Prædikener og taler fra biskoppen
Nyheder

Biskoppens ordinationstale i Helsingør Domkirke den 25. august 2022

Læs her biskoppens tale fra ordination i Helsingør Domkirke den 25. august. Ordinander: Morten Munch, Linda Rönnow og Morten Kjelmann

Det ord af den hellige skrift, som jeg i dag på jeres ordinationsdag særligt vil lægge jer på sinde, står i Apostlenes Gerninger 17,28:

For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: "Vi er også af hans slægt."

Bibelen er fuld af beretninger om mennesker, der flygter. Flygter fra Gud og fra medmennesket. Vi skal ikke læse mange sider i Bibelen, før vi møder de første. Adam og Eva flygter, gemmer sig, efter at har spist af Kundskabens Træ, så Gud må spørge: Hvor er du, menneske?

Siden hører vi om Kain, der må flygte efter mordet på Abel og om Jakob, der flygter fra Esau. Der er mange flere beretninger med samme tematik – og mest radikalt er det skildret i beretningen om disciplene, der flygter fra Getsemane Have natten til langfredag, hvor de overlader Jesus til bødlerne og hans ensomme lidelse og død.

Selv da Gud trådte mennesker helt nær i skikkelse af et menneske som os selv, tog mennesker altså flugten. De turde ikke være i det mørke, der ventede Guds søn.

Men apostlen Paulus siger i det korte udsnit af talen på Aeropagos, vi netop hørte, at Gud ikke er langt væk, men helt tæt på. Vi kan ikke flygte fra ham. Vi lever, ånder, er i Ham, siger Paulus. Gud er ikke en fjern abstraktion, en ide for de særligt fromme, en valgmulighed for de ængstelige. Men Han er den, der skænker os livet, træder os i møde i sit ord og sine gerninger og åbner for liv og håb.

Hvor er Gud? Det spørgsmål har mennesker til alle tider stillet. I moderne tid er det blevet stillet som et trodsigt og retorisk spørgsmål, der underforstår: Han er ingen steder. Han findes ikke.

Men evangeliet fastholder, at et andet spørgsmål bliver stillet igen og igen: Hvor er du, menneske?

Det er den levende Gud, der stiller det. Han er ikke fjern, men stiller sig ved siden af os. Som den, der holder liv og død i sin hånd, som den, der kender alle sider af vores liv, som den, der kalder på os.

I Ham lever, ånder og er vi. Det er det budskab, I skal forkynde som præster. Ikke bedrevidende eller ved at flygte ind i bekvemme dogmatiske formuleringer, men i solidaritet med den tid, I lever i og selv er en del af. Som kirke kan vi ikke sige os fri fra at være på flugt; vi kan flygte ind i en tradition for traditionens skyld, ind i dogmer, som ingen længere forbinder noget med, ind i et særligt miljø, hvor vi bekræfter hinanden i, at verden er af lave.

Men så er det, at Han retter sit spørgsmål til os: Hvor er du, menneske? Hvor er du, når mennesker i deres fortvivlelse søger efter mening, hvor er du, når mørket overmander og håbet drukner i angst for ikke at slå til, ikke at være den bedste udgave af os selv eller når fremtidshåbet fortoner sig bag krig og død?

Vi skal åbne hjerterne for troen, håbet og kærligheden. Paulus peger i de få ord, jeg læste, på digternes betydning. Hvad er det digterne, i bredere forstand kunsten, kan? Jeg tror, at kunsten, når den er bedst, er beåndet. I kunsten stilles netop det samme spørgsmål på mange måder: Hvor er du, menneske? I kunstens mange former rækker mennesket ud efter kernen i tilværelsen ved at række ud over sig selv, ud mod det fremmede, det ukendte, det uvisse. I kunsten aner vi, at verden er højere, dybere og bredere end det liv, vi hver især lever.

Det er selvsagt ikke al kunst, der tjener evangeliet, men evangeliet er godt tjent med kunsten, fordi kunsten holder vores sanser åbne for det, der ikke lader sig sætte på formel, ikke kan forklares i årsag og virkning, i skyld og straf.

Derfor er nogle af kunstens smukkeste udtryk undren, barmhjertighed, forvandling.

Lad mig slutte med at give en af største digtere, H.C. Andersen, ordet.

I Kjøbenhavns-Posten i 1829 har han følgende betragtning:

”Der sker underlige ting med dig! Du er intet, og hedder intet, og sætter jeg et nul ved siden af dig, så er du heller ikke mere end to gange ingenting, men sætter jeg bare et 1-tal foran dig, så bliver du straks et stort tal og hedder Hundrede, og sætter jeg nu også et 1-tal bag ved dig, så bliver du til Tusinde og En. Gud bevares! Hvad der dog kan blive af et nul i denne verden, når det bare kommer i forbindelse med et betydende tal.”

Det er en smuk, digterisk-evangelisk beskrivelse af det at være menneske: det er i relationen, at værdien går fra 0 til uendelig. Når vi sættes i forbindelse med et betydende tal. At vi hver dag og hele tiden holder lidt af hinandens liv i vores hænder er både en uendelig rigdom og et afgrundsdybt ansvar. Det er den komplekse dobbelthed, vi som præster skal forkynde ind i.

H.C. Andersens finurlige iagttagelse er også et godt billede på det at være præst. At være præst i en evangelisk-luthersk kirke er ikke noget i sig selv – bogstaveligt talt. Præsten er kun noget i kraft af den menighed, som han eller hun er præst for.

Det er, når man kommer i forbindelse med et betydende tal – med menigheden og med det enkelte menneske, der søger evangeliets trøst og oprejsning, at man har sit værd. Det er det, man er der for – og uden dette at være der ’for’ nogen, er man intet.

Men det gælder også den anden vej, at menigheden har brug for præsten; vi er ikke overladt til vores egne mere eller mindre flygtige religiøse følelser, men præsten er sat til at bringe et ord, som er bevidnet i skrifterne og som generationer før os har kunnet leve og dø på. Det er et levende ord, der til stadighed henvender sig på ny og på nye måder. For i ham lever vi, ånder vi og er vi.

En anden digter, forfatteren Jens Christian Grøndahl skrev for nogle år siden, at han var gået fra at tage afstand fra kirke og kristendom til nu i stedet at søge ind i den kristne tradition. Skiftet skete, fordi det – med hans egne ord – ”...med årene er gået op for mig, at den kristne tradition har mere at sige om mig, end jeg har at sige om den.” 

I stedet for at bilde os ind, at alt er op til det enkelte menneske, at det først er gennem vores valg, at værdien og meningen findes, fortæller evangeliet en anden sandhed om os.

Kristus har stillet sig foran os som den ene, der giver os uendelig værdi. Evangeliet sætter os – med H.C. Andersens ord – i forbindelse med et betydende tal og lover os, at der ud af den forbindelse vil ske store ting!

Hjertelig tillykke.

Amen.