Nyheder
Nyheder

Coronajul: Lyt til dit bankende hjerte 

Rikke Pedersen, sognepræst i Gurre og Tikøb, er ramt af corona og af tristhed. Hun må se gennem ruden over til kirken, hvor hun ikke kan holde sin juleprædiken. Og mærke julesorgen og juleglæden. 

Præst Rikke Pedersen ved vinduet i sin præstegård

Rikke Pedersen i præstegården med udsigt til Tikøb Kirke. (foto: Sille Arendt)

Af Rikke Pedersen, sognepræst i Gurre og Tikøb Kirker

Nu sner det, nu sner det, jeg ligger her og ser det. Sådan begynder en gammel børnesang, der handler om at være fanget inden døre med en forkølelse, mens alle de andre børn leger ude i sneen, og så lige når forkølelsen er ved at være slut, så tør det.  

Jeg kom til at tænke på børnesangen, da jeg i dag gik rundt og følte mig noget selvmedlidende med min coronasnue og deraf følgende sygemelding til årets julegudstjenester. Men min positivtest var ikke det første skår i juleglæden. For de små landsbyer, hvor jeg er præst, har været hårdt ramt igennem de seneste mange uger, og både børneklub, skoleklasserne, børnehave og vuggestue har måtte bide aflysninger i sig IGEN i år. Julehumøret har haft trange kår.  

Så vi har jo indstillet os, ligesom resten af landet, på at julen IGEN i år bliver lidt anderledes, også jeg, og jeg er jo bestemt ikke ene om at være mere eller mindre afskåret fra omverden i de hyggelige og traditionsrige juledage. Og følelsen af at sidde inde og kigge ud på alle de andre i sneen er da irriterende, men er også til at leve med, ikke mindst når jeg tænker på alle de kommende juleaftensgudstjenester, jeg nok skal komme til at dele med menighederne her i de små landsbyer. 

Men der er også noget andet; en dybere følelse, som er lidt sværere at sætte finger på og også sværere at ryste af sig. 

Afmagt? Tristhed? Sorg? 

For verden, hverdagen, har været i en form for undtagelsestilstand i omkring to år nu, og i et mørkt øjeblik kan man begynde at tvivle på, om tingene nogensinde igen kommer til at ligne det, der før var normalt.  

Og så husker jeg, at julen er hjerternes fest, og at det betyder, at jeg ikke kan tvinge mig selv til at komme i julestemning – hjertet vil, hvad det vil, og i år vil mit hjerte være lidt trist, i hvert fald lige i dette nu, og det får det lov til, for hvor ofte er det ellers, at vi tager os tid og rum til at lytte til den lille stædige muskel? Men i julen kan vi slet ikke lade være, for julen er både gammel og ny, og i juletiden er det så tydeligt, alt det vi har mistet undervejs i vores små menneskeliv, og i juletiden er det så tydeligt, alt det smukke vi har fået i dette liv. I juletiden er det så tydeligt, at vi har brug for varme menneskearme i vores liv, der vil os det bedste, og i juletiden er det så nemt med gode intentioner at komme til at tage over og gøre godt for nogen, der hellere ville have haft det på en anden måde. Og i julen er det så let at komme til at føle sig helt alene i verden. Ja, julen er fuld af modstridende følelser, glæde, sorg, forventning, skuffelse, juleglæde, julehumør. Også julen i tiden, hvor en virus laver om på mangt og meget.

For julen er så fyldt af alt det gamle, der altid burde være sådan og aldrig skal forandre sig, og julen er så fyldt af alt det nye, som i årets løb har bragt os glæde eller sorg, overrasket os og mindet os om, at alting kan være på helt andre måder. Og i år er juletiden så også og IGEN fyldt med mundbind og coronapas, håndsprit og to meters afstand, og begræns jer nu, og se ikke så mange, og behold masken på. 

Men selvom jeg har maske på i år, vil jeg lade mit hjerte være frit og lade det trille en tåre og råbe frustreret, så sneen rasler af træernes blade, og jeg vil lukke julen ind, helt ind i hjertekulen, hvor den hører hjemme, med den velkendte fortælling om kærlighed og stjerner på en sort baggrund, duft af halm og dampende dyr. Fortællingen om dengang livet kom til verden. 

For det er uinspirerende at sidde her bag ruden og kigge over på den juleoplyste kirke og vide, at jeg ikke er velkommen i år, fordi jeg er forkølet (med en lumsk virus). Men julens budskab når også herind bag det kolde vinduesglas, og den del af julen er gammel, og den del af julen er altid ny, evangeliet. Juleevangeliet, der rækker ud efter selv det mest ensomme hjerte og minder os om, at Guds kærlighed viser sig som en mor, der bærer sit barn i maven, og juleevangeliet viser os, at barnet bliver holdt i varme menneskearme, Guds søn bliver båret i varme menneskearme og minder os om, at vi aldrig er foruden. Aldrig foruden den kærlighed, der kom til jorden julenat, som liv, som en vrælende unge, som en kongesøn, som himmelkongen.  

Og stjernen lyste, og stalden var varm, og udenfor ligger sneen i en tynd dyne, og hvis jeg ånder på ruden, kan jeg tegne et hjerte. Julen er hjerternes fest. Lad også i år julesorgen slukkes, og julefreden brede sig i de fyldte som i de halvtomme stuer og trøste og glæde alle de bankende hjerter.   

Glædelig og velsignet jul til gammel og til ny.