddommelige lys, der giver energi at gå ud i verden med.

I nadverdansen Kalken trækkes Far, Søn og Helligånd fra himlen og ned til hjertet med en treenighedstrekant formet af hænderne, der forvandles til et lille nadverbæger, der hældes ud i et stort fælles bæger. Bagefter går brød og vin rundt mellem deltagerne. ”Jesus Kristus har nu givet dig liv af sit liv,” siger Anja Worsøe Reiff, og deltagerne står sammen og vugger, mens organisten spiller stille et par minutter.

Anja Worsøe Reiff har selv danset cirkeldans i 15-16 år, og i de sidste par år er hun begyndt at bruge danseformen i sine gudstjenester.

”For mig er det befriende med en anden tilgang til evangeliet end den verbale,” siger hun. ”Vi har det med at forklare alting ihjel. Men vi har brug for at lade teksterne sive ind i os og synke til bunds. Det giver en helt særlig ro, når man erfarer med kroppen og sanserne i stedet for altid kun med hovedet. Så kan man slippe den uendelige jappejap, der har det med at køre i hovederne på os. Det er en bøn i bevægelse, der går bag om alle ordene.”

Hun tror, at tiden er inde til en mere kropslig og meditativ tilgang til gudstjenesten. ”Da jeg startede med cirkeldans, synes folk, det var noget mærkelig noget. Nu oplever jeg en anden lydhørhed. Folk kan mærke, de har brug for den meditative ro, cirkeldansen giver.”

Lisbeth Silver er kommet helt fra København for at deltage i dansegudstjenesten. Hun holder også meget af den klassiske højmesse, men dansegudstjenesten kan noget særligt, synes hun. ”Jeg har det nok lidt ligesom min kat – jeg har brug for kropslig nærhed og glæde, og det får jeg gennem cirkeldansen. Og så skaber bevægelsen en bestemt indlevelse i teksterne. For mig er det en stor æstetisk og poetisk oplevelse.”