Nyt om navne
Nyheder

Saunaen er en åndelig oplevelse for kroppen

NYT OM NAVNE: Tabitha Burrell bliver glad af varmen i saunaen, som lærer hende at overgive sig. Hun er ny præst i Nygårdskirken i Brøndbyøster.

Privat foto

Tabitha Burrell er 36 år og er fra november 2021 ansat som sognepræst i Nygårds Kirken i Brøndbyøster. Hun er født og opvokset på Nørrebro i København i et hjem præget af international gospelkirke, arbejdsomhed og gode grin. I dag bor hun sammen med sin kæreste, Simon, i København K. Hun nyder at bo i sin barndomsby med al dens vrimmel og uforudsigelige skønhed.

Hvad vil du lægge mest energi i som præst?
Jeg kommer til at lægge en masse energi i at møde folk, hvor de er, og opbygge nogle gode relationer. Det er vigtigt for mig som præst at være vedkommende og nærværende om søndagen men også i menighedsfællesskabet ugens andre dage, så særligt i begyndelsen kommer jeg nok også til at skulle finpudse mine planlægnings- og kalenderevner.  

Hvad er efter din mening kirkens opgave i lokalsamfundet?
Kirken står som et samlingspunkt og en ramme for det levede liv i lokalsamfundet. Folk skal derfor vide, at kirken tilhører os alle sammen. Her møder vi hinanden til de små og store begivenheder, de glædelige og de triste. Og vi møder hinanden, lige netop som vi er, og hvor vi er i livet.

Hvad er det bedste sted i Bibelen?
Der er så uendeligt mange gode steder i Bibelen! Lige for tiden er jeg dog glad for at genlæse Paulus’ andet brev til Timotheus, hvor han skriver ”For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Måske det bunder i det nye og store kapitel i mit liv som sognepræst, jeg netop står overfor? 

Derudover vil Johannesevangeliet også altid have en særlig plads hos mig. ”... og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” er helt grundlæggende for mit billede af Gud.

Hvad gør dig glad?
Jeg bliver glad af at være sammen med min familie, mine venner og min kæreste.

Og så bliver jeg glad af at gå i en brandvarm sauna og hoppe i det iskolde hav. Jeg laver selv sauna-gus i det gamle Sjællandsgade bad på Nørrebro. Den måde, man bliver nødt til at opgive at kæmpe imod varmen, men derimod må hengive sig til varmen under en aufguss-session er nærmest en åndelig oplevelse – for kroppen. Jeg ser det faktisk som en øvelse, der er god at tage med sig ud i livet generelt.

Har du en leveregel?
”Det skal nok gå godt, og ellers går det over.” Det har jeg fra min gode veninde, sognepræst Malene Kjær.

Hvad ville du gerne være, da du var barn
Da jeg var barn, ville jeg gerne være Batman, samurai eller læge. 
Batman var optaget, og jeg gik til ballet i stedet for karate, så det gav ikke det store på samuraikontoen. Til gengæld kom jeg på bedre tanker med alderen og fik øjnene op for teologien, mens jeg overlod lægegerningen til min kæreste.

Hvilken bog ligger på dit natbord, og hvad er din yndlings-podcast?
Der ligger stort set altid en bunke af bøger på mit natbord, men jeg elsker at læse romaner. Jeg har netop genlæst Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen med stor begejstring. Der er en herlig sammenblanding af virkelighed og fiktion, mens hverdagsbeskrivelserne og de store filosofiske overvejelser om livet er gribende.

Og så er der et gennemgående tema om mørkets magt, hvilket jeg i det hele taget finder dybt fascinerende. Der findes nok ikke den gyser-podcast, jeg ikke har hørt.

Rob Keijzer har flere gange været verdensmester i aufguss, der handler om at fordele varmen og duften fra de æteriske olier i saunaen med et håndklæde.