Nyheder
Nyheder

Tilbage i kirken: Nadver og nærvær

Håndsprit, afstand og plastikhandsker ændrede ikke ved fornemmelsen af, at selvom alt er forandret, er kirken god og velkendt.

Folk holder pæn afstand under den gående nadvergang i Frederiksborg Slotskirke. (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre

”I skal bare sætte jer på en af stolene med et lilla bånd.” 

Menighedsrådsformand Kirsten Carstensen tager imod med håndsprit i døren ind til Frederiksborg Slotkirke og udleverer salmeark i stedet for salmebøger. I den store kirke er der nemlig plads til, at 93 mennesker ikke bare kan deltage i gudstjenesten og modtage nadver, men også synge med de påkrævede to meters afstand. Og der er styr på plastikbægre til nadveren, der bliver uddelt med plastikhandsker.

Det er Kristi himmelfartsdag og første gudstjeneste efter to en halv måned, hvor gudstjenestesøgende har været henvist til nettet og radioen. Men fra i dag slår kirken dørene op igen, og omkring 30 kirkegængere har fundet vej til slotskirken.

Med små undtagelser er alt, som det plejer. Bag orglet sidder kirkens nytiltrådte organist, Allan Rasmussen, og de ti kirkesangere står med to meters mellemrum. Også blandt kirkegængerne er der luft; de lilla bånd er sat på de yderste stole på hver anden stolerække, men det forhindrer dem ikke i at udveksle oplevelser fra de sidste par måneder. 

”Hvor er det rart at se jer igen,” siger en kvinde til et par to rækker bagude. ”Jeg har sådan tænkt på, hvordan I havde det.” 

”Vi har haft det godt,” svarer de. ”Men nu trænger vi til, at det hele bliver lidt mere almindeligt.”

Og Kristi himmelfartsgudstjenesten i slotskirken er helt almindelig. Bortset fra lidt regibemærkninger om at vende ansigtet væk fra hinanden, når man passerer hinanden ved den kontinuerlige nadver, er der ikke meget sygdom og undtagelsestilstand over højmessen i dag. Salmerne handler om Kristus, der bliver taget op til himlen, prædikenen om det urolige hjertes længsel, som har fået et ufortjent dårligt ry, mener sognepræst Henrik Winther Nielsen. 

Hen mod slutningen af gudstjenesten opdager han, at han har glemt meddelelserne. ”Sådan kan det gå, når man er kommet ud af rutinen,” siger han. ”Men der er altså højmesse igen på søndag. Og sig gerne til folk, at der er plads til flere på bænkene.”

Fuldt til stede

Coronaen har været langt væk den sidste time. Og det er, præcis som det skal være, mener Joy Calundann og Bjarne Dalgaard. De kommer egentlig fra Gladsaxe, men skal til frokost i Hillerød og så derfor deres snit til et besøg i slotskirken.

Det var dejligt at være rigtigt i kirke igen, er de enige om. For det er bare ikke det samme med gudstjenester på nettet og i radioen. ”For det første er der nadveren – den får vi jo ikke derhjemme,” siger Bjarne Dalgaard. ”Og så er nærværet måske endnu vigtigere. Hvis man ser en gudstjeneste på nettet, kan man hele tiden lade sig distrahere og lave noget andet samtidig. Men her har vi faktisk været fuldt til stede i en hel time. Det har vi savnet.”

En anden, der nød dagens højmesse i Frederiksborg slotskirke, var biskop Lise-Lotte Rebel. Alle hendes egne gudstjenester i foråret er skubbet til efteråret, og i stedet vil hun gå til gudstjeneste rundt om i stiftet. ”Jeg vil holde mig til de større kirker, for det kan ikke være meningen, at jeg skal tage pladsen fra en af de faste kirkegængere i de små landsbykirker. Men hvor er det dog dejligt at være her igen!”