Det er arbejdet med mennesker, der driver Måløvs nye præst

Af Steen Toft Winther

Den 1. maj begyndte Agnete Müller Holtegaard som sognepræst på fuldtid i Måløv Sogn. Hun blev ordineret i Helsingør Domkirke i april 2017 og har efter nogle år med forskellige vikariater været præst på halvtid i Stenløse-Veksø sogne fra marts 2020 til nu. 

Agnete Müller Holtegaard er femtegenerationsteolog. Hun insisterede ellers længe på, at præst skulle hun ikke være, men som tidligere biskop Lise-Lotte Rebel engang sagde, må Agnete Müller Holtegaard jo alligevel være faldet i gryden som lille.

Agnete Müller Holtegaard er 38 år og bor med sin mand Henrik i Birkerød. 

Hvilken slags præst vil du gerne være?

Jeg vil gerne være imødekommende og lyttende. En præst, der møder folk med et smil og åbent sind. Jeg vil gerne være med til at skabe rammerne for, at alle, der kommer til kirken, føler sig velkomne, hvad enten de er kirkevante eller ej.

Hvad er efter din mening kirkens opgave i lokalsamfundet?

Kirken er et af de få steder i vores samfund, hvor man kan komme, som man er. Man kan være her, uden at der bliver stillet krav, man kan være sig selv. Det kan være et tiltrængt åndehul i en travl hverdag, en mulighed mange måske slet ikke ved, at de har, fordi de tror, at der forventes noget af dem, når man træder ind i kirken. Jeg synes, det er vigtigt, at kirken er en del af lokalsamfundet og evner at tale ind i de lokales liv og hverdag på en måde, der gør, at de ikke føler sig fremmede i deres egen kirke, men oplever en glæde ved at komme her og være en del af fællesskabet.

Hvad er det bedste sted i Bibelen?

Johannesevangeliet kap 15, vers 13, har en særlig betydning for mig, fordi det er mit konfirmationsord, og fordi det stod på alteret i den kirke, hvor min mor var præst og jeg er konfirmeret. Jeg synes dog også Paulus' Første Brev til Thessalonikerne kap 1, vers 3 kan noget særligt. Vi er vant til at tale om tro, håb og kærlighed i denne rækkefølge, altid med kærligheden til sidst, og i Paulus' Første Brev til Korintherne kap 13, vers 13 er kærligheden også størst. Men her står håb til sidst, fordi håbet er noget, der er ude i fremtiden. Det minder mig om at holde fast ved håbet - især når livet er svært. Som verden ser ud nu og har gjort det et stykke tid, er det ekstra vigtigt, at vi holder fast ved håbet, så vi ikke mister det. 

Hvad gør dig glad?

At være sammen med min familie og venner. At gøre noget godt for andre. At nyde den altid skiftende udsigt over Sejerøbugten fra min families sommerhus. Og en god kop kaffe! 

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Pas på dig selv, du kan ikke forvente, at andre gør det. Og så er det i øvrigt okay at sige nej.

Hvad ville du gerne være, da du var barn?

Det har jeg faktisk aldrig rigtig vidst. I en periode ville jeg gerne være noget kreativt, noget med håndarbejde. Siden fik jeg den idé, at politiet måske var noget og tog derfor et ophold på Vejle Idrætshøjskole, hvor jeg gik på politilinjen. Inden jeg landede på teologi, gik jeg et år på pædagogseminariet. Så hvis man skal finde den røde tråd i det, må det være at arbejde med mennesker, og at yde omsorg for og hjælpe dem, der måtte have brug for det. 

Hvilken bog ligger på dit natbord og hvilken tv-serie er du i gang med lige nu?

Der ligger en stadig voksende og meget blandet bunke af faglitteratur og skønlitteratur. Men jeg har en svaghed for Sara Blædels Louise Rick krimier, som jeg elsker at forsvinde ind i. Sidst har jeg læst ’Opløst’ som Sara Blædel har skrevet sammen med Mads Peder Nordbo.

Og så er jeg i gang med tredje sæson af Minkavlerne, der fint illustrerer, hvilken slags præst jeg i hvert fald ikke skal være...