Større sognebevidsthed eller nationalt kirkeråd?

Af Malene Bjerre

”Hvad f*ck er et sogn?” spurgte nogle gymnasieelever på plakater, da de blev sendt hjem til onlineundervisning under coronaen. De gamle sognegrænser fik helt uventet ny betydning og var pludselig afgørende for, om eleverne kunne få lov at gå i skole eller skulle sidde bag computeren derhjemme.

Men hvad f*ck er så et sogn, når det handler om kirkens virkelighed – og ikke mindst, når hele samfundet står midt i en krise som coronaepidemien? Var sognet nu en selvstyrende enhed, der kunne forholde sig selvstændigt til råd fra biskopperne, eller har coronakrisen vist, at tiden er inde til at få et formaliseret centralt magtorgan på nationalt niveau?

For hvem var det overhovedet, der kunne tage beslutningerne? Menighedsrådene eller præsterne? Biskopperne eller kirkeministeren? Ja, hvem bestemmer i folkekirken? Det var Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk, og Kirsten Jørgensen, provst på Frederiksberg, inviteret til Dyssegård Kirke at komme og give deres bud på. Det er i Dyssegård, de såkaldte stiftssamtaler finder sted - brede samtaler mellem præster og lægfolk om stiftets og folkekirkens liv.

Appetitten på regler blev en dårlig vane

Første oplægsholder var Kåre Gade. Der var egentlig nok at forholde sig kritisk til i kirken under coronakrisen, mente han og slog ned på fire kerneområder: kommunikation, digitalisering, retningslinjer og ledelse.

De digitale gudstjenester kom til at handle om præsten i stedet for menigheden, sognene kunne pludselig ikke få nok af retningslinjer, hvilket har fået mange til at efterspørge en centraliseret ledelse, og kommunikationen var tilfældig. For hvem er kirkens talperson i en organisation?

”Ja, det er den, der tager telefonen og dermed får magt og mulighed for at sætte dagsordenen,” sagde han. Landsforeningen af Menighedsråd var flittige til at tage telefonen under coronakrisen, mens biskopperne og endda kirkeministeren holdt sig tilbage. Og mens folkekirken i skåltaler hylder sin flade struktur og det velordnede anarki, så var det noget helt andet, der efterlystes under coronakrisen: detailregulering, grænser og retningslinjer.

”Aldrig har appetitten på hierarki og regelstyring være større,” sagde Kåre Gade. ”Men det kan nu også blive en dårlig vane, der hænger ved. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at gøre netop coronatidens udfordringer til skabelon for en ny indretning af folkekirken. Coronakrisen er bare et spejl, som enhver kan holde op foran sine egne synspunkter og se dem bekræftet i.”

Usynlig og tilfældig magt

Kirsten Jørgensen var mere indstillet på at tage styringsforholdene op til revision oven på erfaringerne fra coronaperioden. ”Jeg ved ikke om coronaen var et spejl. Måske var den i virkeligheden en lup, der forstørrede de problemer, der var i forvejen,” sagde hun. ”Hvis ingen ved hvem der har beslutningsmagten, så er den hele tiden til forhandling. Og så bruger vi al tiden på at forhandle i stedet for at tage gode beslutninger.”

I folkekirken er der ikke et demokratisk valgt organ på nationalt niveau. Derfor befandt kirken sig i et spændingsfelt mellem en centraliseret styring fra toppen, der i dette tilfælde ikke engang var Kirkeministeriet men Statsministeriet, og så sognene, der skulle manøvrere i rådgivning fremfor klare fælles regler. I det spil bliver magten usynlig og tilfældig, og det kommer det ikke noget godt ud af, mente Kirsten Jørgensen.

Hun sammenlignede styringsforholdene i kirken med forholdet mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig, som de kommer til udtryk i Bille Augusts film ’Pagten’. Den unge Bjørnvig skal nemlig helst gøre det, Blixen siger, men ikke fordi hun siger det. Han skal gøre det, fordi han selv vil.

”Men jeg er af den overbevisning, at magt har bedst af at blive placeret i demokratiske organer, hvor vi kan se den og styre den, hvor den kan legitimeres, kritiseres og omstyrtes. Hvis vi skal have en folkekirke, hvor vi fremover bruger mindre tid på at tale om, hvem der har magten til at gøre hvad, og i stedet for begynder at koncentrere os om at få tingene gjort, så skal vi have et Folkekirkeråd eller et Folkekirkens Fællesudvalg,” konkluderede hun.

Måske spiller folkesjælen en rolle?

Så var det tid til diskussion med de fremmødte. Der var forslag om større grad af sognebevidsthed for ikke at sige civil ulydighed. En menighedsrådsformand fortalte om, hvor usynlig og overflødig hun havde følt sig under nedlukningen. ”Jeg forstår ikke, at en institution, der gør sig til at folkekirken tilhører os på gulvet, slet ikke ønskede at lytte til os.”

Diskussionen gik frem og tilbage i spørgsmålet om, hvorvidt et kirkeråd er en god ide. En præst mente, at magten ikke sådan lader sig dirigere rundt med ved at oprette et nyt råd. ”Måske spiller folkesjælen en rolle for, hvor magten flytter ind, og hvor den bliver hængende eller lusker væk igen,” foreslog hun. ”Er der egentlig kvalificerede folk til at sidde i endnu et rådslag, har vi ikke problemer nok med at rekruttere i forvejen?” spurgte en anden.

Og hvorfor egentlig ikke bare overlade al magten til selvstyrende sogn? ”Det er let at gå ind for stærke sogn, og jeg mener også, der er meget, der ligger bedst i sognet,” sagde Kirsten Jørgensen. ”Men alt det sognene ikke selv kan, fx arbejdet med unge og med minoritetsdanskere, det skal vi løfte i fællesskab på et højere niveau. Og coronakrisen viste, at der også er brug for at have et nationalt niveau.”

Kåre Gade var uenig. ”Jeg er ikke sogne-, men menighedsfundamentalist,” erklærede han. ”Der er fyldt med initiativ i kirkerne; jeg tror det er farligt at give for meget magt opad. Det risikerer at slukke gnisten i det lokale kirkeliv.”

”Ja, færdige med spørgsmålet bliver vi ikke,” afsluttede en af arrangørerne. ”Men samtalen fortsætter.” Og det gør den fælles samtale i stiftet helt konkret. Næste stiftssamtale har emnet ”Hvem er vi – og hvem kunne vi være?” og finder sted den 2. november. Oplægsholdere bliver Karen Marie Leth-Nissen, projektmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og Peter Lodberg, professor på Systematisk Teologi i Aarhus.