Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Syng advents- og julemåneden i gang i Helsingør Domkirke

Biskop Peter Birch inviterer til Biskoppens Julekoncert den 26. november kl. 15-16 i Helsingør Domkirke. Det er gratis at deltage.

Invitation til Biskoppens Julekoncert

”Julen er den tid på året, hvor vi oplever fællesskabet allerstærkest," siger biskop Peter Birch, der inviterer til julekoncert den 26. november.

Af Steen Toft Winther

I Helsingør synges advents- og juletiden ind den 26. november, når biskop over Helsingør Stift Peter Birch for andet år afholder Biskoppens Julekoncert i Helsingør Domkirke.

 ”Med julekoncerten ønsker jeg at skabe en tradition med en stemningsfuld indledning på julemåneden,” siger biskop Peter Birch og fortsætter:

”Julen er den tid på året, hvor vi oplever fællesskabet allerstærkest – og hvor savnet af et fællesskab også føles stærkest. Som mennesker har vi brug for at samles om det fællesskab, vi alle er en del af og som kommer til udtryk i advents- og juletidens smukke ord og toner,” siger han.

”Ideen med denne koncerttradition er også at give nogle af stiftets mange kor mulighed for at præsentere sig for et større publikum. I år kan vi glæde os til at høre vores nystartede stiftskor, vokalensemblet Suona, der på kort tid har opnået et meget højt niveau.”

Der er gratis adgang til julekoncerten, hvor også domorganist Else-Marie Kristoffersen og fire unge dygtige strygere, Clara Glasdam (violin), Anne Marie Hjort (violin), Mika Persdotter (viola) og Ida Nørby (cello) medvirker.

Stiftskoret er under ledelse af Cille Buch og består af unge kvinder, der var vokset ud af deres pigekor og derfor manglede et fagligt, kreativt og socialt fællesskab.

Der vil også være tid til fællessang, hvor alle kan synge med på salmerne.

Julekoncerten finder sted i Helsingør Domkirke den 26. november kl. 15-16.

Læs mere om stiftskoret.

Invitation til Biskoppens Julekoncert