Pinseprædiken: Ånden vækker håbet og friheden til live

Af Peter Birch

De kom fra nær og fjern. De kom til hest og til fods. De havde rejst ad støvede landeveje, over uvejsomme bjerge, gennem regn og blæst. De var ømme i hele kroppen efter den strabadserende rejse. Året er 325 – og de rejsende er datidens biskopper, som var blevet kaldt til møde af den mægtige kejser Konstantin. Mødet skulle foregå i Nikæa, der ligger i det nuværende nordvestlige Tyrkiet.

Det var det første store kirkemøde i kirkens historie, 300 biskopper deltog. Anledningen var alvorlig: Hvem var Jesus egentlig? Det mente de jo nok, at de vidste. Og så alligevel. Var han blot et særligt menneske, altså en profet? Eller var han virkelig Guds søn og dermed en åbenbaring af Guds eget væsen?

Måske trækker vi på smilebåndet eller ryster ligefrem på hovedet over, at man kunne holde et møde med sådan en dagsorden, men mødet blev faktisk afgørende for fastholdelsen af det helt centrale i vores tro: troen på den treenige Gud. Troen på, at den evige Gud viser sig i tiden som skaber og opretholder af alt, som frelser og som livgiver.

Lad os et kort øjeblik lege med den tanke, at kirkemødet var nået frem til et andet resultat, fx at Jesus måske nok lignede Gud, men ikke var Gud – hvad ville der så være sket? Så ville Jesus med rette være gået over i historiens store glemmebog, sammen med mange andre store, forbilledlige skikkelser i menneskehedens historie. Forbilleder lever en tid. Men kirkemødet holdt fast i troen på, at Jesus Kristus er åbenbaringen af Gud selv.

De indså og holdt fast i, at alt det, Jesus havde sagt og gjort, rakte ud over den korte årrække, han havde levet. Hans ord rummede en kraft, der fortsat satte hjerter i brand. Hans handlinger rummede håb, der fortsat satte frugt i deres liv. De så, at der i ham var sket noget, som ny-skaber den kendte verden, forvandler den til en åben have, et sted, hvor livet vokser på ny. I hans opstandelse og himmelfart var det liv, han havde levet og de ord, han havde sagt dem, løftet ud af deres oprindelige ramme og sammenhæng.

Ud fra den erfaring måtte de tale poetisk om Jesus Kristus, som født før alle tider/Gud af Gud/lys af lys/sand Gud af sand Gud/født, ikke skabt..

Det er i den verden, vi kender, at underet har taget bolig. Det er det dagligliv, vi deler med hinanden, Ånden fornyr det skabte. Ikke ved at benægte eller nedbryde vores liv, som vi kender det, men ved at slippe nye uanede kræfter løs. Ånden blæser hvorhen den vil.

Jesus’ afsked med sine disciple er alt andet end en afslutning. Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Afskeden rummer nye begyndelser, et nyt nærvær, en frisættelse af tid og rum. Meningen er ikke, at han kommer som et spøgelse, der opsøger dem på alle tider af døgnet, men at Helligånden, Talsmanden, skal gøre alt det levende, som han har sagt og gjort. Helligånden forbinder det synlige og det usynlige, binder den skabte verden og Guds virkelighed sammen. Jords og himmels hjertebånd.

Når vi bekender troen med de ord, der blev formuleret i Nikæa for 1700 år siden, er det ikke bare gamle ord, vi gentager. Det er en levende bekendelse til Gud, der kommer os i møde som Fader, Søn og Helligånd. Gud, der ikke kan rummes i vores forstand, men som rummer os alle i sin kærlighed. Bekendelsen er netop en bekendelse, ikke en kontrakt, hvor noget er skrevet med småt. Bekendelser rummer altid sin egen begrænsning; den ved godt, at Gud er større end alle ord nogensinde vil kunne beskrive.

Jesus tager afsked med sine disciple, men han efterlader dem ikke tomhændede. Helligånden vil være Guds fortsatte og levende nærvær i verden. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; Jeg giver jer ikke som verden giver jer. Ånden kommer netop med noget andet, end det, verden giver os. Ånden levendegør løftet om, at Guds evige kærlighed fortsat strømmer som en kilde i verden.

Ordene har til alle tider rejst håb i mennesker - håb om ægte fred. Om en anden verden. Om en verden, hvor skabermagten sætter sig igennem som nyskabelse af den forpinte skabning. Om en verden, hvor barmhjertigheden får plads og mure brydes ned. Om en verden, hvor forståelsen mellem mennesker bliver stærkere end frygten for at miste magt. Ånden vækker håbet og friheden til live.

Kristi kærlighed tvinger os, siger Paulus. Gennem tiden har troen sat mennesker i stand til at stå op imod overmagt, mod menneskeforagt og åndløshed. Giver dem håb i håbløsheden.

Stå nu op og lad os gå herfra! Ånden sætter dem i gang med et nyt liv. De bryder op – fra en afkræftet tro til en levende tro; fra det land, de kender, til alle verdens lande, fra det velkendte fællesskab til et nyt fællesskab, der rækker ud over alle kendte grænser. Og Ånden sætter dem i gang med at tale nyt på alle verdens sprog, fordi det Ånden siger, ikke er en sandhed forbeholdt nogle, men tværtimod vil tale til alle.

Derfor behøver vi ikke at være ens, for at kunne forstå hinanden. Forståelsen for hinanden opstår ikke gennem uniformitet, men når Ånden lærer os at se hinanden som gudskabte mennesker, der har samme behov for barmhjertighed, tilgivelse og håb.

Pinsen er opbrud drevet af Ånd. Den Ånd, der ikke lader sig binde af blodets bånd eller nationale grænser, som ikke kan hegnes ind af mekaniske traditioner eller ideologisk magtanvendelse. Det er Guds nærvær, der skaber fællesskab og tro, der alene er bundet af kærlighed til Gud og næsten og som frydes over at gå på den gudsskabte jord med løfte om, at du er velsignet med livet som gave og opgave.

Det kan siges på alle sprog. Det skal siges på alle sprog. Fordi alle mennesker er omfattet af den treenige Guds kærlighed og kan gribes af kærlighed. At være menneske er at være Guds menneske – og der findes ikke noget finere end det. Intet af det, du gør eller forsømmer at gøre, kan rokke ved det. Vores hang til at tilkende os selv og hinanden værdi efter vores præstationer, evner og fortjenester må vige for dette ene: at du er menneske som ethvert andet menneske, og at vi – du og jeg – deler samme værdighed, tilkendt af Gud selv, der er vores skaber, forløser og livgiver.

Stå derfor nu op og lad os gå herfra. Med bekendelsen til den treenige Gud i hjertet, med visheden om, at Han er fuld af nåde og barmhjertighed og kommer dig i møde, nu og i al evighed.

Glædelig pinse!