Nyheder
Nyheder

Vinder af initiativpris: Invitér os ud i jeres sogn

Børnetjenesten fra Messiaskirken er vinder af Stiftsinitiativprisen 2016, og vil nu brede projektet ud.

Holdet bag Børnetjenesten fra Messiaskirken fejrer Stiftsinitiativprisen 2016 i kirken. Foto: Messiaskirkens Facebook-side

Af Anders Haubart Madsen

Vi vil gerne kunne give det videre", siger Naja Månsson, der har været med til at udvikle Børnetjenesten, vinder af Stiftsinitiativprisen 2016.

Hun er initiativtager til projeket og arbejder som kirke- og kulturmedarbejder ved Messiaskirken i Gentofte Provsti. Sammen med de øvrige kræfter bag projektet vil hun med med prisen i ryggen gerne brede projektet ud til flere sogne. 

"Vi håber, at mange sogne har lyst til at invitere mig og Leif (kirketjener, red.) ud og fortælle mere om Børnetjenesten, så vi kan få projektet spredt. Der er masser børnehaver, som ikke længere har midler til at tage på for eksempel bondegårdsture. Der synes jeg bestemt, at kirken har et ansvar for at bidrage med det, vi kan," siger Naja Månsson.

Børn og livets store spørgsmål

BØRNETJENESTEN

Et folkekirkeligt tilbud til store børn i dagtilbud (5-6 år). 


Vil starte samtaler med børn om livets store spørgsmål ved hjælp af musik, leg og besøg i kirkerne. 

Konceptet er ikke forkyndende.


Børnetjenesten blev udviklet i 2014 af kirke & kulturmedarbejder Naja Månsson og kirketjener Leif Hygild Andersen ved Messiaskirken, Maglegaards Sogn i Gentofte Provsti.


Læs mere på www.boernetjenesten.dk eller kontakt Naja Månsson på tlf. 50 41 33 27

Børnetjenesten er et koncept til store børn i dagtilbud (5-6 år), der er udviklet med henblik på at få flere børn og unge, samt deres familier, knyttet til kirken.


Forløbet indbyder børnene til at gå på en opdagelsesrejse i troens univers ved at blive opmærksom på og reflektere over store ting i livet - som fællesskab, venskab, fred, sorg, liv, død og ikke mindst kærlighed.


Det sker blandt andet ved brug af rekvisitter som lytte-bamsen, samtalekort samt besøg i kirken og på kirkegården. 


"Projektet passer fint ind i den brede vifte af aktiviteter, som folkekirken tilbyder over for børn og forældre", lød det fra Steen Rune fra Idéudvalget i Helsingør Stift, da han overrakte Stiftsinitiativprisen under Landemode 2016.

"Vi har kæmpet for det her"

Flere sogne som Gladsaxe og Herlev er allerede i gang med at lave lignende børnetjenester, og interessen glæder Naja Månsson.


Hun mener, at Stiftsinitiativprisen kan være med til at skabe endnu mere opmærksomhed om projektet. 


"Vi er mega stolte, for vi har kæmpet for det her. Det er vigtigt at understrege, at det er vokset op helt nede fra gulvbrædderne, og uden børnene og børnehaverne var det aldrig blevet til noget." 


Med Stiftsinitiativprisen følger 10.000 kroner, som går til sognet. Naja Månsson fortæller, at de allerede har drøftet, hvad pengene skal gå til, og indtil videre barsler de med en idé om at udgive en samtalebog til børn, der fungerer på samme måde som børnetjenesten.

Andre nominerede

De øvrige nomierede til Stiftsinitiativprisen 2016 var:


Dåbstræ og æblehøst, Vallensbæk sogns menighedsråd


Pilgrimsvandringer på tværs af sogne

i Glostrup provsti, Vallensbæk sogns menighedsråd


Middag for to, Avedøre sogns menighedsråd og

Risbjerg sogns menighedsråd