Livet er skænket os som et liv, der har mening

Tikøb Kirkes 850-årsjubilæum

4. søndag efter påske 2025 (I)

Johs. 16,5-15

’I slutningen af 1100-tallet’…... Når vi siger sådan, taler vi oftest om ting, der ligger så fjernt, at det kan være svært helt at forstå og sætte sig ind i for os i dag. Men jeres kirke står så solidt og sikkert som den har gjort gennem århundrederne. Der er naturligvis foretaget ændringer undervejs, men bygningen fortæller om en historie, der rækker 850 år tilbage i tiden.  

I vores tid er vi meget optaget af bæredygtighed, ikke mindst når det gælder byggeri. Her må vi sige, at kirken gennem tiderne har forstået at bygge bæredygtigt. Kongeborge, fæstnings- og forsvarsanlæg er gennem tiderne blevet bygget, ombygget og i mange tilfælde nedbrudt, når tiderne har forandret sig og stillet nye krav. Men kirkerne har i mange tilfælde fået lov at stå – fordi de er bygget med omhu, men jo også fordi deres bæredygtighed beror på det indre. Gennem alle historiske forandringer har der været brug for kirken som det fælles samlingspunkt, som ramme om håbet i krisetider, som det sted, hvor ord og ritualer kaster lys over menneskers liv.  

Det allermest forunderlige ved en kirke som Tikøb Kirke eller andre af vores middelalderkirker er, at de er bygget som kirker og – nu 850 år senere – fortsat er kirker. Tænk engang! Det kan man ikke sige om nogen andre bygninger i vores land. Så selvom forskellen på livet dengang og i dag er enorme, så er der altså også noget, der forbinder os på tværs af tid og rum.  

Det som gennem alle årene har lydt i dette rum, er livshjælp og trøst, forkyndelse af den treenige Gud som den, der kalder os til at tro, håbe og elske. Vi er ikke overladt til os selv, til en ukendt skæbne eller til et diffust krav om at fylde vores liv med mening. Livet er skænket os som et liv, der har mening. På de allerførste sider i den bibel, der i 850 år har ligget på kirkens alter kan vi læse, at Gud er livets ophav. Gud så, at det var godt – sådan lyder det igen og igen i skabelsesberetningen som et udtryk for, at vi er sat i verden af Gud. Vi er en del af den gode skabelse, forbundet med den og forbundet med Gud.

Livet er også kamp og modstand, afsked og endelighed. Synd og død. Vi kommer for at søge mening i det meningsløse, søge oprejsning og håb, der rækker ud over det, vi kan se.  

’Når jeg går herfra, vil jeg sende Talsmanden til jer’, siger Jesus i dagens evangelium til sine disciple. Talsmanden eller Sandhedens Ånd er Guds nærvær, der fylder dem i den tid, der kommer. Helligånden skal vejlede – lede os på vejen, i det liv, der er vores.  

Hvis vi var overladt til den sandhed, vi selv kan skabe, var vi ilde stedt. Sandheder kan være ubarmhjertige. ’Jeg sagde ham et par sandheder’ – siger vi sådan, har det ikke været nogen behagelig samtale. Sandheder af den art kan kalde mindreværdsfølelse frem på et øjeblik. For slet ikke at tale om håbløsheden, der indfinder sig, når lægen mener, at patienten skal have hele sandheden at vide på en gang.  

Sandheder af den type nedbryder os og hvis vi pludselig blev grebet af en sandhedsdille og mente, at alle såkaldte sandheder skulle frem, er jeg sikker på, at det ville blive en brutal verden at leve i. Den form for sandhed ville gøre os ufri.  

Sandhedens ånd fortæller en anden sandhed. En sandhed, der kommer et helt andet sted fra og vil gøre os fri. Sandhedens ånd fortæller, at den opstandne forsat ’er tilstede i blandt os med al sin kærligheds rigdom’, som det hedder i nadverritualet. Billedet af den korsfæstede, som hænger her i kirken, skal fastholde, at vi aldrig er overladt til os selv og vores selvkonstruerede sandheder. I manden på korset viser Gud sig som den, der kender lidelse og gudsforladtheden for at vi aldrig i noget mørke skal være uden Gud. Men den korsfæstede forblev ikke i graven, han blev oprejst og forenet med sit himmelske ophav. Den ubetingede kærlighed, som han er, er ikke længere bundet af døden og tiden – eller af stedet. Den kan være overalt – og kan derfor også være her hos os.  

