Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Den myndiggørende folkekirke

En opdeling af stiftet? Dobbelt medlemskab – og måske ligefrem en synode?! I går blev der taget hul på debatten om, i hvilken retning en ny biskop skal gå.

Risikerer vi biskoppens autoritet bliver svækket, hvis der bliver større frihed i højmessens liturgi, lød et af spørgsmålene fra salen. Foto: Sarah Auken

  • Den kommende biskop skal have en god kulturanalyse og give den videre
  • Biskoppen skal tale, så man kan forstå det – også udenfor kirken
  • Biskoppen skal vise, hvor væsentligt det er, at præster og lægfolk arbejder sammen og ikke kan undvære hinanden
  • Biskoppen skal have gehør og både turde gå forrest og bagest, så man kan få alle med.

Sådan lød nogle af de mange ønsker til den nye biskop i Helsingør Stift. Det viste den første af tre stiftssamtaler i Dyssegård Kirke onsdag den 18. februar. Overskriften for aftenens debat var Hvem er folkets kirke? og de to debattører var Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og Anton Pihl, der er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Menighedsråd.

Skældsord eller ideal?

Folkeskole, folkebibliotek, folkepension. Folkedomstol, folkestemning og festligt, folkeligt og fornøjeligt. Eller folkemøde, folkeaktier og folketeater? Ulla Morre Bidstrup indledte sit oplæg med et lille stykke grundforskning i, hvordan vi bruger forstavelsen folke- i sproget. Og den bruges på tre forskellige måder, viser det sig. Som en neutral konstatering af, at noget er for mange eller alle – som i folkeskole. Som en nedladende markering af noget ukvalificeret eller amatøragtigt – som i folkedomstol. Eller som et ideal om et fællesskab, hvor alle har betydning og tages alvorligt – som i folkemødet.

Og hvad så med folkekirken? ”Ja, her er alle tre betydninger indimellem i spil,” sagde Ulla Morre Bidstrup og gav nogle eksempler. ”Men når det kommer til en ny biskop i Helsingør Stift, så foreslår jeg, at I går efter den ideale version, den mest ambitiøse. Og i den forstand betyder folke-kirke, at kirken er myndiggørende. Kirken skal gøre os til stærke, glade kristne, der er bevidste om vores fællesskab og synes, at vi hører til i det. Og det kan man være på mange måder; ikke kun ved at være aktivt menighedsrådsmedlem eller gå i kirke, men ved at tage aktivt stilling til, at vi hører til i kirken. Så jeg synes for det første, at I, der vælger, skal forholde jer myndigt til det – og det gør I jo gennem et initiativ som stiftssamtalerne, hvor I kan tale nogle ting igennem, inden der kommer navn på kandidaterne. For det andet skal I efter min mening vælge den kandidat, der vil og er i stand til at arbejde for en myndiggørende kirke, hvor alle – ikke bare inderkredsen – har betydning.”

Plads til svigerfar

Så var turen kommet til Anton Pihl, der er menighedsrådsmedlem i Vesterbro Sogn og sidder i bestyrelsen i Landsforeningen af Menighedsråd. Dermed er han ikke for alvor repræsentant for ”det folkelige”, sagde han selv, men til gengæld har han svigerfar. Der livslangt har betalt loyalt til kirken hele sit liv uden at interessere sig for detaljerne og slide alverden på kirkebænken, og som ikke har behov for, at højmessen skal laves om – hvis han nu alligevel skulle få lyst til at kigge forbi. Gennem fire teser om forholdet mellem kirken og folket nåede Anton Pihl frem til en optimistisk profeti: ”Kirken har mistet sin autoritet i et individualiseret og sekulariseret samfund, men udviklingen går også den anden vej: De store fortællinger vil vende tilbage, og folk vil finde fællesskaber på tværs af kulturelle, religiøse og sproglige grænser. Biskoppen skal levere en god kulturanalyse og både udforske og udfordre det folkelige. Og så skal vedkommende kunne tale om det til folk, så de forstår det, selvom de ikke kommer i kirken.”

