Udviklingskonsulent: Uderummet tilføjer noget unikt

Af Benjamin Birk Christophersen

Udviklingskonsulent ved Kirkefondet Berit Weigand Berg er i færd med at lægge sidste hånd på en bog med titlen Kirken går udendørs. Emnet kom for alvor ind på hendes radar under coronapandemien, hvor mange kirker begyndte at tænke kreativt ift. at udnytte uderummet. I arbejdet med bogen, der udkommer 9. november, har hun særligt fokuseret på de kirkelige aktiviteter, der kun kan gøres udenfor. De aktiviteter hvor dét at gå ud er afgørende.

Når ”ud” tilføjer noget unikt

Idéen om at lave kirke uden for kirkerummet ikke ny. Men der er et før og et efter coronapandemien.

”Der har længe været en tradition for at holde gudstjenester udendørs. F.eks. afholdes 2. pinsedags gudstjeneste mange steder udendørs. Men der, hvor det i mine øjne bliver særligt interessant, er, når kirkerne begynder at bruge uderummet kreativt for at opnå noget, der ikke kan gøres indendørs,” siger Berit Weigand Berg.

Allerede inden coronapandemien var der en stigende interesse for udendørs aktiviteter såsom pilgrimsvandringer, der skabte nye rammer for åndelige oplevelser.

Læs også om pilgrimsvandring i Frederikssund her.

Men under pandemien blev denne tendens endnu mere udtalt, da kirkerne blev tvunget til at tænke kreativt og forme nye rammer for kirkelivet. Mange begyndte at gøre brug af uderummet på nye måder.

Et eksempel på denne kreative tilgang er "Bål i Byen", et initiativ i Ølstykke Sogn, hvor kirken inviterer lokalsamfundet til at samles omkring et bål. Her handler det ikke kun om at være sammen, men også om at skabe en unik samtale.

”Mange kan måske genkende oplevelsen, hvor en aften ved bålet giver anledning til nogle samtaler, der ellers ikke ville have fundet sted. Bålet kan ikke tages med ind i kirkerummet, og derfor skaber Ølstykke Sogn en mulighed for samtale som ellers ikke ville have fundet sted,” siger Berit Weigand Berg.

En anden markant tendens er opkomsten af udendørs installationer, der både appellerer til det åndelige og det kropslige. Et eksempel er labyrinter, der inviterer til en meditativ vandring, som man fx i Frederikssund og ved Hvidovre Kirke. Eller Fadervorsten som man har i Uvelse Sogn.

Et kirkeliv tilpasset sted og lokalitet

Ifølge Berit Berg er det væsentligt at forstå, at kirkernes udeaktiviteter ser meget forskellige ud alt efter om det er i storbyen, i provinsen eller i et landsogn. Muligheder og behov er forskellige.

”I storbyerne er mange mennesker vant til at bruge det fælles uderum. Man bor måske småt og har brug for at komme ’ud’,” siger Berit Weigand Berg og peger på bykirkernes særlige mulighed for at skabe og deltage i byens fælles udeliv.

Omvendt kan det se helt anderledes ud i et landsogn, hvor de fleste mennesker er vant til at have mere luft omkring sig. Her er det måske ikke nok bare at gå ud af kirkedøren, men der kan være brug for at aktiviteterne tilføjer noget ekstra, der giver den enkelte et incitament til at deltage.

Kirken som generøs medspiller

Når vi ser fremad, forventer Berit Weigand Berg en todelt udvikling.

Nogle kirker vil prøve det udendørs for så at vende tilbage til de traditionelle indendørs rammer.

Men der vil formentligt også være kirker, hvor det udendørs kirkeliv fortsat vil blomstre. Tiltag som bålet i Ølstykke, labyrinten på kirkepladsen ved Hvidovre Kirke, Fadervorstenene i Uvelse og mange andre initiativer vil sandsynligvis forblive populære, fordi de tilbyder noget unikt og engagerende, der appellerer til en bred vifte af mennesker, mener Berit Weigand Berg.

Og det er godt, at kirkerne holder fast i at bruge uderummet kreativt:

”Når kirken bevæger sig ud i det offentlige rum, møder den folk, hvor de er, og skaber en bredere kontaktflade. Derudover bliver kirken til en generøs kirke, der ikke blot er en bygning, men også en aktiv deltager i lokalsamfundet,” siger Berit Weigand Berg.

Udnyt potentialet

I sidste ende handler det om at skabe rum for dem, der reflekterer bedst gennem bevægelse, for dem, der finder mening i det enkle og nære, og for dem, der søger fællesskab i nye former. Kirken uden for kirkerummet er ikke blot en nødforanstaltning under særlige omstændigheder, men en levende del af folkekirkens fremtid. På den måde kan folkekirken være facilitator for at bringe den åndelige samtale og refleksion ud af kirkerummet og derved engagere flere i samtalen.

”For de mennesker hvor en time på en kirkebænk ikke giver nogen mening har det stor betydning, at kirken og den åndelige samtale også findes uden for kirkerummet,” siger Berit Weigand Berg