Troen lever i mødet med det, der er vores 'tro værdig'

Ordination, Helsingør Domkirke 2. juli

Sigrid Agergaard Svendsen
Cathrine Zander Ebdrup
Casper Kokkenborg Vestergård
Johanne Elisa Fjordside

Kære ordinander  

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, læser vi hos profeten Esajas (57, 15-16)

For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig:

Jeg bor i det høje og hellige  
og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet,
for at oplive den nedbøjede ånd
og oplive det knuste hjerte.
Jeg anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;
for så ville deres ånd svigte for mine øjne,
den livsånd, jeg selv har skabt. (Es 57, 15-16)

Tro omtales ofte på en måde, så man kan få indtryk af, at det er en særlig kapacitet, en næsten terapeutisk mulighed for at bemestre sit liv og få det til at lykkes på en særlig fin måde. Man kan sågar møde forskning, der – ad videnskabelig vej – forsøger at bevise, at tro befordrer et godt, sundere og rigere liv. I de allermest vulgære udgaver finder vi den form for religiøsitet, der ser en umiddelbar forbindelse mellem tro og økonomisk fremgang og velstand. Er du rig, er det således udtryk for Guds velvilje. Og dermed også sagt, at er du fattig, kan du nok selv regne ud, hvordan landet ligger.  

Men hvis vi gør troen til noget, der har rod i os, i vores særlige ihærdighed, i vores egen åndelighed eller materielle velstand, har vi gjort troen til vores præstation – og dermed reelt tømt den for betydning eller ligefrem gjort den til en djævelsk besættelse. Troen lever derimod i mødet med det, der er vores tro værdig – det, der kalder på vores tro, indgyder tro og tillid i os er netop det eller den troværdige. Troen opstår i mødet med den anden, det anderledes. Troen lever i den forstand i os – men ikke af os!

Profeten Esajas korrigerer ethvert forsøg på at forme troen i vores eget billede. Gud er, som vi hørte før, både den ophøjede, den hvis virkelighed ikke lader sig fatte, og den barmhjertige, der bosætter sig ved den nedbrudtes side.  

For profeten er der ingen tvivl om, at Gud er tilværelsens inderste grund og yderste mening. Gud har muligheden for at udslette al livsånde, men dermed ville Gud udslette den ånd, som Han selv har udstyret alt levende med og det ønsker han ikke. Gud har tværtimod forbundet sig med alt levende og er netop derfor særligt forbundet med det nedbrudte menneske, det knuste hjerte – for at oplive det, som profeten siger.  

Esajas giver således liv og ord til et billede af Gud som alt andet end medgangens og det selvhjulpne menneskes Gud. Gud har opgivet sin mulighed for at vredes for evigt, for i stedet at sætte sig ved det fortvivlede menneskes side. Gudstro kan derfor aldrig måles på hverken graden af velstand eller graden af sundhed. Endsige graden af fromhed.  

Med sine ord foregriber profeten den åbenbaring, som sker i Jesus Kristus, hvor Gud ikke bare sætter sig ved det fortvivlede menneskes side, men sætter sig i det fortvivlede menneskes sted. Gud går ind i det dybeste mørke som menneske, for der, indefra, at oplyse ethvert mørke med sit lysende nærvær.  

Det klassiske religionshistoriske skel mellem helligt og profant, mellem guddommeligt og menneskeligt er dermed ophævet og den almindelige tilværelse, som vi alle sammen lever, får dermed en ny dybde. Hele virkeligheden med alt, hvad den rummer, ligger udbredt som Guds handlingsrum. Det højeste og det dybeste sted er hjemsted for Guds virkelighed. Ikke i den forstand, at vi kan vente os hvad som helst af Gud, så sandt som Gud har åbenbaret sig som oplivelsens Gud. Han er fredens, trøstens og livsåndens Herre.

Du, som satte kærligheden
over al vor skyld og død,
åbned atter evigheden
for hver slægt i hårdest nød.
Korsets Himmel-træ nu gror
i det lave, hvor vi bor.

Sådan skal vi synge om lidt. Gud har plantet korsets himmeltræ midt i verden og derfor skal vi aldrig søge væk fra verden for at finde Gud. Og vi skal ikke gøre Gud til en selvhjælpsautomat, hvor vi kan trække trøst og fred og frisk luft efter behov. Vi skal derimod søge Gud, som er fredens og trøstens og livsåndens Gud, i tillid til, at han vil oplive os og skænke nyt liv.

I dag indvies I til præstetjeneste. I bliver sendebud for en gudstro, der ikke lover guld og grønne skove, men grunder sit håb på Guds løfte. Det løfte, der har forbundet sig med os med en kærlighed, der er uudslukkelig og som brænder, når alle andre magter og kræfter er brændt ud.  

I har jeres faglighed og jeres egne erfaringer med jer i mødet med mennesker. I vil møde mange spørgsmål, mange forventninger og mange ønsker om nyt håb og mod. I har ingen mirakelkure, ingen nemme løsninger. Men glem ikke, at I også er mennesker og at Gud taler til jer som til alle. Husk derfor også at give jer selv tid til at lytte til Guds tale. Det er den, der forbinder os med Gud og med hinanden og gør præsten til sendebud for den tro-værdige Gud.