Martin Luther beder i en af sine bønner til Gud:

Se, Herre
Her er et tomt fad, som skal fyldes.
Min Gud,  
Fyld det!
Jeg er svag i troen –  
styrk mig!
Jeg er lunken i min kærlighed,
varm mig, ja gør mig varm,
så min kærlighed strømmer ud til min næste!

Luther ser sig selv som et tomt fad, der skal fyldes – og han beder Gud om at fylde det. Med tro og med kærlighed i så rigelige mængder, at det flyder over og strømmer ud til medmennesket. Det er sandhedens ånd, der gør det. Det er kærlighedens rigdom, der flyder over.

Den overstrømmende kærlighed og glæde er ikke noget, vi selv kan kalde frem. Vi gribes af glæde. Den kommer netop til os, som en gave ude fra. Derfor beder Luther Gud om, at han vil skænke ham den.

I livets lykkeligste øjeblikke kan vi føle det boble i os, vi kan mærke, at glæden ikke er vores ejendom, at kærligheden ikke er privat, men skal deles, ja at glæden og kærligheden først er glæde og kærlighed, når de deles, når de flyder over og strømmer ud til min næste.  

I kirken har vi et gammelt ord for den glæde, der kommer til os udefra og som gør alting nyt. Nåde kalder vi det – og der er netop et ord, der samler erfaringen af at få fyldt fadet op – uforskyldt, ufortjent, overraskende. Nåde er et ord, der måske er blevet lidt af et fremmedlegeme i vores sprog i dag. Måske fordi vi mener at kunne klare os uden? Men i kirken ved vi af erfaring, at det ikke er sandt. Derfor holder vi talen om nåden vedlige, så vi kan gå ind i den, når livet bliver så stort – eller så svært – at vi ikke har andet at ty til end netop nåden.

Når Helligånden taler, er det den guddommelige kærlighed, der strømmer over og flyder os i møde. Det er Kristus som ånd og sandhed. Det er som en kilde, der løber gennem vores verden og giver os frisk vand.  

Må det kildevæld fortsat flyde ud fra dette rum. Til mennesker i dag og mennesker i morgen. Vi øser af en kilde, der udsprang af Guds eget liv. Som skabelsens overflod. Som Sønnen, der satte sit liv til for mange i overstrømmende kærlighed. Som den ånd, der leder os til Sandheden og vækker tro, håb og kærlighed i os.

Sandheden får vi del i, når Helligånden vækker troen i vores hjerter. Da ser vi, at sandheden aldrig kan bestå i at få magt over vore medmennesker. Sandheden findes i kærlighedens gerninger. Det er kærligheden, der sejrede over dødens magter.

I Jesus Kristus er dommen over alle livsødelæggende magter fældet. Og dog ved vi godt, at det er nødvendigt dagligt at bede ’Komme dit rige’ – for vi lever i tiden, hvor vi skal kæmpe mod ondskab, menneskeforagt – både i os og uden for os. Men Kristus har vundet sejren og han har lovet, at vi er elsket og derfor har del i kampen mod det onde. Af Guds nåde er vi noget. Vi tilkendes værdighed og evne til at elske.  

Lad mig slutte med Luther og den bøn, jeg citerede fra før. Luthers bøn har nemlig et par linjer mere, der slutter bønnen af:

Herre, hjælp mig
Lad min tro og min tillid vokse.  
Hos dig findes forrådet til alt, hvad jeg har.

Kirken har stået her i 850 år og været det ydre, synlige tegn på Guds nåde og Guds rige forråd. Må Tikøb Kirke fortsat være forrådskammer for enhver, der spørger efter trøst, styrke og mening.

Hjertelig tillykke med jeres kirke!