Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Valgbestyrelse til bispevalget er nedsat

I går mødtes repræsentanter for provstiudvalgene for at vælge den valgbestyrelse, der skal sørge for, at alt går rigtigt for sig, når den nye biskop skal vælges.

Så skal der stemmes (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre

Har præstevikarer stemmeret? Må stillererklæringerne sendes som pdf? Og kan de valgtilforordnede evt. komme ud til folk, der ikke kan bruge det elektroniske valgsystem, og hjælpe dem med at afgive deres stemme? Der er nok at holde styr på for den valgbestyrelse for bispevalget i Helsingør, der skal sikre, at alle regler og procedurer bliver overholdt.

I går mødtes repræsentanter for de tretten provstier i stiftet og valgte ved afstemning de tre medlemmer til valgbestyrelsen. Det blev Birthe Larsen fra Frederikssund Provsti, Tage Bauer fra Glostrup Provsti og Helle Lerche fra Høje Taastrup Provsti. Yderligere tre blev valgt som suppleanter: Hans-Henrik Nielsen fra Ballerup-Furesø Provsti, Steen Borup-Nielsen fra Gentofte Provsti og Jens Christian Christiansen fra Hillerød Provsti.

Valgbestyrelsens første store opgave ligger efter den 25. august, hvor fristen for at melde sig som kandidat udløber. Her skal bebestyrelsen sikre, at alle kandidater opfylder betingelserne for at stille op, og at de har nok gyldige stillere bag sig.

Læs mere om datoer, formalia og arrangementer her.