Præsteklumme: Stiftskonvent med kollegialitet og kolossalt velvære

Af Anders Gadegaard, sognepræst Stenløse-Veksø

Biskoppen åbnede årets stiftspræstestævne den 16.-18. juni med dåben som tema i en stuvende fuld foredragssal på Grundtvigs Højskole i Hillerød med en tak til planlægningsgruppen, hvorefter alle klappede højlydt. 

Det har jeg aldrig prøvet før – og jeg har godt nok været til mange stiftspræstestævner igennem mine 40 år som præst i Københavns stift og nu 2-3 år i Helsingør.

Jeg tænkte straks: ”Sig mig, er kollegialiteten i fremmarch her i stiftet?”

Tidligere ville man med en vis portion skepsis afvente, hvordan kurset udfoldede sig, inden man på sidstedagen ville overveje at give arrangørerne et bifald. Men nu er den kollegiale tillid tilsyneladende vokset så meget, at man tør takke kollegerne for indsatsen på forhånd.

Denne måske ubetydelige registrering kan fint stå som overskrift for de to døgn, cirka 150 præster tilbragte sammen i det skønneste sommervejr.

For naturligvis var vi alle optaget af at drøfte kursets faglige indhold i anledning af Dåbskommissionens forslag til nye dåbsritualer, men det bærende og livgivende i disse to døgn er – i hvert fald for mig – glæden ved at være sammen med kolleger, opdage nye sider hos hinanden, more sig og udveksle teologiske synspunkter indhyllet i venlighed og velvære.

Der blev lagt hårdt ud med en knastør oplæsning af et voldsomt akademisk foredrag om Augustins arvesyndslære som en nødvendig forudforståelse for frelsen i dåben. 

Ikke at synspunktet fejler noget, tværtimod. Hvis man vil forstå den totale frisættelse i dåben, må man også erkende, at skylden er total, og det fordrer en arvesyndslære. Så vidt, så godt. Herfra blev alting meget lettere at tilegne sig i løbet af kurset.

For mit vedkommende var de tre største oplevelser af kunstnerisk dramatisk karakter.

Dels forfatteren (og præstesønnen) Peder Frederik Jensen, som i et medrivende sprog genfortalte dele af sin roman fra forrige år Rans vilje om enspænderen, der kommer til sig selv (og til andre) gennem erfaringer med vand. I den forstand relevant i forhold til en dåbsteologi.

Dels kursets absolutte højdepunkt, som faldt den sidste formiddag efter en herlig dansefest aftenen før til levende musik med kvindebandet MeJane, som varede til langt ind i sommernatten.

Dér sad vi næste formiddag med lidt hangover og beredte os på at lytte til skuespiller og teaterdirektør Jens Albinus (ligeledes præstesøn), som skulle gøre rede for sit syn på forholdet mellem kirken og teatret, og tænkte: ”Hvad har det lige med dåbsteologi at gøre?”

Og så tryllebandt han os i en time med sin fuldstændig betagende indlevelse og personliggørelse af emnet, eftersom han lige fra barnsben var draget af at bevæge sig fra præstegården til det lille teaterlokale i Åbenrå, og lige siden har været optaget af kirkens og teatrets relation.

Ifølge Albinus repræsenterer kirken det apollinske og teatret det dionysiske. Det apollinske er myten i sin renhed, der storslået lyser på os, og som vi tilegner os i troen og tilliden til ritualernes virkning. Det dionysiske gengiver også mytisk stof, men altid i en kritisk bearbejdelse. Her hersker tvivlen frem for troen. Begge steder er det menneskelivet og vores vilkår, der er på spil, men på to meget forskellige måder.

Det ene sted (kirken) for at skabe mod og håb gennem tro, det andet sted (teatret) for at skabe tvivl gennem kritisk belysning. Begge dele er uundværlige, forklarede Albinus.

Man kommer ikke til lyset uden gennem mørket (eller gennem død til nyt liv for at tale dåbssprog), og de menneskelige dybder af fortvivlelse, begær og lidenskab kan ikke udfoldes uden også at have blikket rettet mod det ophøjede, storslåede, sande.

Dåben fastholder denne dobbelthed: storslået genfødelse til et levende håb og syndens fortsatte hærgen i os. Dette forklarede (i ordets egentlige forstand) Jens Albinus os med talekunst og kropslige udtryk, så hele salen svingede mellem at græde og grine i hele den time, ’foredraget’ varede.

Albinus sluttede med at gennemspille sit seneste møde med dåben. Han er græsk gift, og de var til familiedåb i den græske ortodokse kirke, hvor præsten smøgede ærmerne op, tog den lille og kontant neddykkede barnet tre gange i det store kar, alt imens familien skræmt og larmende stod ved siden af og sagde eller råbte til hinanden: ”Går det nu godt, det er jo helt vildt, det er også synd for barnet, vi gør det aldrig mere!”

Men jo, de gør det igen og igen, for initieringen, det livgivende ritual gennem død til nyt liv, skal til!

Sådan har såmænd også rigtig mange danskere det med dåben, måske knapt så dramatisk udtrykt, men de tænker også ofte efter en dåb i folkekirken: ”Mon vi vil det her igen?” Men det vil de, for barnedåben er og bliver et stærkt ritual, som udruster barnet til livet og giver det en særlig modstandskraft med løftet om, at Gud tager vare på det uanset, hvad der senere måtte ske.

Nåh, jo, så nævnte jeg, at der var en tredje oplevelse af kunstnerisk dramatisk karakter, som betog mig på årets stiftspræstestævne. Det var revyen. Tænk, at vi har så sjove, dygtige, frække og skarpe revykunstnere i vores kreds af præster i stiftet, det er da virkelig skønt!

Især synes jeg, at parodien på vores farverige flok af stiftskonsulenter vimsende rundt om en lettere forvirret, men altid glad, biskop, var utrolig morsom. Revyen gav rigeligt at more sig over i flere timer under samværet til festen i sommernatten, hvor kollegialiteten blomstrede, og velværet nåede kolossale højder.