Coronatristheden skal ikke få magt over os

Kære præster, menighedsråd og ansatte i Helsingør Stift.

Et mærkeligt år er ved at gå på held. ”Mærkeligt” kan betyde flere ting. Det kan betyde bemærkelsesværdigt. Men det kan også betyde underligt. 2020 blev vel så lidt af begge dele. Måske allermeste det sidste: det blev et underligt år. Et år så helt anderledes end vi havde troet, da rådhusklokkerne ringede året ind nytårsnat. Dronningen nævnte i sin nytårstale alle de mærkedage, der ventede os i 2020. Men stort set intet blev, som vi havde ventet. Kalenderen var godt fyldt op med gudstjenester og foredrag, rejser og møder i det år, som er mit sidste som biskop i dette dejlige stift.

Planerne for en sidste rundtur i stiftet var på plads.

Men så kom Coronanedlukningen før påske, og alt skulle ny- og gentænkes. Præster, menighedsråd og ansatte måtte tænke nyt og anderledes. Hvordan holde gudstjeneste og møde mennesker under restriktive forhold? Det blev ymtet noget om, at biskopperne var lidt for følgagtige i forhold til de ministerielle restriktioner. Men hvem ville vove at arrangere én eneste gudstjeneste, én eneste kirkelig handling, ét eneste sognemøde med risiko for, at en superspreder uforvarende kunne være til stede? Med alle de rædselsfulde ting, som ville følge? Ganske særligt var det for os alle slemt at skulle fejre påske uden at kunne mødes til påskens gudstjenester på sædvanlig vis. Vi håber og beder til, at en lignende situation aldrig igen må indfinde sig.

Heldigvis viste det sig, at kreativiteten ude i sognene var stor. Kirkens diakoni, sjælesorg, undervisning og gudstjenesteliv blev genovervejet og mange ansvarlige tiltag fandt vej. Det er med dyb taknemmelighed, jeg igen fik lov til at opleve, hvor ansvarlige og engagerede sognene er, og hvor stor fantasi, der udfoldede sig. Tænke sig, at få lov til at arbejde i en sammenhæng, hvor medarbejderne er båret af en sådan kærlighed og iver efter, at alt skal ske på bedste måde, selv om katastrofen ligger lige for døren.

Da vi så småt fik lov til at lukke op igen efter den første bølge, var glæden stor. Men glæden varede desværre alt for kort. Nu stiger smitten igen, og landet må leve med nye begrænsninger. I skrivende stund, begyndelsen af november, er mangt og meget uafklaret, her hvor vi står over for nye udfordringer.

Personligt havde jeg glædet mig til afskedsgudstjenesten den 14. november kl. 11 i domkirken. Jeg havde i ånden set frem til at være sammen kirkefolk fra hele stiftet i et fyldt kirkerum med salmesangen rungende under hvælvinger og orglets dybe toner. Realiteten vil være, at gudstjenesten nu må blive med stærkt begrænset deltagerantal. Med mundbind og uden altergang og fællessang. Jo, det er trist, det er ikke noget, nogen havde set komme eller ønsket.

Men vi skal ikke klage, heller ikke når vi oplever at støde mod de hårde grænser og begrænsninger, som tiden stiller os over for. Coronatristheden skal ikke få magt over os. Dertil har vi for meget at takke for og glæde os over. Evangeliets lys slukkes ikke, heller ikke selv om vi for en tid føler, at mørket fylder alt for meget.

Jeg tænker i denne tid ofte på min forgænger i embedet, biskop Johannes Johansen, som skrev en uforlignelig adventssalme, som jeg vil slutte med at citere versene 1 og 4 fra:

Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,

for natten om advent er tærende lang.
Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,
mod solopgangs-timen med fuglenes sang,
thi Herren har svoret
at komme i Ordet
med styrke, med almagt i Ånden til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.

Vor Gud skal vi tjene med fryd alle dage,

for uden al frygt skal hans åsyn vi se.
Han leder vor fod ad den vej, vi skal drage
til freden, der heler vort suk og vor ve.
Gud selv ihukommer
som frelser og dommer
den pagt, der ej rokkes af ny eller næde,
den nærer vort håb, og den bærer vor glæde.

DDS 89,v.1+4