Det store stift

Efter en pause blev der åbnet for spørgsmål og kommentarer fra salen. En tilhører ville gerne advare mod, at biskoppens autoritet kan blive svækket, hvis der bliver større frihed i højmessens liturg. Det var Anton Pihl ikke så bekymret for; faglig sparring behøver ikke stække autoriteten, men kan bare udvide metoderne i tilsynet. Til gengæld peger det mod et andet problem, som også blev adresseret fra salen: Helsingør er et ualmindeligt store stift, og det kan være svært for en biskop at leve op til sine opgaver – ikke mindst med de krav, som yngre præster i dag stiller til ledelse, påpegede Anton Pihl. ”Er en løsning flere biskopper – eller måske en løsning med en vice-biskop?” spurgte han.

En anden ville gerne høre et bud på, hvad biskoppernes rolle i offentlighedsteologien er – altså den retning, der siger, at kirken skal blande sig i samfundsdiskussionerne. Ulla Morre Bidstrup, der selv har deltaget i en arbejdsgruppe om offentlighedsteologi, mente, at biskopperne har en meget vigtig rolle, når det gælder om at indgå i samtalen om, hvad f.eks. det kristne menneskesyn betyder for samfundet. ”De har jo en del mere taletid end os andre, men skal selvfølgelig indgå i samtalen hver for sig,” sagde hun.

Lav medlemsprocent

Den demografiske udfordring var også oppe at vende. Mens nogle af de nordsjællandske sogne har høje medlemsprocenter, ser det anderledes ud længere sydpå i stiftet. En præst fra Vestegnen ville gerne høre, hvad en biskop skal stille op i sogne, hvor medlemsprocenten er lav. ”Det mest oplagte er jo at spare på ressourcerne, men hvordan møder vi så udfordringerne?” spurgte han.

”Tjah, en modig biskop ville måske i nogle sammenhænge sige: Jo lavere medlemsprocent, jo flere præster,” svarede Ulla Morre Bidstrup. ”Det har de f.eks. gjort i Aarhus Stift, hvor Gellerup er det bedst normerede sogn.”

En enkelt bombe

Og hvad med dobbelt medlemskab, nu vi var på Vestegnen, spurgte en anden? Kan man forestille sig, at polske eller filippinske indvandrere både kunne have deres egen etniske kirke og den danske folkekirke? Anton Pihl var skeptisk. I stedet talte han for, at en af biskopperne burde overveje en slags a- og b-medlemskab, så man kan være medlem af folkekirken og betale til kulturarven uden at være døbt og bekendende kristen.

Endelig var der også en, der med egne ord smed en bombe: ”Du talte om svækkelse af de styrende instanser i kirken, Anton. Spørgsmålet er om tiden er inde til en synode? Et fælles sted til varetagelse af kirkens forhold, som ikke er hverken menighedsråd, folketingets kirkeudvalg eller det gejstlige tilsyn? Ja, undskyld, jeg ved godt det kan ødelægge enhver hyggelig samtale”

Bombe eller ej, så var begejstringen for forslaget hos de to debattører til at overse. De afviste begge tanken om en synode. ”Jo mere svækket instanserne i kirken bliver, jo mere nej-siger bliver jeg,” sagde Ulla Morre Bidstrup. ”Det øger risikoen for, at man støder fok fra sig, så kirken bliver til en kirke-kirke i stedet for en folke-kirke.”

Overskriften for næste stiftssamtale er ’Hvem tager konflikten?’. Oplægsholderne er professor i kirke- og religionsret Lisbet Christoffersen, Søren Ødum Nielsen, der er formand for Stiftsrådet i Helsingør Stift, og Niels Vincens Grunnet, der er næstformand i Præsteforeningen. Arrangementet foregår igen i Dyssegårdskirken, og det er onsdag den 11. marts kl. 19-21. OBS. MØDET DEN 11.3. ER AFLYST PÅ GRUND AF FAREN FOR CORONASMITTE.

 

 

FÅ DET HELE MED

Her kan du læse de to oplæg til debatten om folkets kirke:

Oplægsholderne Ulla Morre Bistrup og Anton Pihl. Foto: Sarah Auken

Thue Gøtterup Petersen er en af initiativtager til stiftssamtalerne. Foto: Sarah Auken

Samtaler i pausen. Foto: Sarah Auken

Omkring 70 mennesker var mødt op for at diskutere, hvilken retning stiftet skal bevæge sig i med en ny biskop. Foto: Sarah Auken

De tre stiftssamtaler finder alle sammen sted i Dyssegårdkirken i Hellerup. Foto: Sarah Auken

Kristeligt Dagblads journalist var også med. Foto: Sarah Auken